Nyhedsanalyse

Trump-effekt: Dansk oprustning er 'fake news'

Der findes tre slags løgn: ”Løgn, forbandet løgn og statistik.” Citatet stammer fra den konservative britiske politiker Benjamin Disraeli, men det passer overraskende godt på ugens debat om det nye forsvarspolitiske delforlig, der blev indgået tirsdag. Forsvarsforligskredsen er blevet enige om at øge forsvarsbudgettet i 2023 med 1,5 mia. kr., så de danske forsvarsudgifter når 1,5 pct. af bruttonationalproduktet i 2023.

Løgn. Det officielle argument for at opruste det danske militær yderligere – ud over de ekstra 4,8 mia. kr. hvert år, som et bredt flertal i Folketinget allerede er blevet enige om – er, at de europæiske lande skal kunne forsvare sig selv i fremtiden. Men argumentet preller fuldstændigt af på USA’s ambassadør i Danmark, Carla H. Sands: ”Det føles, som om det er gjort på den forkerte måde. Hvis de politiske partier i Danmark ser på, hvad Danmark har lovet at bidrage med og budgetterer med, hvad man faktisk mangler – i stedet for at plukke et tal ud af luften”. Trumps gesandt i København opfatter kort sagt det nye delforlig som et fupnummer og er bestemt ikke imponeret af den danske slagstyrke: ”Jeg elsker Danmark. Jeg elsker vores alliance. Men jeg må også sige, at da jeg var om bord på en af jeres fregatter, var der ikke missiler i missilsiloerne.”

Forbandet løgn. Det har spredt sig som en udbredt opfattelse, at Danmark formelt har forpligtet sig til at bruge 2 pct. af BNP på forsvaret, efter at den daværende SR-regering underskrev en aftale på Nato-topmødet i Wales i 2014. Det nye delforlig ses derfor som et skridt på vejen. Men det er forkert, ja, faktisk en forbandet løgn. For i aftalens punkt 14 står blot, at de Nato-lande, der bruger mindre end 2 pct. af BNP, skal forpligte sig til at ”stoppe enhver nedgang i forsvarsudgifter, sigte mod at forøge udgifter ift. vækst i BNP og sigte mod 2 pct. af BNP som guideline inden for et årti”. De Radikales forsvarsordfører Martin Lidegaard, der selv underskrev aftalen i Wales som daværende udenrigsminister, råber nu vagt i gevær: ”Jeg må indrømme, at de 2 pct. er blevet en sejlivet myte. Det er en udpræget misforståelse, at Danmark har forpligtet sig til 2 pct. inden et bestemt årstal,” siger han til Børsen: ”Det eneste, vi har forpligtet os til, er at vende udviklingen og altså ikke skære mere i budgettet”.

Statistik. Spørgsmålet er dog, om Danmark reelt vil øge militærbudgettet. Overhovedet. Djævelen ligger gemt i detaljen, og som det fremgår af delforligets faktaark, er størstedelen af de øgede bevillinger mest af alt udtryk for et kreativt prokuratorkneb. En lang række udgifter, som tidligere ikke blev talt med i forsvarsbudgettet, bliver nu overflyttet fra én konto i statsregnskabet til en anden og vupti: Pludselig når de danske forsvarsudgifter op på 1,5 pct. af BNP i 2023. I virkelighedens verden er det største løft i bevillingerne imidlertid, at folkepension til tidligere personel i forsvaret fremover regnes med, hvilket står for godt 2,2 mia. kr. ekstra. Den næststørste post er, at sundhedsydelser i det almindelige sundhedssystem til nuværende ansatte i forsvaret også regnes med, godt 200 mio. kr. For en sjælden gangs skyld har Trump-folket derfor ikke helt uret, når de taler om et stort element af fake news fra regeringens side. Benjamin Disraeli har i hvert fald fået ret igen. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12