Opvaskeren fra Syrien

De 22 brune caféborde står endnu tomme og venter på de burgersultne odenseanere, der om få timer vil fylde restauranten. På disken ligger en folder, der fortæller, at månedens specialitet er flæskestegssandwich, og i det åbne køkken står fire medarbejdere i sorte forklæder og snitter salat, stiller boller frem og krydser af på listen over ting, der skal være på plads, inden køkkenet åbner klokken 17. En af dem er syriske Ahmad Abdulkader. Han er netop mødt på arbejde en halv time før tid, men er allerede i fuld sving – for i aften bliver travl, forlyder det.

Ahmad Abdulkader er 22 år og  krigsflygtning fra Idlib-provinsen i Syrien. Han kom til Danmark 13. november 2013,  flyttede ind i sin lejlighed i Odense i februar og begyndte allerede at søge arbejde halvanden måned senere. På trods af at Ahmad Abdulkader ikke talte et ord dansk og aldrig før havde arbejdet for andre end sin far, startede han som opvasker på Burger Anarchy den 6. september 2014.

Han har siden arbejdet sig ud af opvasken og ind i køkkenet, hvor han hjemmevant joker med kollegaerne på perfekt dansk, mens han sørger for, at bøfferne hverken får for meget eller for lidt. Når man betragter ham sådan, er det ikke nemt at forestille sig, at han kan have været så genert på sin første arbejdsdag, at han nær var vendt om, før han overhovedet havde været indenfor.

Havde aldrig haft et arbejde før

Det er april 2014. Ahmad Abdulkader er til møde hos Odense Kommune. Han forstår ikke, hvorfor han får penge hver måned, når han ikke arbejder. I Syrien var der ikke noget, der hed kontanthjælp. Da det går op for ham, hvad der foregår, meddeler han straks sin arabiske tolk, at hun godt må sige videre i systemet, at han vil have et arbejde med det samme.

»Men de sagde bare: ’Du taler ikke dansk, Ahmad’, og det var også rigtigt, men jeg ville have et arbejde, så det svarede jeg bare hver gang,« forklarer han.

5. september er der så bid. Burger Anarchy i Odense C søger en opvasker, og Ahmad Abdulkaders kontakter i kommunen har skaffet ham en samtale næste dag.

»Jeg blev selvfølgelig glad, men også meget, meget bange,« siger han.

Når man ved, hvad han har været igennem både i borgerkrigen og på sin månedlange flugt gennem Tyrkiet og Europa, kan det umiddelbart være svært at se, hvorfor jobsamtalen skræmte ham på den måde. Men som han siger:

»Det er mit første rigtige arbejde med andre mennesker. Før det var det kun mig og min far på hans kyllingefarm«

I Danmark ved et tilfælde

»Det var første gang nogensinde, jeg så min far græde. Han sagde ikke noget. Han græd bare. Det gjorde min mor også. Og min lillesøster,« fortæller Ahmad Abdulkader og kniber øjnene sammen til smalle sprækker, som om han for en stund er tilbage i Syrien til den junimorgen i 2013, hvor han så sin familie og sit barndomshjem for sidste gang. Sådan sidder han lidt, inden han igen kigger op.

»Men jeg var nødt til at flygte. Jeg havde intet liv i Syrien. Jeg havde været med i revolutionen mod regimet,« forklarer han og sender mig et blik, der gør mig i tvivl, om sætningen trygler om min ellers hans egen accept.

Han havde egentlig planlagt at tage op til sin faster, der bor i Sverige. Men flugten til fods gennem Tyrkiet, Grækenland og Italien var lang, og da han efter flere fejlslagne forsøg på at flyve til Stockholm fik tilbudt en billet fra Milano til København, sagde han ikke nej. Han havde et falsk rumænsk pas og afbleget hår for ikke at blive genkendt som syrisk flygtning. Planen holdt lige til paskontrollen i Kastrup Lufthavn, hvor en betjent spottede hans mørke udgroninger og tog hans pas til eftersyn. Efter ti timers stædig kamp med de danske myndigheder overgav han sig og lod sig registrere i Danmark, hvor hans lillebror også kom til for godt et år siden.

Vil nedbryde fordomme med hårdt arbejde

Resten af familien vil ikke forlade Syrien, selvom Ahmad Abdulkader prøver at overtale dem, når de taler i telefon sammen.

»Det er hårdt, at de ikke vil komme, for jeg venter jo hele tiden på opkaldet, hvor de fortæller, at en i min familie er død,« forklarer han og tilføjer, at det nok er hans eneste bekymring i dag.

Da Ahmad Abdulkader første gang går over gaden hen til Burger Anarchy, er han så nervøs, at han nær vender om og løber hele vejen fra Odense C hjem til forældrene i Idlib-provensen.

»Jeg var så genert, at jeg ikke engang sagde ’hej’, når nogle af de andre hilste på mig,« siger Ahmad Abdulkader og griner lidt af sig selv.

Da dagen er slut, er han bange for at blive fyret, men cheferne er tilfredse, så længe han er en god opvasker og en stabil medarbejder. Og det er han. Endda i en sådan grad, at hans chefer ad flere omgange har været nødt til at understrege overfor ham, at det er okay at sige nej fra tid til anden.

»Men jeg vil arbejde hårdt. Jeg elsker mit arbejde, og jeg vil godt vise, at ikke alle muslimer og indvandrere er ligesom dem, der laver ballade. Vi er også mange, der er helt normale,« siger han.

Venner med cheferne

I dag har Ahmad Abdulkader været ansat i Burger Anarchy i lidt over halvandet år. Allerede efter ni måneder gik han fra opvasker til leder i køkkenet. Det betyder, det er ham, der bestiller kød og har overblik over dagens arbejdsopgaver i køkkenet. Han er så glad for sit arbejde, at han med fornøjelse arbejder både 12 timer ad gangen og i over en uge i træk.

Hans bedste venner er hans barchefer Daniel Hasselstrøm og Maria Mortensen. Sammen med Daniel Hasselstrøm er han ved at tage kørekort. Maria Mortensen starter alle sms’er til ham med ’habibi’. Om 14 dage skal han fejre sin 23-års fødselsdag hjemme i deres lejlighed. Og han kalder deres 5-årige datter sin ’danske lillesøster’.

Kulturforskellene er svære at få øje på – lige til de alligevel dukker op.

Maria Mortensen, der er en af Ahmad Abdulkaders chefer, kommer hen til ham, mens han er på arbejde. Hun vil have hjælp med noget i køkkenet og spørger ham, om han vil hjælpe hende, hvis han får en plade chokolade for det.

»Jeg sagde bare, at nej, det ville jeg ikke, fordi det er …« han stopper midt i sætningen og roder lidt med google translate på sin telefon »… ’bestikkelse’,« siger han så og viser ordet på skærmen af sin hvide iPhone.

»Når man er vokset op med en kriminel diktator, som man kunne bestikke til det meste, er der nogle ting, man ikke kan holde ud. Og jeg hader bestikkelse,« forklarer han og tilføjer, at Maria Mortensen har sagt, hun aldrig vil spørge ham på den måde igen.