Hvem er Partiet Klaus Riskær Pedersen?

Alle kender Klaus Riskær Pedersen, og hvis man ikke gør det, er man enten relativt nyankommen eller nyfødt. Riskær er den højt begavede, utrættelige, kreative gulddreng, som er god til at lave penge og virksomheder, men som desværre undervejs har begået nogle ”fodfejl”, som han selv kalder dem. Dømt ved retten i Paris for skyldnersvig for 1,4 mia. kr. Idømt seks års fængsel for groft bedrageri for 210 mia. kr. af Østre Landsret i 2008. Riskær har afsonet sine domme, selv om han mener, de var uretfærdige. Siden 1980’erne har han huseret som en anden dansk (og dømt) Donald Trump, og da han tidligere på ugen i rekordtid fik indhentet over 20.000 underskrifter bag Partiet Klaus Riskær Pedersen, blev den sammenligning endnu mere aktuel. Fint nok, men hvem er Partiet så?

Socialkonservativisme med ramasjang

Klaus Riskærs politiske projekt minder om en slags socialkonservativisme, men breder sig langt uden for spillepladen, så her går man ikke helt fejl i byen med Trump-analogien. Han er af type en hæmningsløs og fandenivoldsk karakter, der elsker at lave ballade og udfordre, og som udgangspunkt må man forvente en vis uforudsigelighed, men vi kender dog til en række meget konkrete og direkte lovforslag:

Partiets erklærede hovedformål er at få lavet et nyt skattesystem, der er mere gennemskueligt end det nuværende. Han vil afskaffe indkomstskat og selskabsskat og dermed give markante skattelettelser til lønmodtagere og danske selskaber. Det skal blandt andet opvejes af en ny skat på transaktioner og forbrug for i højere grad at ramme udenlandske virksomheder.

På pensionsområdet vil han indføre et pointsystem, hvor man først kan gå på pension, når man når et bestemt antal point, der blandt andet uddeles efter antal år på arbejdsmarkedet, og på udlændingepolitikken ser Riskær de aktuelle 100 stramninger, som et politisk flertal har gennemført i denne valgperiode, som tilstrækkelige. Der er ikke behov for flere, til gengæld skal der heller ikke rulles noget tilbage.

Klimaet er også en vigtig del af partiprogrammet, men her finder Riskær det ligegyldigt at tale om, hvor meget oksekød og flyrejser forurener. Der skal i stedet ske hurtige, store og grundlæggende forandringer som fx en fuldstændig grøn omstilling af landbruget. En national klimafond skal udstyres med 350 mia. kr., og landmændene skal kunne låne penge i Klimafonden til at afvikle deres eksisterende banklån. I stedet skal landmændene tilbydes nye lån hos staten til lavere renter og med afdragsfrihed. Eneste modydelse er, at landmændene skal sørge for en grøn omstilling.

Kritik fra “de rigtige” økonomer

Der har naturligvis allerede meldt sig en lang række kritikere på banen. Specielt hans økonomiske ideer har fået en hård medfart fra ”seriøse” økonomer, og blandt andet har Politiken spurgt cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos, der ikke er begejstret for særligt hans skattepolitik:

”Det vil ikke virke som tilsigtet. Det kan give højere forbrugerpriser. Og det er lønmodtagerne, der via de store pensionsformuer er medejere af virksomhederne, så det kan påvirke folks pensionsopsparinger.”

Direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er enig:

”I mine øjne vil det få den effekt, at de rige bliver endnu rigere. Af den årsag at han ikke vil beskatte profit men udelukkende omsætning samt fjerne topskat, kapitalbeskatning, ejendomsværdiskat og selskabsskat, mens han de facto vil lade almindelige skatteydere betale en ny bruttoskat uden et personfradrag.”

Men han er ikke ude

Men det er alligevel for tidligt, at dømme ham ude, for politikere med projekter som Riskærs har aldrig ladet sig slå ud af lidt faktuel modstand. Tværtimod. Heller ikke her hjemme. I 2007 blev partiet Ny Alliance latterliggjort og afskrevet som en flok ‘storbytosser’. Få år senere blev også Alternativet forsøgt hånet ud af offentligheden som en flok dagdrømmere og gøglere. Men alligevel lykkedes det for de partier at komme i Folketinget. På nøjagtig samme måde er der grund til at være skeptisk over for skepsissen over for erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersens nye politiske parti, der nu kommer på stemmesedlen som det 12. parti ved valget.

