People pass the main gate after the 74th anniversary of the liberation of former German Nazi death camp Auschwitz-Birkenau, in Oswiecim, Poland, on January 27, 2019. (Photo by Janek SKARZYNSKI / AFP)
Søndag den 27. januar er en af de datoer, vi aldrig bør glemme. I går, for præcis 74 år siden, blev fangerne i den største nazistiske koncentrations- og dødslejr Auschwitz-Birkenau nemlig befriet af de sovjetiske tropper, Den Røde Hær. Begivenheden blev på behørig vis mindet rundt omkring i verden, og dagen har da også siden en FN-afstemning i 2005 fungeret som den officielle internationale mindedag for holocaust. Sådan nogle kan vi kun have for få af.
Heldigvis er der blevet skrevet og sagt forbløffende meget om holocaust, taget i betragtning hvor svært, hvis ikke rent ud sagt umuligt, det kan virke at skulle sætte ord på masseudryddelsens rædsler. Nogle mennesker kan dog bare det med ord, og de lader sig derfor ikke begrænse af de sproglige udfordringer. Tag bare italienske Primo Levi, som ikke engang var forfatter, men kemiker, da han satte sig for at skrive sin første bog Hvis dette er et menneske om sine oplevelser som fange i Auschwitz. Det er et helt igennem rystende værk, der med ganske få midler formår at levendegøre koncentrationslejren i alle dens uhyggelige facetter. Vigtigst af alt er dog den meget simple men altafgørende lektie, som ligger helt inde i kernen af Levis forfatterskab: Det skete, og derfor kan det ske igen.
Europas åndelige brandstiftere
Nu er det godt nok almindeligt anerkendt, at man skal være utroligt påpasselig med uden videre at smide nazi-kortet, og så endda på en mandag. Men det var altså noget nær en ren Primo Levi, som en række anerkendte forfattere, filosoffer og intellektuelle (herunder Milan Kundera, Orhan Pamuk og Salman Rushdie) for nylig diskede op med i et lille europæisk manifest med den ligefremme titel ”Det europæiske hus brænder. Vi må straks slå alarm over for de åndelige brandstiftere, der leger med frihedens ild”.
Hvem er de farlige brandstiftere? Jo, populisterne selvfølgelig, der ved det kommende europaparlamentsvalg risikerer at ødelægge alt, hvad vi har fået bygget op af europæisk samarbejde og åndsliv. Hvis de vinder, beskriver manifestet, ville det være ”en skændsel for dem, der stadig tror på arven efter Erasmus, Dante, Goethe og Comenius. En hån mod intelligens og kultur. En eksplosion af fremmedhad og antisemitisme. En katastrofe.”
Ja, det virker jo lidt som dommedagssnak for fulde gardiner. Og det havde det da nok også været, hvis ikke det var fordi, den kære intelligentsia snart efter får smidt de fatalistiske nøkker og i stedet opfordrer til lidt handling: ”Vi har levet i illusionen om, at Europa i sagens natur var en nødvendighed, der ville tage form, uden at vi behøvede at foretage os noget, fordi det var i pagt med ’den historiske udvikling’. Vi må bryde med denne skæbnetro.”
Se, det er opråb, der burde kunne vække lidt mere genklang. Vi bør aldrig tage Europa for givet, for det løser ikke bare sig selv. Ligesom klimaet eksempelvis heller ikke gør det. Det skete, derfor kan det ske igen. Lad os ikke glemme det. /David Dragsted