Vedrørende Klaus Riskærs valgplakat

Et par minutter. Velkommen til billedanalytikerhjørnet. I dag skal vi tale om Klaus Riskær Pedersens nye valgplakat. Alle danskere kender Riskærs historie, og hvis man ikke gør det, er man enten relativt nyankommen eller nyfødt. Riskær er den højt begavede, utrættelige, kreative gulddreng, som er god til at lave penge og virksomheder, men som desværre undervejs har begået nogle ”fodfejl”, som han selv kalder dem. Dømt ved retten i Paris for skyldnersvig for 1,4 mia. kr. Idømt seks års fængsel for groft bedrageri for 210 mia. kr. af Østre Landsret i 2008. Riskær har afsonet sine domme, selv om han mener, de var uretfærdige. Så alt det ligger bag ham. Hans fortid skal ikke ligge ham til last. Men med Riskærs kringlede hjerne (på godt og ondt) in mente er det pudsigt, at hans ven, den pensionerede reklamelegende Peter Wibroe (f.1943), som har udfærdiget valgplakaten på ”et par minutter” efter en kort telefonsamtale med den opstillingsberettigede, har valgt at bygge den op af nogle blækkede strøg med rød og blå tuschfarve, der giver mindelser om Rorschach-testen, som man kender fra sit psykologbesøg. Hvad ser du, når du kigger på blækklatterne, Riskær? Det samme gør sig gældende med brugen af Riskærs underskrift, som utvivlsomt har til formål at give plakaten et personligt touch. Men man har også lyst til at sende den til en grafolog, ikke? I højre hjørne står Klaus Riskærs private adresse og mobilnummer. Alt er lagt frem til skue. Man kan ikke undgå at lægge mærke til emailadressen: [email protected]. I en verden, hvor flere og flere almindelige mennesker passer og plejer deres image på de sociale medier, som var det små bonsaitræer, virker det sløset, men på en måde også charmerende, at Riskær ikke har fået oprettet en mere strømlinet email-adresse til lejligheden. Det virker sådan lidt moderne do it yourself-agtigt. De unge vil kunne lide det.

Her er den gal. Det bringer os til Peter Wibroes kryds. Wibroe udtaler til Markedsføring, at han gerne ville lave noget, der ”mindede om en kunstplakat”, fordi hans gamle ven Riskær holder ”meget af kunst”. Det lyder rigtigt; reklamebranchen handler om at lave noget, som minder om noget andet. Det eneste, en reklamemand dog bør holde sig fra, er at lave noget, der ”minder om kunst”. Reklame er ikke kunst, selv om de fleste reklamefolk ville ønske, at det forholdt sig sådan. Som reklamemand havde Wibroe  sin storhedstid i 70’erne og 80’erne (og lidt ind i 90’erne), og brugen af en rød og blå streg som logo udgør en lidt bedaget opfattelse af dansk politik som en højre-venstreakse: Enten er du rød, eller også er du blå, og hvis du kan lide Klaus Riskær, ja, så befinder du dig lige i smørhullet, hvor stregerne mødes. De to blækstreger og den umiddelbarhed, hvormed de lader til at være sat på den hvide baggrund, giver til gengæld associationer til den franske revolution, og det er jo for så vidt godt – hvis vi altså ikke lander i noget, der bliver for anmassende frankofilt. For folk, der havde deres gang inde i København city i 80’erne, vil Riskærs kryds minde om labskovs på restaurant Lumskebugten; om Duran Duran og off-grønne ruskindsjakker og blazere med opsmøgede ærmer; det vil minde om Victor, efter at caféen blev overtaget af kokainsniffende yuppier fra Nordsjælland, og om forretningsideer skrevet ned på servietter i en ruf og langet over bordet mod kontant betaling.

På den anden side. Mode kører jo i cyklusser. Hvis man er født efter Murens fald vil Riskærs valgplakat formentlig fremstå forfriskende, og der skal nok være nogle unge, som vil fatte interesse for projektet. /Oliver Stilling