WASHINGTON, DC - DECEMBER 11: AFP OUT U.S. President Donald Trump holds a plastic astronaut figurine given to him by Apollo 17 astronaut and former U.S. Senator Jack Schmitt during a signing ceremony for 'Space Policy Directive 1' in the Roosevelt Room at the White House December 11, 2017 in Washington, DC. On the 45th anniversary of Apollo 17 -- the last crewed mission to the moon -- Trump signed the order directing NASA 'to lead an innovative space exploration program to send American astronauts back to the Moon, and eventually Mars,' according White House spokesman Hogan Gidley. (Photo by Chip Somodevilla/Getty Images)
Vi mennesker har det med at være utrolig konkrete i vores forståelsesramme. Selv de allerklogeste og mest abstrakte af os. Tag nu astronauter – de er beviseligt blandt de klogeste og bedst byggede af hele racen, men alligevel oplever de af dem, der får lov at foretage en rigtig rumvandring eller komme på tilpas stor afstand af jorden til at se den udefra, det man i psykologien kalder et ”kognitivt skifte”. En epifani.
The Overview Effect kalder man det, og det blev undersøgt som et fænomen allerede i 1969, da amerikanske Rusty Schweickart kom tilbage til Jorden efter den niende Apollo-mission. Af forskellige tekniske årsager blev Schweickarts rumvandring udsat, så hans månemodul blev sendt en ekstra tur rundt om Jorden, så han pænt måtte vente de to timer, det tager. Her sad han og kiggede ud af sit koøje, mens erkendelserne skyllede ind over ham som i en LSD-rus.
”Jeg oplevede en dyb forbindelse til Jorden og forstod pludselig min rolle i verden. Det forandrede mig. Det var en følelse så dyb, at jeg følte det inderste element i selve menneskeheden,” sagde han bagefter.
Måske skød man det hen med træthed eller rumsyge (det er en ting), for det var først, da Edgar Mitchell fra Apollo 14 to år senere beskrev en lignende oplevelse, man begyndte at betragte det som et decideret fænomen. Mitchell landede på Månen og har stadig rekorden med længste ‘moonwalk’ på ni timer og sytten minutter, og mens han gik, så han op på Jorden og oplevede en euforisk følelse af ”velsignelse og tidløshed”. Han stod stille nogle minutter og græd af bevægelse, mens han oplevede, at hvert eneste atom i universet var forbundne. ”Jeg oplevede en dyb, dyb forståelse af, at alle mennesker, alle dyr, hele systemet var en del af det samme hele”. Også vores egen og eneste astronaut Andreas Mogensen beskrev fænomenet, da han i 2015 kom ned fra sin rumvandring:
”Det gav mig et nyt syn på vores planet at se den fra rummet. Vi skal passe på den. Herfra er det umuligt at se landegrænser. Hvis vi en dag skulle møde fremmed liv i rummet, så tror jeg også, vi vil kunne se, hvor ens vi er. Så vil vi huske, at vi alle er jordboere og tænke mindre over, om man er dansker, tysker eller englænder.”
Siden har mange psykologer og neurologer forsøgt at indkredse fænomenet mere diagnostisk og også undersøgt, om der skulle være tale om en mere fysisk rus som en neurologisk reaktion på de G-kræfter, der er på spil ved en tur i rummet, men ind til videre har man kun kunnet identificere nogle lidt andre hjernebølger hos astronauterne før og efter deres tur i rummet. Det er de samme mønstre, man finder hos religiøse mennesker eller under meditation.
Trump ud i rummet
Men det overblik er meget vanskeligt at få, når vi står på Jorden. Her ser vi grænserne, og her føler vi adskillelsen. Nogle af os mere konkret end andre. Donald Trump har som bekendt siden sin valgkamp insisteret på at få opført en mur på grænsen til Mexico, og i hans to første år er det ikke lykkedes ham at få bevilliget de 5,7 milliarder dollars, det koster at bygge den, og de sidste 35 dage har han kastet den amerikanske stat ud i historiens største ”shutdown”, så 800.000 amerikanere ikke har fået løn. Dermed har han risikeret at kaste landet ud i en regulær økonomisk recession.
Fredag indvilligede Trump så endelig i at genåbne kassen midlertidigt og har altså lidt et sviende nederlag, selv om han naturligvis ikke solgte det sådan. Presset blev for stort i takt med, at hans meningsmålinger er faldet, og konsekvenserne af nedlukningen er blevet meget håndgribelige. Statskassen er åbnet indtil 15. februar, men Trump understregede, at han stadig agtede at bygge muren, og at han havde tænkt sig på ny at lukke statskassen ned, hvis han ikke havde andre muligheder – ja, det er nærmest hans pligt, mener han.
”Vi har ikke andet valg end at bygge en stærk mur eller en stålbarriere. Hvis vi ikke får en fair aftale med Kongressen, så lukker staten igen den 15. februar, eller også bruger jeg min ret til at erklære en ‘national nødsituation’.”
Hvis præsidenten erklærer sådan en, kan han uden om Kongressen disponere over statens midler. Der er nogen, som godt kunne trænge til at blive sendt en tur ud i rummet. Ja, eller en weekend på meditationskursus. /Lasse Lavrsen