Hvor skal vi hen? Så er det i dag, at et par tusinde af verdens allervigtigste og rigeste mennesker mødes på en Schweizisk alpetop – både billedligt og fysisk set så langt fra gadens parlament som muligt. World Economic Forum 2019 starter i Davos i Schweiz i dag, og vi lægger ud med at remse afbuddene op: Trump (der er rod med staten), Macron (der er rod med befolkningen) og May (der er rod med Brexit) – faktisk er det kun Merkel af Vestens største ledere, der dukker op, men hun har også mere definitivt lukket sit rod ned ved blot at bebude sin afgang som leder af sit parti og som kansler.
Hvem kommer så? Ja, det gør naturprogramværten David Attenborough for eksempel. Han er blevet 92 år gammel efterhånden, men gennemsnitsalderen er 54. I alt kommer der 3.000 mennesker, hvoraf 1.159 kommer fra Vesteuropa, omkring 1.000 fra Nordamerika – og fra Afrika omkring 150. 22 pct. af dem er kvinder.
Hvad skal vi tale om? Det overordnede mål for mødet er at ”forbedre klodens tilstand”, men som forfatteren Anand Giridharadas skriver i Guardian, er mødet kun en ”genforeningensfest for de mennesker, der smadrede den”. Uligheden er nemlig på dagsordnen, og forskellen mellem top og bund er, som vi skrev i går, kun blevet endnu vildere siden sidste år. Så skal der tales klimakrise (det er derfor, David Attenborough er med), den mentale sundhed er på dagsordnen, ligesom Brexit og politisk populisme er et stort emne blandt talerne, men her har man ikke umiddelbart fundet det nødvendigt at finde en David Attenborough-type fra masserne at invitere. Endelig vil der ifølge den britiske økonomiske analytiker Graeme Wearden være et par presserende emner, der summer smådesperat på gangene: Kinas vækstnedgang – ja, og Brexit og den politiske populisme. Vi følger mødet og melder tilbage, hvis der skulle ske noget opsigtsvækkede. /Lasse Lavrsen