Prøv at bakke snagvendt, altså snakke bagvendt. Hvis du bakker snagvendt, lyder det så skægt. Den politiske debat begynder i stigende grad at lyde som en børne-fjollesang, jo tættere valgdagen kommer. Forslagene fra de forskellige partier lyder i hvert fald påfaldende ens, uanset om ordene siges forfra eller bagfra. De små uenigheder opløses i efterplapren, mens de store uenigheder forsvinder i tavshed.
Det er allerede ekstremt svært at se forskel. Og det bliver vanskeligere endnu: Frem mod folketingsvalget flyder partierne – paradoksalt nok – mere og mere sammen, og forskellene blive mindre og mindre, for helt at forsvinde dagen efter valget. Som så mange gange før i den nyere danmarkshistorie kan det ligefrem ende med, at en eventuelt socialdemokratisk regering vil føre en mere borgerlig kurs, end de blå gør i praksis, mens en eventuelt fortsat borgerlig regering vil ende med at føre en mere socialdemokratisk kurs, end selv Socialdemokratiet tør.
Partierne er i fuld gang med at kopiere og imitere hinanden: Inden for det seneste døgn har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på den ene side accepteret idéen om en tidligere pensionsalder for nedslidte, som Socialdemokratiet foreslog i sidste uge, og som Dansk Folkeparti hurtigt tilsluttede sig, og S-formand Mette Frederiksen har på den anden side og samtidig tilsluttet sig regeringens paradigmeskifte i udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti har fået gennemtrumfet.
Snakken efter munden
Med få minutters mellemrum udtalte statsminister Lars Løkke først i går, at ”hvis partierne har nogle konkrete ønsker til, hvordan vi tager hånd om folk, der er nedslidte, så lytter vi gerne til det,” og inviterede dernæst til forhandlinger om socialdemokraternes udspil om en ny, differentieret pensionsalder. Venstres formand er som altid parat til at gøre hvad som helst for at kunne bevare magten.
Selv om enkelte Venstrefolk er vrede over nu at blive presset til at gennemføre ‘røde’ reformer, der øger de offentlige udgifter og sænker arbejdsudbuddet, er der en udbredt accept af vilkårene: Forlæns og baglæns er lige langt, når man alligevel skal ind omkring midten og det bredest tænkelige. Forskellene skal helst være så små, at ingen for alvor kan se forskel.
Lars Løkkes taktiske retræte fik da heller ikke lov til at stå alene. Straks udtalte udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye, at Socialdemokratiet vil stemme for den lavere integrationsydelse, som eksperter har advaret om vil skabe reel børnefattigdom i Danmark: ”Vi har forsøgt at få adskilt paradigmeskiftet fra nedsættelsen af integrationsydelsen. Men det afviser regeringen. Desværre. Derfor har vi valgt at stemme ja”.
Selv om enkelte socialdemokrater også vånder sig ved tanken om, at det gamle arbejderparti nu er med til forarme herboende familier og dermed genindføre det almissesamfund, som allerede Thorvald Stauning var med til at afskaffe for snart 100 år siden, er der også her en udbredt accept af vilkårene: Udgangspunktet for en ny S-regering vil være VLAK-regeringens udlændingepolitik i bredeste forstand.
Teenager i en tøjbutik
Som en dukkefører bag den barnagtige eftersnakke-leg står Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl og nyder, at det igen er ham, der svinger taktstokken, skønt han endnu en gang ikke har spillet ud med noget som helst konkret.
Da han krævede et paradigmeskifte i asylpolitikken med øget vægt på hjemsendelse, havde han ingen konkrete forslag. Under forhandlingerne var det alene op til regeringens embedsmænd at greje, hvad pokker Thulesen Dahl egentligt ønskede. Dansk Folkeparti kommer aldrig med præcise krav.
På samme måde nu hvor Dansk Folkepartis formand heller ikke har den fjerneste idé om, hvordan en tidligere pensionsalder for nedslidte helt konkret skal skrues sammen. Endnu en gang lader Kristian Thulesen Dahl det være op til regeringen at finde på en gangbar løsning. Ja, sådan har det faktisk været siden 2001, hvor DF’erne for første gang fik de afgørende mandater: Dansk Folkeparti er eminente til at aflæse, hvor vælgerflertallet er, og så lægger de sig straks dér – og forventer, at de andre partier kommer med løsninger.
Derfor er det på sin vis heldigt, at Socialdemokratiet og Venstre trods alt stadig findes, for selv om de to gamle partier lyder ens, bidrager de trods alt hver især med reelle politiske udspil. Dansk politik er blevet et spil, hvor Socialdemokratiet og Venstre hver især præsenterer nogle idéer, som Dansk Folkeparti dernæst vælger imellem – som en forkælet teenager i en tøjbutik – og når først Kristian Thulesen Dahl har valgt sin model, så retter de to gamle partier ind og mener øjeblikkeligt det samme.
Den nye rekord, der er blevet sat her inden for det seneste døgn: Rasmussen og Frederiksen mener nu det nøjagtigt samme på under 60 minutter. /Lars Trier Mogensen