Skiferie eller frihed?

De fleste af os kender følelsen af at være slaver. Slaver af små, lidt for dyre vaner og store, alt for dyre boliglån. Slaver af omverdens krav, arbejdsmarkedets krav, modens krav, livsstilsmagasinernes krav eller bare vores egne alt for høje krav. Forbrugerisme, kapitalisme og grådighed. Ja, eller drinks i solen, weekend getaways eller lækre restauranter. En følelse af at noget kører med én, og at man ikke rigtigt har hænderne på rattet. Ikke så rart vel?

I de senere år er en bevægelse vokset frem, der forsøger at tage den endelige kamp med den følelse. FIRE, hedder den (Financial Independence, Retire Early), og den går helt basalt ud på at spare så voldsomt i sine unge år (<40), at man kan gå tidligt på pension og leve et økonomisk uafhængigt liv. Drømmen om at man én gang for alle står af rotteræset og styrer sit eget liv uden at skylde nogen noget som helst på baggrund af tre overordnede og tordnende selvevidente principper: 1. Minimer dine udgifter. 2. Øg dine indtægter. 3. Invester.

For nogle af os er det desværre allerede for sent, men bevægelsen er blevet populær på internetfora blandt de stakkels stressede millennials, der måske har bygget en slumpen økonomi op i gig-økonomien og kæmper med prekariatssumpen. Det er sikkert en bevægelse, der uartikuleret har levet individuelt siden stavnsbåndets ophævelse, men med internettets udbredelse fandt de mange slaver sammen om noget, der er mere end en spareiver, men nærmest minder om en filosofi. Det var det fællesskab, der fik et decideret navn i kølvandet på den økonomiske krise i 2008. Særligt en canadisk blogger, der kalder sig Mr. Money Mustache, men som egentlig hedder Peter Adeneym blev en slags chefevangelist, og allerede dengang stillede den tidligere software-programmør sig frem i medierne og fortalte om, hvordan han ved at spare to tredjedele af sin løn op kunne gå på pension i sine 30’ere. Fri af sine snærende bånd begyndte han at teoretisere over, hvad han havde gjort, og hvad det havde betydet for hans lykkefølelse og selvforståelse.
”Det handler om at afkoble lykkefølelsen fra materielle ting,” har han gentaget igen og igen, blandt andet også til The New Yorker i en artikel, hvor det fremgår, at han i dag tjener mere end 2 millioner om året på aktieafkast og på sin blog. Til gengæld har han ikke ændret livsstil, siden han i 2005 lod sig pensionere med en langt lavere indtægt.

Det vokser

Skal man tro nettets fora, er der i dag tusindevis af mennesker over hele kloden, der lever som Peter Adeney, eller i hverfald forsøger på det. Der er et væld af podcasts, blogs, bøger og sites, og særligt på det semisociale medie Reddit findes der titusindevis af diskussionstråde og afarter af FIRE-bevægelsen. Herhjemme har FIRE’s lukkede facebookgruppe 5.400 medlemmer, hvor 800 er kommet til inden for de sidste 30 dage. Noget tyder på, at ideen har vundet genklang i en vis del af befolkningen.
Bevægelsen taler ikke til millionærer og heller ikke til mennesker i lavtlønsjob eller dagpengemodtagere. Der findes forskellige underafdelinger af fænomenet, der er målrettet de grupper også, men grundlæggende tales der om mennesker med lønninger på omkring 30.000 kroner om måneden. Hvor de fleste almindelige mennesker lægger omkring 12 procent af dem til side, foreskriver FIRE, at man lægger mindst halvdelen i sparegrisen. Derfor handler langt hovedparten af de podcasts, debatindlæg og artikler, der findes på FIRE-fora om tricks til at spare penge og økonomiske manøvrer, som at forhandle en højere løn hjem til sig selv, reparere ting, fraflytte sit hus eller sælge sin bil. De mest ekstreme taler også om at undlade at få børn, om miljøet og at redde verden fra overforbrug. Det handler om den ultimative uafhængighed fra andre mennesker og systemer. Det kan nærmest minde om doomsday preppers.

Det tilbagevendende tema er den altoverskyggende frihed som folk længes efter og strækker sig imod – og ikke i særlig høj grad, hvad der er på spil i deres nuværende arbejdsliv. Specielt det sidste kan godt undre, da man gennnem forskningen ved, at op mod 60 procent af de nyslåede pensionister er i overhængende risiko for depressioner ved at forlade deres arbejde. Det største studie er beskrevet i den årligt tilbagevende og ofte citerede ”lykke-undersøgelse”, der beskriver pensionen som et ”sugar rush.” Den første tid er fyldt med lettelse, men kan efterfølgende blive afløst af tomhed og fortrydelse. En rapport fra det amerikanske Sloan Center on Aging and Work and the Families and Work Institute i 2015 fandt frem til, at 75 procent af de pensionerede amerikanere vender tilbage til arbejdsmarkedet mindst én gang.

Skammens åg

Nu er det ikke, fordi vi ikke kender følelsen af økonomiens halslænke, men i stedet for at hutle sig igennem tilværelsen for at opnå en utopisk uafhængighed, skulle man i vores optik hellere arbejde på at slippe følelsen af skam. For jo mere man læser om bevægelsen, jo mere står det klart, at det er en tilbagevendende følelse for en stor del af debattørerne. Skammen over at skylde penge, skammen over ikke at være slået økonomisk igennem, skammen over at være overfladisk og til fals, skammen over at pine omverden og kloden med sine ligegyldige lykkefixes og skammen over ikke at være blevet til noget så stort, at man retteligt kan tillade sig at give omverden fingeren. Skammen over at være afhængig af andre mennesker.

Økonomisk ansvarlighed er et fornuftigt mål i tilværelsen, der giver en følelse af frihed. Men den totale økonomiske uafhængighed, som FIRE-bevægelsen prædiker, er det modsatte af frihed. Det er en lang række af små, snærende bånd, der muligvis gør dig uafhængig, men som i langt højere grad låser dig fast. Sådan virker det, når man læser om de kampe, der dagligt må tages for at opnå den uafhængighed af andre mennesker, som FIRE arbejder for. Men hvad er der egentlig i vejen med at være afhængig af hinanden? Måske ville det være mere ædelt at arbejde for at gøre os afhængige af hinanden igen. Og så tage styringen over sit eget liv tilbage ved at smide skammen.