Nyhedsanalysen

James Blake er stadig med på noderne

Hiphop er det nye pop, og genren fortsætter med at vælte alt andet af tronen på hitlisterne. Alligevel synes hiphoppen mere legesyg og uforudsigelig end nogensinde, og i denne uge blev det nok engang cementeret med den introverte altmuligmand James Blakes nyeste album Assume Form, der igen har udvidet kampzonen for genren.

Fredag d. 26 juni starter Tinderbox festival for første gang i Tusindårsskoven i Odense. Her spiller James Blake.

Filosoffen Theodor Adorno var en gammel sur mand. Bevares, han var en genial filosof, som sammen med Max Horkheimer skænkede os Oplysningens dialektik, og generelt havde han da alt muligt klogt at sige om kapitalismens onder. Men hans syn på musik var altså mildt sagt reaktionært, idet han brugte en god del tid på at skælde ud på alt moderne musik, som ikke var klassisk (eller seriøs musik, som han også formulerede det). Når han kom helt op i det røde felt, kunne han bruge et utal af ord på at forklare, hvorfor protest- og popmusik altså var noget nymodens pjank. Jo, måtte vi forstå, popmusik fulgte jo altid den samme formular, den var standardiseret, og havde primært til formål at vænne arbejderen til den monotoni, som gik igen i, ja, arbejdet. Popmusik tog ingen chancer og gik markedets og kapitalismens ærinde. Simpelthen.

Mest af alt må man næsten beundre Adornos insisterende modstand over for de mange nye og spændende strømninger der på denne tid for hans kritik, ved begyndelsen af 1940’erne, var på spil i særligt den amerikanske musikkultur. Men man forstår på en eller anden måde også godt manden. Her var han i USA midt i en krigstid efter at have flygtet fra Nazityskland i 1930’erne. Og hvad fandt han så? En hel ungdom, som fortrængte krigens rædsler i jazz og swing. Av altså.

Derfor kunne det da have været meget rart at sige et par beroligende ord til filosoffen, hvis han endnu var i live i dag. ”Bare rolig, Adorno”, kunne vi eksempelvis begynde. ”Det er hverken jazz, swing eller pop, som nu er den største spiller i musikindustrien. Det er hiphoppen, og den har aldrig haft det bedre.”

Blake har fundet beatet

Allerede på det andet nummer fra James Blakes nye, forrygende plade Assume Form, kan det høres, at der er noget nyt på spil. Ind i Blakes normalvis ret så skrøbelige, post-dubsteppede univers træder pludselig hiphop-produceren Metro Boomins karakteristiske trapbeats akkompagneret af trap-guden (og kommende Roskilde Festival-headliner) Travis Scotts lettere snøvlede og autotunede vokal. Senere på pladen smider OutKast-legenden André 3000 nogle bundsolide bars, og generelt bærer Blakes nye værk præg af en særegen produktion, der lige så gerne leder tankerne hen mod lettere dekonstrueret hiphop som sparsom elektronisk musik.

James Blake. Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix.

Men hov, var James Blake ikke ham den melankolske gut, der for små ti år siden blev alles nye indie-darling ved at synge triste, eksperimentelle sange, om at hverken hans brødre eller søstre gad snakke med ham? Jo, men det var ti år siden, og det, vi dengang så fint kaldte indie, er mere eller mindre passé. Det har Blake for længst opdaget, og derfor er han selvfølgelig hoppet med på den nye hippe musikalske bølge. Ret beset skete det faktisk allerede inden Assume Form. Blake er nemlig i den senere årrække blevet en sand hiphop-darling gennem sit samarbejde med prominente navne som Kendrick Lamar, Vince Staples, Anderson .Paak, Drake og Jay-Z. Han sidder lige så gerne bag knapperne som foran mikrofonen i studiet, og han viser generelt en sådan musikalsk alsidighed, at selveste Kanye West tilbage i 2014 kaldte ham sin yndlingskunstner. Ja, på mange måder minder Blakes musikalske sidespring faktisk om ditto indie-heltes som Tame Impalas Kevin Parker og Bon Ivers Justin Vernon, der begge tidligere har samarbejdet med blandt andre Kanye West og Travis Scott.

Genreparaply nær bristepunktet

Puritanske stemmer vil måske kalde sådanne musikalske alliancer for noget nær helligbrøde, men egentlig vidner de blot om sund udvikling for kollaborationer på tværs af genreskel; kollaborationer, hvor hiphop ofte ender som den afgørende katalysator. Samtidig er samarbejderne med til at understrege, hvor udvandet en genredefinition hiphop egentlig er blevet. På samme måde som rock i det forrige århundrede langsomt syntes at miste sin legitimitet som paraplybegreb, i takt med at der kom stadig flere segmenteringer udi metal, punk, prog, grunge, post-punk, glam osv., ja, så lader det også til, at grænsen er ved at være nået for, hvad der overhovedet kan betegnes som hiphop.

Travis Scott. Foto: Steve Marcus/Scanpix.

Bare det sidste års tid er vi således blevet beriget med udgivelser, der på hver sin måde skubber hiphoppen i både nye, gamle og overraskende retninger, og som samtidig beretter om en musikalsk kultur, hvor alt synes muligt. Kanye West beviste med Kids See Ghosts nok engang, at han som få er villig til at eksperimentere med formerne i et ekstremt vellykket samarbejde med Kid Cudi. Earl Sweatshirt rappede på depressiv vis over nogle beats så lo-fi, at de nærmest var i fare for at opløse sig selv. JPEGMAFIA leverede sin bedste Death Grips-hyldest på Veteran, alt imens Death Grips leverede noget, der knap nok kan beskrives. Noname legede med både jazz og neo-soul på den geniale Room 25, samtidig med at Playboi Carti understregede, at man altså sagtens kan lave interessant hiphop uden egentlig at kunne rappe. Og Travis Scott, ja, han gjorde det, han nu engang gør bedst, idet han på ASTROWORLD testede grænserne for, hvor mange forskelligartede gæsteoptrædender der egentlig kan presses ind på ét album.

Formlen for succes

En af de mange gæsteoptrædener på ASTROWORLD blev, som du måske har gættet, leveret af James Blake, og på den måde gengælder Travis Scott blot tjenesten på Assume Form. I samme ombæring cementerer han dog også den unikt ophøjede position, som hiphoppen i dag indtager. Med sin kamæleon-agtige figur kan genren efterhånden presses ind i alt, hvis bare man vil det nok.

Adornos bekymring ved populærmusikken var som bekendt, at den altid ville følge et formularisk format, hvormed reel gentænkning af genrekonventioner ville blive umuliggjort. Måske kan en sådan bekymring med lidt god vilje synes berettiget, når det gælder hitliste-højdespringere som Drake eller Migos, der efterhånden virker ude af stand til at levere andet end generisk hiphop i metervaremål. Men det skal altså ikke være nok til at blamere en hel genre.

Om noget er hiphoppen pt. et sted, hvor den bobler over af idérigdom, samtidig med at den i sin stadigt voksende mainstream-position indgår dialektiske relationer med alt omkring sig. I den forstand er Blakes nye album-titel måske lidt misvisende. Hiphoppen har alt andet end assumed form, så Adorno kan roligt tage sig en slapper.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12