Man gjorde et bonsaitræ fortræd

Botanisk ”true crime” er ikke en genre, man ofte støder på, men i går dukkede der pludselig en fortælling op i verdenspressen, der handler om tyveriet af et ældgammelt miniature-træ.

Historien tager sit udspring i det japanske præfektur Saitama, der ligger lidt nord for Tokyo. Her er tyve brudt ind i en have og har stjålet i alt syv små bonsaitræer. Hvis man, som os, har mere grågrøngrumsede end grønne fingre og derfor en viden om botanik, der er lig nul, så lyder det som en forholdsvis uskyldig forbrydelse. For sådan et par træer kan da ikke koste mange basører, hva’? Jo, åbenbart. Cirka halvanden million danske kroner er de syv bonsaitræer værd tilsammen. Især ét af træerne er værdifuldt. Det er 400 år gammelt og har en anslået pris på mere end én million kroner.

Men det handler ikke kun om penge. Ikke for sagens ofre i hvert fald. Den bestjålne bonsaimesters kone har på hjerteskærende vis sagt til pressen, at hun har taget sig af de små træer, som var det hendes børn. ”Jeg er så trist,” fortæller hun, og henvender sig derefter til tyveknægtene: ”Giver I dem tilstrækkeligt vand?” På de sociale medier har parret nu delt detaljerede instrukser på, hvordan man passer træet ordentligt. Noget, der umiddelbart kommer tyvene til gode, men ville enhver forældre ikke fortælle kidnappere, hvad deres børn har brug for? Selvfølgelig.

Giver I dem nu nok vækst?

Det lyder måske underligt, men i Europa-Parlamentet i går havde de lidt af en bonsai-sitaution. Her sad der også en række ”forældre” og bekymrede sig over en ”kidnapning.” Det handlede dog ikke om et bonsaitræ. Det handlede om et helt land. Det italienske premierminister Giuseppe Conte stod skoleret overfor parlamentet, og det stod hurtigt klart, at langt størstedelen af parlamentarikerne mente, at den italienske populistregering havde kidnappet Italien som var det et bonsaitræ i en japansk have. Parlamentarikerne var heller ikke i tvivl om, at tyveknægtene ikke giver det italienske træ vand nok, skønt de gang på gang har givet dem tydelige instrukser på, hvordan det skal gøres.

Lederen af den liberale ALDE-gruppe i parlamentet, Guy Verhofstadt, sagde, at han er ”ked af at opleve, hvor elendigt det står til med italiensk politik.” Verhofstadt gik endda så langt som til at kalde Conte for en ”marionetdukke,” hvilket henviser til, at premierministeren ofte beskyldes for at være en kransekagefigur indsat som et kompromis mellem regeringspartierne Femstjernebevægelsen og Lega. Det siges at være lederene af disse partier, der i virkeligheden trækker i trådene.

Også formanden for parlamentets konservative EPP-gruppe, Manfred Weber, langede ud efter Conte og kritiserede Italiens dårlige økonomi og vækst. EU-kommissionen og Italien har tidligere været i tovtrækkeri om, hvorvidt Italiens budget overhovedet kunne godkendes.

Slutteligt var det socialdemokraternes formand, Udo Bullmann, der på faderlig vis undrede sig over den diplomatiske krise, der den seneste tid har udspillet sig mellem Frankrig og Italien. Frankrig har fx trukket deres ambassadør ud af Italien – sidste gang det skete var i 1940, da Italien erklærede Frankrig krig.

Russisk rørledning i Europa

Ja, der var ingen tvivl om, at EU var trætte af at skulle bokse med deres egne, når de har så mange andre ting at bekymre sig om.

Sent i går aftes lykkedes det fx EU at komme til enighed om en aftale angående regler for Nord Stream 2, der er en gasrørledning, som skal gå fra Rusland til Tyskland, og som har været en hovedpine for Danmark, fordi den skal sno sig lige udenom Bornholm. EU blev enige om, at det fremover er op til Europa-Kommissionen, og altså ikke de enkelte lande, at sætte rammerne for sådanne gasrørledninger.

Europa viste sig altså i går som en stormagt, der kan stå sammen og kæmpe mod resten af verden. Men Europa viste også, at det stadig er et splittet sted, hvor man skal diskutere, hvem der er et sart bonsaitræ. /Andreas Terp Kønig