Portræt af Ellen Trane Nørby (V), Børne-, Undervisnings og Ligestillingsminister.
Hvem er den største mystiker i moderne politik?
To oplagte bud kunne være statsminister Lars Løkke Rasmussen eller USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld. Sidstnævnte udtalte berømt i 2003: ”Som vi ved, er der kendt viden; der er ting vi ved, at vi ved. Vi ved også, at der er kendte ukendte; det vil sige, at vi ved, der er ting, vi ikke ved. Men der er også ukendte ukendte, det vi ikke ved, at vi ikke ved.”
Rumsfelds tankevækkende teori om forskellige former for viden, der trækker på en klassisk psykologisk teknik kendt som ‘Joharis vindue’, er dog ikke helt okkult nok til at tage prisen som det allermest mystiske politiske udsagn. For statsminister Lars Løkke Rasmussen har alligevel lige et spacy gear mere end Rumsfeld. Men det vender vi tilbage til…
Bureaukrati kan være en kunstform, det ubrugeliges brugskunst. Her til formiddag har regeringen relanceret sin sundhedsreform med en række nye lag, forskudte diagrammer og umiddelbart uforståelige mekanismer, der samlet set fremstår så byzantinske, at statsminister Lars Løkkes udspil til en ny og revideret strukturreform af sundhedsvæsnet er tæt på at rumme en indre, knudret skønhed.
Kommune nummer 5
Selv ikke de mest garvede budgetbisser kan længere følge med i de djævelske detaljer – men lad os prøve alligevel:
Sundhedsreformen er stort set kun blevet mødt af kritik, ikke mindst fra Venstres eget bagland. Både for at ville centralisere alle afgørende beslutninger op på statsligt niveau og for samtidig at ville overbebyrde landets mindste kommuner, når regionerne efter planen nedlægges, og ansvaret for både sundhed, kultur, miljø og kollektiv trafik pludselig skal håndteres af byrødderne på Læsø, Fanø og Samsø.
Løsningen er tårevædende smuk i al sin forkrampede kompleksitet: ”Derfor siger vi nu også helt klart, at hvis kommune nummer 5 i sundhedsfællesskabet siger nej tak, kan den ikke blokere det for de fire andre. Men den femte skal så kunne forklare sine borgere, hvorfor de ikke skal have samme gode tiltag som borgerne i de fire øvrige nabokommuner,” siger innovationsminister Sophie Løhde. Og ja, det er i sandhed innovativt. Og ikke mindst ”helt klart”.
Okay, indrømmet, udspillet til en revideret reform er stadig herligt gådefuldt. Hør her Politikens behjertede forsøg på at forklare justeringen pædagogisk: ”Regeringen understreger, at kommuner ikke kan tvinge andre kommuner i et sundhedsfællesskab til at påtage sig dyre opgaver. Hvis der er fem kommuner i et fællesskab, kan kommune 1-4 ikke pålægge kommune 5 særlig udgiftskrævende opgaver. Omvendt må den kommune med det laveste ambitionsniveau heller ikke diktere, hvad de andre i et fællesskab kan gøre.”
Afleverer mindre mindre
Da sundhedsreformen blev fremlagt for få uger siden, var det reelt kun en lille betroet inderkreds i Finansministeriet, der forstod de fremtidige forviklinger. Kun de allermest nørdede organisationskonsulenter på Slotsholmen havde blot den svageste forestilling om, hvem der fremover skulle bestemme i sundhedsvæsnet. Men nu er der ikke længere nogen som helst, der forstår noget som helst.
Statsministerens forkromede opfølgning på kommunalreformen fra 2006, der oprindeligt var tænkt som et trumfkort i den forestående valgkamp, er imploderet. Omkalfatringen af sundhedsvæsnet er ved at blive opslugt af dunkelt tænkte reviderede udkast til reviderede udkast af forslag til sundhedsfællesskab mellem kommune 1, kommune 2, kommune 3, kommune 4 og åbenbart ikke kommune 5.
Kl. 11:30 i dag begyndte forhandlingerne mellem finansminister Kristian Jensen (V) og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, og det endelige forlig kan hurtigt ende med at blive endnu mere kompliceret. Ledetråden i de videre knopskydninger og forknudringer kan oplagt være Lars Løkkes mest filosofiske udtalelse til dato – og som trods alt trumfer Donald Rumsfeld:
”Så har vi altså valgt at lave et system, hvor man skal aflevere lidt mindre, end man gjorde før. Det er det, vi har valgt, og det fører selvfølgelig til at, dem, der tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja, de afleverer så mere mindre end dem, der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre.”
Om kommunerne så ender med at få ”mere mindre” eller ”mindre mindre” vil der næppe nogensinde være nogen, der fuldt ud forstår. Sundhedsreformen er endt med at være ”ukendt ukendt”. /Lars Trier Mogensen