HERNING, DANMARK 20190119. Mikkel Hansen (Danmark) i aksjon. VM kampen i håndball 2019 for menn mellom Danmark og Ungarn i Boxen arena i Herning, Danmark lørdag kveld. Håndboldlandsholdet er meget tæt på en plads i VM-semifinalen, men landstræner Nikolaj Jacobsen havde gerne set friskere profiler godt midtvejs i turneringen. Det skriver Ritzau, søndag den 20. januar 2019.. (Foto: Åserud, Lise/Ritzau Scanpix)
Nationalfølelsen bobler. Danmarks herrelandshold i håndbold har spillet sig i VM-finalen med en suveræn sejr over Frankrig. Nu venter et historisk skæbneopgør i morgen kl. 17:30. Stoltheden står på spil, og som det altid sker, når Danmark klarer sig godt i en sportsgren, koger debatten om danskhed. Her er de tre mest ikoniske bud på, hvorfor den danske nationalkarakter spejles i netop håndbolden.
Miniput-syndromet – Danmark er verdensklasse i håndbold, fordi vi selv har opfundet spillet som et perfekt sindbillede på vores 1864-mentalitet, skriver journalisten Joakim Jakobsen i bogen Ord der formede Danmark fra 2017: ”Håndbold er det kommunale Danmarks triumf, de mange guldmedaljer er udkantens smukke revanche midt i snakken om strukturreformer og rådne bananer”. Og videre: ”Hvem opfinder denne ejendommelige opstilling med fremskudt forsvarsværk og indlagt minefelt for markspillerne? Det gør en lille konfliktsky nation, som har lidt formidable militære nederlag og territoriale tab og stadig bæver for sin overlevelse. En nation, hvor man 1888-1892 opførte Vestvolden i en perfekt håndboldbue rundt om hovedstaden. Hvad der endnu ikke var tabt udad, skulle man den ondelyneme passe ekstra godt på.”
Bonderøv-syndromet – Danmark er verdensklasse i håndbold, fordi ingen andre lande for alvor spiller det, skrev den konservative libertiner Mads Holger: ”I Danmark betragter vi os selv som en verdenssensation, når vi vinder i håndbold. Imidlertid har ingen herhjemme rigtigt ofret opmærksomhed på, at denne sportsgren, som vi selv har opfundet, slet ikke eksisterer i resten af verdens bevidsthed. Den virkelige verden er fløjtende ligeglad med håndbold.” Ja, Mads Holger, der var en mesterprovokatør, skærpede pointen yderligere – dengang han selv var i live, og Danmark aldrig formåede at spille sig helt frem til finalen: ”Håndbold er et spil, som ikke angår nogen andre i verden end danskere. Alligevel taber de altid. Det svarer jo til at tabe i et spil pik.”
Jantelov-syndromet – Danmark er verdensklasse i håndbold, fordi vores småborgerlige og provinsielle lavkultur her får frit spil, skriver præsten Sørine Gotfredsen: ”Der er et indbygget ligeværd i spillet, fordi det er bygget op om systemer. Som spiller bliver du nødt til at underkaste dig kollektivet, og derfor er det svært at rende rundt og lege suveræn stjerne. Det er en sund og social måde at blive opdraget på, fordi man bærer i flok. Den kultur og stemning, der har været i håndboldhallerne under eksempelvis det her VM, viser, at der findes et fællesskab, der ligger dybere end alle vores forskelligheder. Det viser, at håndboldspillet favner bredt og ukompliceret, fordi det ikke sætter krav til, at folk har hørt Mozart. Det er lavkulturelt. Så kan man stå udenfor og synes, det er dumt, og det har man lov til. Men hvis man fortryder, er man altid velkommen”.
I 1956 skrev Klaus Rifbjerg digtet ‘Håndbold’, hvori det lyder endnu mere lurendrejet: ”Imperatorindtog i Rom, gå hjem og vug! Hvad er det mod et par gummiskos overbevisende snirf, snirf mod asfalten, når man løber mod midterlinjen efter et mål i håndbold?” /Lars Trier Mogensen