Kære læser

Fanget i superslim

Lad os lege, at du er en frø. Du er en grøn frø, og du er urimeligt glad for dig selv. Af et haleløst, lidt dumt amfibievæsen at være har du skabt dig en helt god tilværelse i Watagan-bjergene i den australske delstat New South Wales. Vand, mad og gode chancer for gevinst på parringsmarkedet – her er alt, hvad hjertet begærer. Selvfølgelig har du nogle naturlige fjender, men sådan er livet, og det har du accepteret. Du betragter det som en ærefuld død, hvis – 7-9-13 – et større dyr skulle komme snigende, mens du slumrer, og æde dig i en mundfuld. That’s life, siger du og slår ud med dine skriggrønne frøarme.

Der er bare én ting, som irriterer dig grænseløst: Den lokale snegl. Du opfatter den slimede Triboniophorus graeffei med den underlige røde trekant på huden som lidt af en delikatesse, men den er ikke sådan lige at bide skeer med. Det er så længe siden, du har spist en, at du faktisk ikke kan genkalde dig smagen eller den bløde tekstur, når den glider ned gennem svælget.

Problemet er, som du også kunne læse i videnskabsmagasinet NewScientist onsdag, at sneglen er udstyret med noget nederen superslim, som gang på gang har fået dig i fedtefadet. Der fulgte endda et billede af dig med artiklen. Gud, hvor så du tåbelig ud.

John Gould, der er biolog på Australiens University of Newcastle, opdagede dig og fotograferede dig; du hang ubevægeligt med hovedet nedad på en gren ved siden af en af de der snegle. Han holdt øje med dig, men da du blev hængende og ikke havde flyttet dig efter ti minutter, tog han både dig og din uspiste frokost med tilbage til sit laboratorium.

Det skal du være glad for. Dagen efter sad du stadig fast, og hvis det havde været ude i det fri, var du nok død af tørst, hvis ikke du var blevet spist. Det lykkedes nogle folk at få dig fri, men du blev ved med at klistre til siderne på din beholder. Forskerne vidste godt, at snegletypen her kunne lave superlim, der mister sin virkning, når det tørrer, men det var så vidt vides aldrig blevet set i funktion i naturen før. Så tillykke, du er gået over i historien.

Dårligt selskab

Og på en måde kan man sige, at du er i godt (eller dårligt) selskab. Bortset fra at du er grøn, og han er orange, så ligner du lidt USA’s præsident Donald Trump. I har det samme slunkne blik. Hvis du føler dig dum og stresset efter at være hoppet på limpinden, så skulle du prøve at være i hans sko. Selv om han satte store dele af statsapparatet i bero i 35 dage for at tvinge Demokraterne i Kongressen til at godtage kravet om 5,7 mia. dollars til sit absurde valgløfte om en grænsemur mod Mexico, så fik han intet ud af det.

I dag ventes Senatet at stemme for at bevilge 1,375 mia. dollars til et hegn langs grænsen. Det er også en slags penge, men et hegn er ikke en mur. Og beløbet er endnu mindre, end da muligheden for hegn blev diskuteret sidste år.

Det er ikke helt sikkert, at Trump underskriver aftalen, men endnu en nedlukning af den offentlige sektor vil også begynde at irritere hans mest stålsatte vælgere. Har han råd til det? Demokraterne med flertalslederen i Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi i spidsen har fanget ham i superlim, og han hænger med hovedet nedad.

Som The New York Times skrev i en politisk analyse onsdag, så er det her hans mest svidende nederlag som præsident – ikke mindst fordi han opfatter sig selv som forhandlingens mester. Der er bare situationer, man ikke kan forhandle sig ud af, men det ved du jo godt. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12