Nyhedsanalysen

Når det virkelige ikke er virkeligt nok

Det moderne menneske er af en underlig natur. Ja, det er altså ikke for at blive filosofisk eller lommepoetisk her hen mod slutningen af ugen, men vi synes ligesom at have detekteret et mærkeligt skisma, det moderne menneske er splittet i: På den ene side kan det ikke komme tæt nok på verden, og på den anden side kan det ikke kan få den langt nok væk.

Det hele er meget godt indkapslet i Ringenes Herre-instruktørens skamroste nye dokumentarfilm, der havde premiere i går. Filmen hedder They Shall Not Grow Old og er bygget op med originaloptagelse fra fronten i Første Verdenskrig. Den åbner med de grynede sort-hvid-film uden reallyd, vi har set i historiske tv-dokumentarer så mange gange før. I lidt komisk hurtige bevægelser, som det er med gamle filmruller, ser vi de knitrende billeder af tanks og unge mænd på vej til fronten. De vinker til kameraet, ser glade ud, ser opmuntrede ud – de er på vej. I helvede.

Men så lige pludselig – efter et kvarters tid –  sker der noget vanvittigt. Med alle de hestekræfter, den moderne filmteknologi kan trække, vælter farverne frem. Der kommer dybdeskarphed, så billederne fremstår tredimensionelle, de falder ned i tempo, reallydene pibler frem, og de unge dødsdømte mænd (eller drenge – mange af dem var kun 16) på billederne begynder at tale. Vi kommer helt, helt tæt på en krig, der blev udkæmpet for 100 år siden og er pludselig til stede midt i historien. Det bliver virkeligt.

Virkeligheden, ægtheden og autenticiteten har været en forpustende jagt for mennesker til alle tider, men den synes at blive mere og mere desperat. Politikere vinder valg på at udstråle ægthed, hip-hop-stjerner finder legitimitet i opvæksten i ghettoen, reality-tv forsøger at give os virkeligheden én til én, ugebladene finder læsere ved at vise billeder af kendte mennesker, der gør de mest almindelige ting (har sex, bliver fulde, går på indkøb, kaster op), og der findes internationale milliardkoncerner, der lancerer sine produkter, som om de var fra ’Den gamle fabrik’ fra vores barndom i et forsøg på at kompleksitetsreducere. Autenticitet sælger. Vi vil helt tæt på.

Grundlæggende baserer det sig vel på en tro på, at det ægte holder, og at det, der er falsk, ikke holder. Så det du læner dit liv op ad – det du tror på og satser på – det må være ægte. Men der sker også noget underligt i den jagt. Der opstår en konstant diskussion af ægthed og virkeligheder, og derfor kommer vi ikke kun tættere på i Jacksons dokumentar. På en eller anden måde kommer vi længere væk. Der opstår en diskussion af virkeligheden i forsøget på at komme tæt på den i stedet for en fortolkning af den. Vi bliver bevidste om, hvor tæt på virkeligheden det er, men vi er jo også bevidste om, at det ikke er virkeligheden, og at det hele er så gennembearbejdet, at det bliver endnu mere uvirkeligt. På den måde er de grynede billeder, som vi husker fra historienundervisningen, mere ægte og autentiske, fordi vi fortolker dem for det, de er. Det er derfor, poesien nogle gange er mere virkelig end virkeligheden. Det piller dog ikke ved, at They Shall Not Grow Old er en helt utrolig og utroligt vellykket film. Den fik premiere i år i hele landet, så det kunne man jo passende bruge lidt af sin weekend på, nu hvor foråret både slutter og starter. /Lasse Lavrsen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12