Ja, det kan virke som en joke – en improviseret selskabsleg, men tag ikke fejl: Trætheden over for de gamle partier er i dag så stor og udbredt, at der meget muligt igen kan være tilstrækkeligt vælgergrundlag for et nyt politisk parti, der skruppelløst blander venstre- og højreorienterede mærkesager sammen i én kulørt cocktail.

Ikke mindst fordi Riskær faktisk har reelle pointer i sit løse, ulogiske og improviserede ‘partiprogram’, der kan fænge bredere an. Og med opstilling i samtlige af landets 10 storkredse har han en mulighed for at snige sig op over spærregrænsen på to procent, eller at vinde et kredsmandat i Københavns Storkreds, hvor han vil stille op.

Ikke Trumpsk

Partiet Klaus Riskær Pedersen er hverken trumpsk, macronsk, eller klassisk populistisk, men har alligevel elementer, der spiller perfekt ind i den opbrudsstemning, der præger det politiske landskab i hele den vestlige verden. Han henvender sig til vælgere, der ikke længere har tillid til, at de gamle partipolitikere kan løse tidens mest påtrængende problemer, herunder eftervirkningerne af finanskrisen, samt evnen til at forebygge eller ligefrem bremse klimakrisen.

Målgruppen er småborgerlige storbyvælgere, som for længst har fået mere end nok af en skandaliseret finanssektor, der virker helt ude af kontrol, og som samtidig drømmer om en langt stærkere handlekraft i klimapolitikken. Og dem er der mange af. Overraskende mange.

Det største vælgerpotentiale kommer fra skuffede og desillusionerede LA-vælgere. Sidste gang stemte 265.129 vælgere på Liberal Alliance, og ifølge meningsmålingerne er over en tredjedel skallet fra i dag.

Nedturen for afløseren til Ny Alliance, Liberal Alliance, har således skabt et politisk tomrum for unge iværksætter-liberale. Klaus Riskær Pedersen kan meget vel opsamle en stor del af de vælgere, som i 2007 stemte på Ny Alliance og senere har været omkring Liberal Alliance, men som er skuffede over, hvad Anders Samuelsen & co. har fået ud af regeringsdeltagelsen. Springet fra Ny Alliance over Liberal Alliance til Klaus Riskær Pedersen vil ikke føles uoverstigeligt for mange.

Den næste lomme af vælgere, som vil kunne blive samlet op af Klaus Riskær Pedersen, er de grønne konservative. Siden Connie Hedegaard forlod Det Konservative Folkeparti er den grønne profil falmet kraftigt, og når selv tidl. partiformand Per Stig Møller i dag i et interview siger – i frustration – at De Konservative fremover bør ”lægge meget vægt på det grønne”, er der vist ikke nogen tvivl om, at borgerlige vælgere, der prioriterer klimapolitik højest, må føle sig forladte. De grøn-borgerlige vælgere er blevet hjemløse under Søren Pape Poulsen.

Sidst, men ikke mindst har Klaus Riskær Pedersen også en tredje vælgerlomme blandt frafaldne alternativister. Blandt de 168.788 vælgere, som stemte på Alternativet i 2015, er der mange, som allerede nu er på vej videre. En stor del af folketingsgruppen har forladt partiet, og nede i rodebunken af strøtanker i Riskærs parti er der mange idéer, der til forveksling minder om Alternativet. Han nåede tilmed at være medlem af Alternativet, og stille op som kandidat, inden han blev ekskluderet. For de Alternativet-vælgere, der fortsat drømmer om politik på en ny måde, kan Riskær være sæsonens nye model.

Rodløse vælgere

Samlet set er der mere end rigeligt af rodløse vælgere, der placerer sig nogenlunde, hvor Klaus Riskær Pedersen står – og som måske ligefrem også selv har været på zigzag-ture gennem partilandskabet, på samme måde som han selv har været medlem af Venstre og Alternativet, og flirtet med opstilling for Socialdemokratiet, De Konservative og Kristendemokraterne. Han repræsenterer en mærkelig form for dybt samfundsengageret, men også lidt rundforvirret tilgang til politik, der hverken er logisk stringent eller ideologisk konsistent, men som netop derfor appellere til de mange vælgere, der heller ikke helt kan finde ud, hvad der op og ned.

Han er en kaotisk kontrast til de gamle partiers pakkeløsninger, og den største gave til Partiet Klaus Riskær Pedersen er derfor, at mange af de gamle politikere er vrede: En lille forhærdet gruppe af Venstrefolk er så indædt forbitrede på deres tidligere partimedlem, at de lige nu forsøger at udskamme ham for at kunne blive indvalgt i Folketinget. Tidligere justitsminister Søren Pind går forrest med udfald om, at Riskær er en “svindler”, “charlatan” og “bedrager”. Den konservative folketingskandidat Nikolaj Bøgh kalder ham for en “seriebedrager”, der ikke engang ville kunne få ”lov til at åbne en pølsevogn”.

