Wabi-Sabi: Den perfekte livsfilosofi vi ikke må få

Faderen til det, vi i dag kender som japansk te-ceremoni, den buddhistiske munk Sen no Rikyu, bad en dag en af sine unge disciple gøre rent i sit tehus. Sen no Rikyu var ansat af den rige og succesfulde krigsherre Toyotomi Hideyoshi til at forestå og forfine te-ceremonien i slutningen af 1500-tallets Japan. Allerede dengang havde japanerne noget med arbejdsmoral, og den unge mand arbejdede i et døgn uden stop på at få pavillonen klar og det fine sand omkring den revet i sirlige mønstre.

Da huset endeligt stod klart, kom Sen no Rikyu tilbage for at inspicere arbejdet, og alt stod komplet perfekt og snorlige. Alt var renset ned og sorteret, og sandet lå i smukke perfekte cirkulære mønstre. Men Sen no Rikyu var tilsyneladende ikke helt tilfreds, så han tog en gren fra en af de ahorntræer i løvfald, der stod omkring huset og rystede det, så der dryssede røde og gule blade ned over huset og sandet. Først da var han tilfreds. Da det tilfældige og forgængelige blandede sig med det rene, civiliserede.
 

Den uperfekte perfektion

Sen no Rikyu og den lille myte bliver ofte brugt til at beskrive den japanske livsfilosofi Wabi-Sabi. For i sit arbejde for at udvikle den perfekte te-ceremoni blev Rikyu den, der grundlagde Wabi-Sabi som en moderne visdom. I stedet for de flashy te-kopper og kander, som de rige shogun-fyrster hidtil havde brugt til te-ceremonier, når de skulle spille smarte over for deres venner og fjender, dyrkede Rikyu det beskedne. Han skiftede kinesisk porcelæn ud med lerklinede og ofte skårede kopper. Han søgte historien, det brugte og forgængelige og æstetiserede det uperfekte til perfektionen. Og det er dybest set, hvad Wabi-Sabi handler om. At se det perfekte i det uperfekte. Desværre for Rikyu var Toyotomi Hideyoshi af en lidt anden opfattelse. Han kom fra en fattig baggrund og ville gerne vise sin nyvundne rigdom frem, og han skulle endda have været bange for at Rikyus beskedne stil var et forsøg på at latterliggøre ham, så han beordrede ham til at begå harakiri,. Det gjorde han så. Sådan kunne japanerne også være.

Men Wabi-Sabi stod tilbage og er stadig en uomgængelig del af den japanske folkesjæl. De to ord Wabi og Sabi findes ikke rigtig i den vestlige etymologi, men kan brydes ned i nogle mere genkendelige dele. Wabi refererer til en slags positiv ensomhed, den ro eller den melankoli der kan opstå, når man er alene i naturen. Det er en bittersødme, men fremfor alt rolig og harmonisk, som den er beskrevet i zen-buddismen omkring 1100-tallet. Sabi kan heller ikke direkte oversættes, men er en anerkendelse af tidens forgængelighed. En hengivenhed og en ærbødighed til naturen, som den særligt dyrkes i den oprindelige haiku-digtning.

Derfor arbejder Wabi-Sabi med at forfine det uperfekte, det forfaldne eller rustikke. Det dvæler ikke ved udødeligheden, ungdom eller det fejlfrie, men snarere omvendt. Man arbejder med en respekt eller ligefrem en hyldest til det forgængelige. At give sig hen til historien. At der har været noget før ‘nu’et’ og at der vil komme et efter. Kun derved kan man forbinde sig til evigheden.
 

Skønhedsidealer

I Vesten har vi altid jagtet perfektionen. I arkitekturen, i kunsten, moden eller skønhedsidealet har vi jagtet det matematisk perfekte, symmetriske og harmoniske. Vi har søgt uendeligheden i ungdommen og det evige liv, og uanset om vi tænker på Ludvig 14. eller Per Arnoldi, har fejlen eller det uperfekte været noget man skulle undgå. Sådan er det ikke i Wabi-Sabi. Her mener man, at ting bliver smukkere med tiden. At fortidens mærker og ar skaber individuelle træk. At unikke historier er skønheden, og derfor forsøger man heller ikke at skjule revner i stentøj, rynker eller en gammel bjælke i et hus. Man reparerer det, men så man kan se tiden i det.

Wabi-Sabi er blevet introduceret ad flere omgange i de senere år af vestlige modeskabere og cool-hunters, men det har ikke rigtig vundet fodfæste. I stedet har hele verden talt om kinesisk Feng Shui eller dansk hygge. Wabi-Sabi er aldrig rigtigt blevet toneangivende, hvilket måske er underligt, da så meget i vores verden synes at have brug for et skud af det uperfekte. Vi jagter uopnåelige ungdommeligt rynkefri skønhedsidealer og uopnåelige indtægter, så vi kan forbruge endnu mere på en klode, vi i forvejen har pint til det punkt, hvor vi næsten har ødelagt den. Vi skammer os endda offentlig over det. I det lys ville Wabi-Sabis indadvendte dyrkelse af det uperfekte passe perfekt. Nøjsomheden blandet med orden og renhed, accepten af forgængelighed, aldring og forfald – og så endda på japansk. Det lyder da som en bestseller.

Men måske er det netop de idealer, der ikke er plads til i et samfund baseret så heftigt på markedskræfter som netop vores. For Wabi-Sabi modarbejder alt det, vi står for. Det modarbejder det, markedskræfterne, arbejdslivet, direktionsgangene, modebladene og skiftende regeringer kræver – vækst, forbrug og perfektion. Wabi-Sabi er den perfekte ideologi, som vi ikke kan få.

Lasse Lavrsen