Det delte folk. Det låste land.

Og i går fik vi endnu et klarsyn over en afsluttet Irak-krig. Det kan ikke blive tydeligere. Det, som oppositionspolikere, journalister og organisationer har talt om siden ”koalitionen af de villige” (ja, det var så blandt andet Danmark) gik ind i Irak med i 2003, viste sig at være helt sandt. Folketinget blev manipuleret ind i Irak-krigen af Fogh-regeringen. Sådan stille og roligt blev det konkluderet i den uvildige rapport fra Københavns Universitet, der kom i går:

”I flere tilfælde videregav regeringen oplysninger og vurderinger, der ikke var i fuld overensstemmelse med de indhentede oplysning og de interne overvejelser. Det gælder spørgsmålet om Iraks lagre af masseødelæggelsesvåben, der var den grundlæggende årsag til krigen. Ved flere lejligheder blev vurderingerne om våbnene ‘strammet’ på vej op i systemet, og generelt overdrev regeringen oplysningernes sikkerhed,” skriver dr.phil. Rasmus Mariager og professor Anders Wivel, som udpeger flere sorte huller i de officielle forklaringer.

Og hvis man af en eller anden grund stadig synes, at det er lidt uklart, hvad de siger, så har Mariager og Wivel endda opstillet et lille skema – eller et såkaldt flowchart – i deres rapport, så selv de allermest gumpetunge politikere og journalister (skyldig) kan være med:

Det er naturligvis forstemmende, og det kan man skrive mange rasende ledere om rundt omkring på aviserne, men nu er det bare sådan, at en eller anden logik i civilisationen gør, at et demokrati næsten altid deler befolkningen i to grupper. Og den gruppe, der er ligeglad eller måske ligefrem bifalder den forhenværende regerings ageren er cirka lige så stor. Derfor betyder undersøgelsen formentlig heller ikke noget realpolitisk, for som Lars Trier Mogensen allerede skrev i sin analyse i går, så er det regeringen, som suverænt bestemmer i udenrigspolitikken her til lands. Det er Folketinget, der i sidste instans vedtager lovene. Så selv om regeringen først orienterede Udenrigspolitisk Nævn efter de fleste beslutninger allerede var truffet, og at Folketinget heller ikke fik de reelle efterretninger forelagt, før de skulle give mandat til dansk krigsdeltagelse, er der ikke noget, som tyder på, at Anders Fogh Rasmussen & co. har gjort noget direkte ulovligt ved bevidst at mørklægge beslutningsprocessen.

Muren

Og sådan er der meget politik, der føles i disse år. Se på Donald Trumps State of The Union-tale i nat. Normalt en tale, der skal samle folket og pege fremad, blev reelt til en tale, der, som Trump har for vane, splitter og låser. Han lagde ellers ud i en forsonende tone, hvor han opfordrede Kongressen til at søge samarbejde og kompromiser med henvisning til konflikten om den famøse mur til Mexico, men herfra (og vi er altså to minutter og 46 sekunder inde i talen) kom den første stikpille til Demokraterne i sætningen ”tåbelige krige, politik og partipolitiske undersøgelser kan sætte en stopper for landets økonomiske fremskridt.” Herefter gjorde han det sådan set bare klart, at han i øvrigt ikke har tænkt sig at strække sig for at opnå det kompromis, han så forsonende ønsker sig:

“Jeg vil få den mur bygget. Hvor mure går op, går illegal indvandring ned. Mure redder liv.”

Det er den kamp, der kæmpes over hele kloden i disse år. Kampen mellem sort og hvid. De kæmper med pigtråd i Ungarn, med gule veste i Frankrig, i Storbritannien kæmper de om EU, og de kæmper om en mur i USA. De kæmper så hårdt, at hele det samfund, vi kender, er ved at brydes og ændre karakter for altid. Men paradoksalt nok sker ændringerne i samfundet i et fastlåst og splittet miljø. For det er ikke kun Trump, der gerne vil bygge mure, det vil vi andre også. Undersøgelser har vist, at de amerikanske veluddannede venstreorienterede – the liberals – er lige så fordomsfulde over for de konservative, som de konservative er over for dem. Der er ifølge den britiske forsker David Runciman to stammer: De, der dyrker stammetænkningen stolt. De gør muren til en ideologi. Og de, der mener sig hævet over stammetænkningen og udskammer de andres stammetænkning. De gør modstanden mod muren til en moralsk grænse. Det gør muren til en allestedsnærværende metafor for det politiske miljø i hele Vesten. Vi kæmper næsten alle sammen med den mur. Hver eneste dag bliver den blot højere og højere, og selv om den uvildige Irak-rapport er et vigtigt stykke arbejde, der i virkeligheden burde have været endnu større og endnu mere dybdegående, og som er et vigtigt værktøj for historiebøgerne og selvforståelsen, så er det et ubrugeligt politisk værktøj, der flytter os ligeså lidt som en mur i Mexico. Eller den mur, der løber gennem hele samfundet. Og det er det mest forstemmende. /Lasse Lavrsen