Tendensen fra andre lande viser, at nye politiker-typer i disse år har en vælgerfordel, og hvis han formår at finde fodfæste i valgkampen med konkrete bud på en politik, der både konfronterer finans- og klimakrisen, kan Klaus Riskær Pedersen gå hen og blive den x-faktor, der pludselig tvinger de andre partier til at diskutere de fortsatte sammenbrud i Skat og globale finansskandaler i valgkampen. Det er i hvert fald tosset at undervurdere Riskærs mulige kaos-effekt.

Og så til æstetikken

Så langt så godt, så lad os til sidst bruge et par minutter på æstetikken omkring Partiet  Klaus Riskær Pedersen. Lad os se på  Partiet Klaus Riskær Pedersens nye valgplakat:

Vi er blevet enige om ikke at lægge Riskærs Yuppie-dage i 80’erne og 90’erne til last, men med Riskærs kringlede hjerne (på godt og ondt) in mente er det pudsigt, at hans ven, den pensionerede reklamelegende Peter Wibroe (f.1943), som har udfærdiget valgplakaten på ”et par minutter” efter en kort telefonsamtale med den opstillingsberettigede, har valgt at bygge den op af nogle blækkede strøg med rød og blå tuschfarve, der giver mindelser om Rorschach-testen, som man kender fra sit psykologbesøg. Hvad ser du, når du kigger på blækklatterne, Riskær? Det samme gør sig gældende med brugen af Riskærs underskrift, som utvivlsomt har til formål at give plakaten et personligt touch. Men man har også lyst til at sende den til en grafolog, ikke? I højre hjørne står Klaus Riskærs private adresse og mobilnummer. Alt er lagt frem til skue. Man kan ikke undgå at lægge mærke til emailadressen: [email protected]. I en verden, hvor flere og flere almindelige mennesker passer og plejer deres image på de sociale medier, som var det små bonsaitræer, virker det sløset, men på en måde også charmerende, at Riskær ikke har fået oprettet en mere strømlinet email-adresse til lejligheden. Det virker sådan lidt moderne do it yourself-agtigt. De unge vil kunne lide det.

Reklame er ikke kunst

Her er den gal. Det bringer os til Peter Wibroes kryds. Wibroe udtaler til Markedsføring, at han gerne ville lave noget, der ”mindede om en kunstplakat”, fordi hans gamle ven Riskær holder ”meget af kunst”. Det lyder rigtigt; reklamebranchen handler om at lave noget, som minder om noget andet. Det eneste, en reklamemand dog bør holde sig fra, er at lave noget, der ”minder om kunst”. Reklame er ikke kunst, selv om de fleste reklamefolk ville ønske, at det forholdt sig sådan. Som reklamemand havde Wibroe  sin storhedstid i 70’erne og 80’erne (og lidt ind i 90’erne), og brugen af en rød og blå streg som logo udgør en lidt bedaget opfattelse af dansk politik som en højre-venstreakse: Enten er du rød, eller også er du blå, og hvis du kan lide Klaus Riskær, ja, så befinder du dig lige i smørhullet, hvor stregerne mødes. De to blækstreger og den umiddelbarhed, hvormed de lader til at være sat på den hvide baggrund, giver til gengæld associationer til den franske revolution, og det er jo for så vidt godt – hvis vi altså ikke lander i noget, der bliver for anmassende frankofilt. For folk, der havde deres gang inde i København city i 80’erne, vil Riskærs kryds minde om labskovs på restaurant Lumskebugten; om Duran Duran og off-grønne ruskindsjakker og blazere med opsmøgede ærmer; det vil minde om Victor, efter at caféen blev overtaget af kokainsniffende yuppier fra Nordsjælland, og om forretningsideer skrevet ned på servietter i en ruf og langet over bordet mod kontant betaling.

På den anden side. Mode kører jo i cyklusser. Hvis man er født efter Murens fald vil Riskærs valgplakat formentlig fremstå forfriskende, og der skal nok være nogle unge, som vil fatte interesse for projektet. Gad vide om ikke Partiet Klaus Riskær Pedersen ender med at få sig mindst én valgperiode i Folketinget. Og gad vide om ikke personen Klaus Riskær Pedersen bliver en lille smule mindre forfriskende af det.