Kære læser

Giv aldrig op

Women photograph a mural depicting David Bowie in Brixton, London, Britain January 15, 2016. Fans continue to leave flowers and light candles at what has become a makeshift shrine to Bowie, who died of cancer this week. REUTERS/Dylan Martinez

Vi skal snakke om klimaet i dag, men først en kort sidebemærkning om David Bowie. Efter gigasuccesen med tv-serien The Office fulgte den britiske komiker Ricky Gervais midt i 00’erne op med Extras, hvor han spiller statisten Andy Millman, der kæmper for at slå igennem som rigtig skuespiller. Serien er fuld af stjerner, der giver den som ulideligt selvoptagede udgaver af sig selv.

I en af de mest mindeværdige scener møder Andy Millman David Bowie ved et VIP-arrangement, og i samme øjeblik Millman kommer til at give udtryk for sit mindreværd, vender Bowie sig mod et klaver og improviserer en nedrig sang frem – Chubby Little Loser – og får hele lokalet til at synge med på det velklingende, latterliggørende omkvæd.

David Bowie var en af Ricky Gervais’ store helte, og Gervais fortalte senere om en e-mailudveksling, de havde haft på Bowies 57 års fødselsdag. ”57????” skrev Gervais, ”Er det ikke på tide at få sig et ordentligt arbejde? Ricky Gervais, 42, komiker.” Bowie svarede: ”Jeg har et rigtigt job. David Bowie, 57, rockgud.”

Rockgud. Det er ikke engang løgn, det er sådan, man kendte David Bowie, der døde 10. januar 2016, 69 år gammel. Og det føles, som om det slet ikke kunne have været anderledes, han var jo så sygt karismatisk. Men det kunne det! En ny dokumentar, David Bowie: Finding Fame, som bliver vist på BBC Two i næste uge, har set nærmere på Bowies helt unge år i midten af 1960’erne. Og når man hører, hvad folk sagde om ham dengang, så var der absolut intet, der tydede på, at han senere skulle kunne gå hen og blive noget som helst for nogen.

Hen over en periode på 11 år røg han ind og ud hos 9 forskellige bands. Et af dem hed Lower Third, og som guitaristen Denis Taylor siger: ”Vi ansatte ham, han ansatte ikke os.” Lower Third fik mulighed for at gå til audition hos BBC, og det er lykkedes at finde tv-kanalens gamle noter frem. ”Sangeren er en cockney-type, men ikke interessant nok,” står der. Og: ”Der er ingen underholdning i noget af det, de laver. Det er bare en gruppe, som er meget ordinær, der står bag en sanger, som er blottet for personlighed.”

Han kunne heller ikke mime

David Bowie var også vild med at mime, men ifølge koreografen Lindsay Kemp (der var Bowies elsker) var han en gennemført elendig mimer. ”Han lavede et stykke, der hed Masken. Jeg går ud fra, at David på et eller andet tidspunkt havde set Marcel Marceau, men han var ikke Marcel Marceau. Det var frygteligt. Jeg krummede tæer, jeg krummede virkelig tæer,” siger Kemp. ”Der er altid folk, som vil sige, ‘han var virkelig god til at mime, var han ikke?’ Nej, darling, han var a load of shit.”

Det var en kamp af en anden verden. Læg dertil, at hans kæreste Hermione Farthingale, som han var fuldstændig forgabt i, og som han senere i hittet ”Life on Mars?” omtalte som ”the girl with the mousy hair”,  forlod ham i 1969. ”Han var en dreng, han så latterligt ung ud, han lignede en på omkring otte,” siger hun. Det var altså nedtur på nedtur at være David Bowie – lige indtil han optrådte som Ziggy Stardust med ”Starman” i tv-programmet Top of the Pops i 1972, og det hele vendte.

Til klimakamp

Sorry, det blev en lidt lang digression om de mange pauvre år, hvor alle planeter og stjerner nærmest skreg ind i hovedet på David Bowie, at han aldrig ville blive en rockgud.

Det var den store globale klimademonstration fredag, som fik også til at tænke på Bowie – og i særlig grad de tusindvis af danske folkeskole- og gymnasieelever, som inspireret af den svenske pige Greta Thunberg strejkede fra skolearbejdet og demonstrerede for klimaet i stedet. Det var al ære værd. Meget lidt tyder på, at de voksne politikere har tænkt sig at foretage mere end symbolske eller halvhjertede handlinger for at løse klimaproblemerne. De fatter simpelthen ikke omfanget.

Da der forleden blev afleveret 50.000 underskrifter for et borgerforslag om en klimalov på Christiansborg, var landets såkaldte klimaminister Lars Christian Lilleholts (V) umiddelbare kommentar, at det var ”som at slå en åben dør ind”, fordi ”der er rigtig mange af de forslag, som vi allerede er i gang med at gennemføre”. Og i går fik Dansk Folkepartis Søren Espersen sin dosis presse ved at skrige ind i hovedet på de unge, at ”hvis de vil vise deres harme over et eller andet, kan de demonstrere, når de har fri, lørdag eller søndag”. Han kaldte det desuden ”uetisk” og ”uanstændigt”, at partiet Alternativet havde opfordret de unge til at strejke, og spurgte på Twitter, hvad folk ville sige, ”hvis DF opfordrede børn til at strejke i protest mod indvandring”. Det svarede serieiværksætteren Martin Thorborg imidlertid klart og præcist på: ”Det er børn for kvikke til at gøre.”

Lige præcis. Det er de unge, der er de kloge her. Hold presset, venner. Giv aldrig op. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12