Kære læser

A dwarfing experience

European Competition Commissioner Margrethe Vestager attends the weekly College of Commissioners meeting in Brussels, Belgium, Februray 6, 2019. REUTERS/Yves Herman

I spillefilmen Muppets indtager Manhattan får Kermit et virkelig godt råd af restauratøren Pete: ”Peoples is peoples.” Og det er jo rigtigt. Mennesker er  mennesker, og man skal være forsigtig med at sætte folk op på en piedestal eller tildele dem heltestatus. Tænk for eksempel på sådan nogle som Moder Teresa og Naser Khader. Det kan godt være, at den katolske kirke har fundet det betimeligt at saligkåre og ophøje førstnævnte til helgen, men som blandt andre den afdøde amerikanske samfundsdebattør Christopher Hitchens påviste i sin bog Missionærstillingen, var Moder Teresa ikke helt fin i kanten. Ja, for at sige det som det er, var hun et råddent æg.

Hvad angår Naser Khader, så kunne han for 13-14 år siden nærmest gå på vandet. Danskerne elskede ham. Mandedyrkermagasinet Euroman smækkede ham ukritisk på forsiden med et helteinterview, og journalisten David Trads kaldte ham ”vor tids Kennedy”.

Uha, uha. Udtrykket ‘dybt at falde’ slår ikke rigtig til i Khaders tilfælde, vel? Nedturen har været endeløs – men heldigvis for ham er der stadig klakører i journalistkorpset, som bruger ham som ‘ekspert’. Den største straf for sådan en fyr ville være, hvis telefonen holdt op med at ringe.

Flyvende Vestager

Det meste af forsiden på dagens udgave af morgenavisen Jyllands-Posten er prydet af et foto af Margrethe Vestager, som har en vis chance for at få det helt store job som formand for EU-kommissionen, når Jean-Claude Juncker stopper, fordi hun har gjort det så fremragende som EU’s konkurrencekommissær.

Her vil nogle komme med den indsigelse, at Vestager da bare har gjort det, jobbet kræver, når hun har udstukket kæmperegninger i milliardklassen til techgiganter som Google, Apple og Amazon. Det er sådan set rigtigt, men det kræver nu alligevel mod; hun har gjort det uden at ryste på hånden og med en helt utrolig stil.

Fotoet på forsiden af Jyllands-Posten understreger det: Vestager er blevet en europæisk superhelt, og som vi skrev for et par uger siden, roser toneangivende medier som Financial Times og The Economist hende til skyerne på lederplads – for eksempel da hun for nylig gik op mod franske og tyske toppolitikere ved at sætte en stopper for en togfusion mellem Siemens og Alstom, fordi en sådan fusion ville være konkurrenceforvridende.

Herhjemme har Margrethe Vestager ikke fået den støtte, man normalt ville give en dansk kandidat til så stor en post som formand. Der er ingen støtte fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, som føler sig ydmyget og trådt på af Vestager, og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen kan ikke rigtig se nogen fordele ved at gøre det (selv om man måske kunne ønske af landets statsminister, at han løftede blikket fra sig selv et øjeblik).

Kaos i DF

Derfor er heltebilledet af Margrethe Vestager på forsiden af Jyllands-Posten ret vidunderligt. Artiklen, som det refererer til, handler om, at ”Vestager får hjælp fra uventet kant”. Den uventede kant er – eller var – Dansk Folkeparti, for i aftes udtalte partiets lille store mand, næstformand Søren Espersen, der også er formand for Udenrigspolitisk Nævn, at man trods skepsis over for det europæiske projekt klart ville pege på hende.

”Er der en mulighed for, at en dansker kan få den post, skal vi sige ja til det, selv om det er Margrethe Vestager,” sagde Espersen med henvisning til, at ”hvis der er sådan en stor ting i sigte, synes jeg, at vi skal holde sammen som nation”.

Allerede klokken 21.48, altså efter at papirudgaven af Jyllands-Posten med hans bimlende klare udtalelse var sendt til tryk, trak Søren Espersen imidlertid i land. ”Rolig nu,” skrev han på Twitter. ”En strøtanke fra mig om altid at tænke dansk i forbindelse med topposter internationalt. Ikke drøftet i vores parti. Men en god diskussion værd …”

Og klokken 22.29 fornemmede man, hvad det var, der lige var sket i toppen af Dansk Folkeparti. ”Glad for Søren Espersens opklarende Tweet. DF støtter ikke Vestager som EU-kommissær. Hun vil mere EU – mindre DK. Vi vil det modsatte!” skrev partiformand Kristian Thulesen Dahl på samme sociale medie.

Dansk Folkeparti står ikke til at få noget godt valg til Europa-Parlamentet d. 26. maj, og uklarhederne i partiets kommunikation udadtil understreger det. Det må også være svært at finde det rette ben at stå på. Der er vel kun en ting, der er værre for Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, end at Vestager får den toppost, og det er, at hun vender snuden hjemad til dansk politik. Der er ikke noget dansk ord for det, men det ville være en dwarfing experience/Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12