Ét liv er nok. Eller er det?

Ét liv er nok er den danske titel på en samtalebog med den amerikanske forfatter Henry Miller (1891-1980), som første gang udkom på fransk i 1970. Hvad han siger i den kan vi simpelthen ikke huske et ord af, men titlen er måske egentlig også fuldt ud dækkende: Hvor sjovt og løjerligt, vi end går og har det, behøver vi i princippet ikke mere tid end den, vi ved tilfældighedernes spil får udstukket.

Henry Miller nåede at prøve lidt af hvert (eller lad os bare sige: temmelig meget) i de 88 år, han fik på Jorden, hvilket hans semiautobiografiske forfatterskab kan bevidne. Der er flere indgående beskrivelser af selvoplevet seksuelt samkvem i hans første bog Krebsens vendekreds fra 1934 end i hele Karl Ove Knausgårds selvbiografiske seksbindsværk Min kamp tilsammen.

Spørgsmålet er så, hvad man skal bruge tiden på, inden man når den differentierede pensionsalder, som både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre pludselig er blevet så glade for? Hvor skal man rette sin energi hen? Hver især har vi jo vores opfattelse af, hvad der er fornuftigt.

Ud over stepperne

For mange er begrebet Livslang Læring, som den tjekkiske 1600-talspædagog Johann Amos Comenius (1592-1670) siges at stå fadder til, simpelthen the shit. Tag sådan en som Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der for nogle år siden lagde det sure, ulønsomme sisyfosarbejde som landmand i Sønderjylland bag sig for at hellige sig et liv i militærets tjeneste. Han havde fået et chefjob som ‘særlig sagkyndig’ et sted i Forsvaret med henblik på at føre noget, der hed Delstrategi 9, ud i livet. ”Jeg skal ikke lede ved at trække sablen og ud over stepperne. Jeg skal netop have alle til at hjælpe med hver deres erfaringer og høre, hvad er man villig til, og hvad er man klar til,” udtalte han i et interview med Børsen i 2016 og tilføjede, at han ville gøre en dyd ud af ikke altid at møde i uniform på jobbet. ”Jeg kan også dukke op som en trold af en æske i jeans og T-shirt.”

Men pressen var lidt efter ham. Lederjobbet viste sig nemlig at være en nyoprettet deltidsstilling på 20 timer, og Delstrategi 9 lød i det hele taget ikke særlig vigtig.

Nu lader det til så til, at Prins Joachim er blevet lidt mere ambitiøs på egne vegne og vil efteruddanne sig. På DR’s hjemmeside rapporterer DR’s internationale korrespondent og kongehusekspert Stéphanie Surrugue, at han til september starter som studerende på militærakademiet École Militaire i Paris’ 7. Arondissement. ”Det er Frankrigs fineste militærinstitution. Det er her, de største franske militærledere tager deres uddannelser, og faktisk har Napoléon Bonaparte gået på skolen,” udtaler Surrugue og tilføjer, at alle i Prins Joachims familie taler flydende fransk, så ”der er ikke nogen tvivl om, at de vil føle sig hjemme” i Paris.

Retten til at date

Prinsen gør formentlig det rigtige her. Det er godt for menneskers mentale sundhed at holde sig i bevægelse gennem hele livet. Det skal ikke være en spændetrøje at være kongelig. Det kan man unde hvem som helst. Men sådan har de det ikke hos Dansk Folkeparti. Partiet vil fredag fremsætte et beslutningsforslag om, at livstidsdømte i de danske fængsler skal have frataget retten til damebesøg.

”Jeg synes, det er uhørt, at nogle af de mennesker, der har begået nogle af de værste forbrydelser, kan have gang i datingtilværelsen i fængslet,” siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod. Han er blevet stødt efter at have læst i BT, at drabsdømte Peter Madsen har haft besøg af fire kvinder, mens han sad i Storstrøm Fængsel (dog ikke på samme tid).

Bo Yde Sørensen, der er sekretær i Fængselsforbundet, siger til Danmarks Radio, at et forbud er en virkelig dårlig idé – selv når det gælder folk, der afsoner livstid. ”Hvis man ikke giver dem en sikkerhedsventil og en mulighed for at leve noget, der minder om et normalt liv, så får vi meget desperate indsatte,” siger han. Nej, vi har ikke brug for flere desperate mennesker i det her land. /Oliver Stilling