Kære læser

Kan Sokrates og Marie Kondo rydde op i spansk politik?

Spain's Prime Minister Pedro Sanchez holds a news conference after an extraordinary cabinet meeting in Madrid, Spain, February 15, 2019. REUTERS/Juan Medina

Ak ja, nu er det snart ikke længere vinterferie men bare vinter.

Det betyder også, at det er tid til at få styr på sit liv nok en gang. Man kan ikke længere bare ligge og sove til ud på formiddagen, lade opvasken vokse og hjemmet flyde. Det er tid til at rydde op – i hjem som i sind. Heldigvis har man haft hele vinterferien til at se Netflix-serien Tidying Up with Marie Kondo og/eller læse den oldgræske filosof Xenofons sokratiske dialog Οἰκονομικός (på dansk Økonomien). Man skulle ikke tro, at en nutidig populær tv-serie og Sokrates’ ævlerier har meget med hinanden at gøre, men Økonomien og Marie Kondo har faktisk nogenlunde samme underliggende filosofiske budskab: Hvis du får styr på dit hjem, får du styr på dit liv.

Marie Kondo er blevet lidt af et fænomen. Den japanske oprydningsguru har skabt en millionforretning på at lave bøger, tv-shows, foredrag osv. på noget så tilsyneladende trivielt som at lære folk at rydde op.

Det virker skørt, at det kan blive sådan en stor ting, men måske er det egentlig ikke så underligt igen. Drømmen om at leve i et ryddeligt hjem er tusinder af år gammel. Xenofons Økonomien stammer fra et par hundrede år før Kristi fødsel, og den handler om filosoffen Sokrates, der fortæller om landmanden Ischomachus og dennes ”oprydningsvanvid”.

Kondos og Ischomachus’ oprydningsfilosofier har utroligt meget til fælles: Fx snakker de begge om, at man kun skal beholde ting af sand betydning, og at objekter nærmest åndeligt kan skrige efter at blive stillet på deres rette plads. Men vigtigst af alt så ligger der under al oprydningen en etisk lære hos dem begge: Det er ikke kun irriterende at have et rodet hjem, det er direkte skamfuldt og gør dig til et dårligere menneske.

Rod i den spanske stat

Ischomachus’ Økonomien er ofte blevet fortolket som en form for militær- og statslære. Et krigsskib uden orden er ikke klar til kamp, og en ustruktureret stat kan ikke regere. På samme måde ser vi Tidying Up with Marie Kondo som ren statskundskab. Stater bør være lige så tight som et hjem, der har været genstand for Kondos vilde sans for struktur. Er staten ikke det, bør den skamme sig og rydde op.

Måske har den spanske premierminister Pedro Sánchez fået set noget Marie Kondo i vinterferien. I hvert fald lader han til at have besluttet sig for at rydde op i sin pænt rodede stat. Omkring fredag middag udskrev han valg i utide. Egentlig skulle spanierne først have været til stemmeurnerne i 2020, men det politiske billede i Spanien er så fragmenteret, at den socialistiske premierminister besluttede sig for at give vælgerne mulighed for at rydde lidt op i det.

Der er meget rod i Spanien, men det største problem er stadig Catalonien. Dele af den rige nordspanske region har længe ønsket at løsrive sig fra Spanien for at blive en selvstændig republik, og det har selvsagt skabt en del furore – fx indledte man i denne uge en historisk retssag, hvor 12 separatister står anklaget for medvirken til den catalanske løsrivelsesfolkeafstemning.

Sánchez har kun været premierminister siden juni, hvor det lykkedes ham at vælte den siddende højreorienterede regeringsleder ved et mistillidsvotum. Hans parti mønstrer også kun 84 sæder ud af parlamentets 350, og han har derfor brug for de catalanske separatist-partiers stemmer for at føre sin politik igennem. Dem fik han ikke, da der i denne uge skulle stemmes om finanslov.

Spørgsmålet er, om Sánchez rydder op på den rette måde. For intet tyder på, at en folkeafstemning vil gøre Spaniens politiske landskab mindre rodet – tværtimod. Fx ser det nye stærkt højreorienterede parti Vox ud til at få 10 pct. af stemmerne.

For er det overhovedet holdbart at få andre til at rydde op efter sig? Ischomachus fortæller Sokrates, at det altid er hans kone, der med glæde går til oprydningsarbejdet. Alle ting har en specifik plads i hjemmet – også kvinden. Ischomachus sætter sin kone til at skabe husorden, men han udstiller dermed også sin egen inkompetence, når det drejer sig om at have styr på tingene. Han skubber problemerne over på andre for selv at fremstå ryddelig. Er Sánchez ikke ved at gøre det samme? /Andreas Terp Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12