Former Labour party MPs, (L-R) Ann Coffey, Angela Smith, Chris Leslie, Chuka Umunna, Mike Gapes, Luciana Berger, and Gavin Shuker pose for a photograph following a press conference in London on February 18, 2019, where they announced their resignation from the Labour Party, and the formation of a new independent group of MPs. - Seven MPs from Britain's opposition Labour Party on Monday announced they were breaking away in protest at the party leadership's support for Brexit and its failure to stamp out anti-Semitism. Speaking at a hastily arranged press conference in London, the seven attacked party chief Jeremy Corbyn for leading the party to the far left and said they would sit as an independent group in parliament. Labour-farvel skaber håb om ny afstemning Det skriver Ritzau mandag den 18 februar 2019 (Photo by Daniel LEAL-OLIVAS / AFP)
Børns store fjernsyns- og tabletforbrug er blevet beskyldt for meget. Bekymrede forældre frygter, at de mange timer, børnene bruger på at kigge ind i lysende dioder, går udover de smås evner til at kunne fantasere og lege som i gamle dage. Det er da også en frygtelig tanke. Tænk at leve i en verden, hvor selv børnene anerkender, at en pind på jorden bare er en pind og ikke et magisk sværd, som kan bekæmpe den farlige drage og redde dagen. Børn kan tidsnok blive røvsyge. Det er lykkedes for alle os andre.
Nu er der er os bekendt ikke noget bevis for, at de moderne tider skulle gøre verden mindre magisk for børnene. Men det betyder ikke, at de mange timer foran skærmen er uden konsekvenser. Amerikanerne rapporterer nemlig om et syndrom, der har ramt deres børn, efter de har set for meget af fjernsynsprogrammet Gurli Gris – eller Peppa Pig, som grisen hedder på engelsk. De små pus er simpelthen blevet smittet af grisens syngende britiske accent, hvilket betyder, at der lige nu render små børn rundt i det dybeste Texas og lyder som dronningen af England.
Mens det er en ret sød tanke, er der også noget lidt frygtindgydende i, at den britiske ånd og kultur kan komme og besudle os alle gennem de lysende skærme. Tænk om dine to børn pludselig kom valsende inde fra stuen efter at have set fjernsyn: ”Jeg har planer om at forlade den europæiske union,” siger den ene, mens den anden vredt svarer ”du taler som et lille barn. Du giver mig ingen anden mulighed end at forlade familien.”
En britisk Macron?
Ja, det er nogenlunde sådan, den nuværende politiske situation i London ser ud. I går bekendtgjorde syv medlemmer af venstrefløjspartiet Labour, at de forlader partiet for at fortsætte som en uafhængig gruppe i Underhuset. Årsagen til bruddet er især Brexit (alle syv udbrydere er tilhængere af endnu en folkeafstemning om Brexit). Afhopperne beskylder deres parti med leder Jeremy Corbyn i front for ikke at ”give et stærkt og sammenhængende alternativ til de konservatives Brexit-planer,” og de mener, partiet ”truer med at destabilisere den britiske økonomi for at opnå ideologiske mål.” Derudover kom den nye gruppe med hårde beskyldninger om ”institutionel anti-semitisme” i partiet.
Der har i britisk politik længe været hvisken i krogene om, at et nyt centerparti kunne være undervejs. Både i Labour og Conservatives er der kræfter, der ikke bryder sig om de ideologiske brexit-fløje, og som ikke føler, at deres mere moderate standpunkter bliver hørt. Potentialet er der også hos vælgerne. Labour har den mystiske position, at Corbyn går ind for at levere Brexit, mens partiets vælgergruppe i højere grad går ind for at blive i EU eller lave en ny folkeafstemning.
Dermed har en del centrumpolitikere set, at der i kølvandet på det store Brexit-kaos har åbnet sig en enestående mulighed for at skabe et nyt politisk momentum. De syv afhoppere kan godt huske, at det lykkedes franske Emmanuel Macron at udnytte en tumultarisk tid i fransk politik ved at skabe en ny midterbevægelse og på rekordtid erobre præsidentposten. Mon ikke udbryderne gerne ville ”lave en Macron.” I hvert fald lugtede retorikken fra deres pressemøde i den grad af Macronisme. Her blev der nemlig raset mod ‘politics as usual’: ”Det politiske system er i stykker. Det behøver ikke være sådan. Lad os ændre det.”
Macron startede med en bevægelse, der blev til at parti. Ligeledes har partiafhopperne sagt, at de ”ikke er et parti – endnu.” Dermed har de givet en slet skjult opfordring til andre politisk hjemløse parlamentsmedlemmer om at afhoppe fra de gamle partier og tilslutte sig dem.
Om den uafhængige gruppe kan holde momentum, kan kun fremtiden vise. I mellemtiden må alle vi andre snakke med vores børn og fortælle dem, at de aldrig må begynde at rode med britisk politik. Det er noget forvirrende og farligt stads. /Andreas Terp Kønig