Nyhedsanalysen
Spark joy: Hvorfor taler alle pludselig om at rydde op?
Det gør vi på grund af den lille smilende japanske oprydnings-guru (ja, det er en ting nu) ved navn Marie Kondo. Hun har fået en million-forretning på bøger, tv-shows, kurser og foredrag på noget så hverdagsligt som at hjælpe folk med at rydde op. Hun er den perfekte i inkarnation og kliche af begejstring og orden, men sælger mere end det. Kondo sælger ideen om den totale kontrol over dit liv, hun sælger håbet for en bedre verden og genskaber selve meningen i livet
For snart en del år siden havde jeg en kæreste, der var psykolog, men hun var en sund og god sjæl. Til gengæld havde hun et ret diffust forhold til orden, og selv om jeg ikke selv er hysterisk, var det til tider lidt af en prøvelse at bo med hende. Som så mange psykologer har, havde hun som regel en psykologisk næsten logisk forklaring på, stort set alle vores uenigheder og i dette specifikke tilfælde, mente hun, at hun kunne leve med rodet, fordi hun havde styr på sig selv og orden i sit indre og derfor ikke havde behov for også at styre sine omgivelser. Omvendt forholdt det sig så åbenbart med mig, og jeg var ikke uenig med hende, så jeg sagde hende ikke imod.
Endnu et make-over-show?
Japanske Marie Kondo har været en mindre celebrity i nogle år og har solgt millioner af eksemplarer af sine fire bøger om oprydningsteknikker. Det er dog først her ved indgangen af 2019, det for alvor er stukket af for hendes popularitet, efter hendes tv-show ‘Tidying Up’ er kommet ud på Netflix. Lige pludselig synes hele verden at have fået et desperat behov for at rydde op i deres liv.
Kort fortalt er det et ret traditionelt make-over show, hvor nogle (amerikanske) par kommer til hende, fordi de er ved at gro til i gammel ragelse og tøj, de ikke går i, så nu har de brug for hjælp til at systematisere oprydningen. Ind kommer Kondo storsmilende, bukkende, krammende, grinende med japansk tolk og går igennem boligens rum efter hendes ret enkle såkaldte KonMari-teknik, der går ud på at sortere ting ud fra fem kategorier: Tøj, bøger, papir, diverse ting og slutteligt ting med stor affektionsværdi.
Det er ikke et indretningsprogram, for det handler befriende lidt om æstetik og interiør, men udelukkende et program om oprydning. Og så handler det om glæden ved ting, hvilket er én af programmets små genialiteter. Helt konkret mener Marie Kondo, at man skal tage sine ejendele én for én og spørge sig selv om man har brug for dem og om det “sparks joy” – vækker glæde, når man tager dem op. Gør det ikke det, skal det sendes til genbrug. Men før man sender det afsted, skal man dvæle ved tingen – mindes de gode stunder man har haft med den og sige ordentligt farvel.
Mening i livet
Det lyder måske som en lækkerbisken i min ekskærestes praksis, men på et mindre fordomsfuldt niveau, gør det noget ret meningsfuldt i verden: Det bringer meningen tilbage i verden. Hun giver det værdiløse værdi, ophøjer det værdifulde og får os til, på et dybere niveau, at tage stilling til vores omgivelser og liv. Uden moralisering eller miljøpolitiske agendaer, sætter hun fingeren på en af verdens allerstørste skamfuldheder – vores (over)forbrug – og samtidig bringer hun overblik ind i vores liv. Det er to af vores allerstørste udfordringer som menneske: At kunne overskue verden og finde mening i den.
Ved at gøre det i vores egen bolig viser hun os, hvordan vi kan skabe et fort mod den uoverskuelige verden. Hvordan vi kan forskanse os, finde glæde og overskud i vores hjem. Det er naturligvis ren eskapisme og en utopi hun sælger, ligesom ideen om total kontrol over sig selv og sit liv forbliver en uopnåelig drøm for de fleste af os eller et opnåeligt mareridt for andre
Marie Kondos filosofi handler nemlig slet ikke om oprydning og orden. Derfor appellerer det også bredere end til neurotikere, der kan lide at spille Tetris eller ser youtube-videoer med ting, der passer perfekt i andre ting (det er også en ting). Tidying Up handler om glæde og mening, og uanset om du har styr på dig selv eller er rodet inden i, er det noget de fleste kan relatere til.