I en verden ramt af punktvis hyperinflation og autenticitetsjagt ryger prisen på gummisko op over 100.000 kroner. For en almindelig middelklassemand som mig lyder det helt absurd, at nogen vil betale så meget for så lidt. Det er lige netop, fordi jeg er sådan en helt almindelig middelklassemand med et helt almindeligt middelklasseblik på økonomi, at jeg har det sådan. Ifølge sociolog Ole Bjerg fra CBS overfører jeg mit eget syn på økonomi på en helt anden type økonomi.
»Du laver simpelthen en økonomisk fejlslutning, når du finder den slags prissætninger absurde,« siger han.
»Du sammenligner pærer og bananer, for i stedet for at kigge på varerne skal du se på pengene. Det er ikke gummiskoene, der er steget i værdi, men pengenes værdi, der er faldet.«
Føljeton har talt med Ole Bjerg.
Ikke kun én økonomi
Ole Bjerg forsker i vores alle sammens forståelse af penge. Med en sociologs blik har han forsøgt at forstå det økonomiske system, værdiskabelse, og hvad penge helt konkret og fysisk egentlig er for en størrelse. For ham er det ikke overraskende, at et produkt som gummisko kan løbe fuldkommen løbsk og få folk til at betale både 100 og 200.000 kroner for sko, der reelt set er lavet af et masseproducerende sportsmærke i de samme materialer og med de samme maskiner i Bangladesh, som dem vi betaler 100 kroner for.
»Du skal give helt slip på tankegangen om, hvad pengene “i virkeligheden” er værd, for de to ting er ikke længere forbundet. Det er de ikke fordi, der ikke kun er én type økonomi, der er mange type økonomier,« siger han.
»Og i de forskellige typer økonomier er penge ikke det samme værd. Jo flere penge du har, jo mindre bliver de værd for dig, og jo mere skal der til for, at du får noget ud af dem.«
– Hvordan?
»Det handler om, at færre mennesker har fået mange flere penge, og derfor koncentrerer de sig specielle steder i økonomien. De steder, hvor de samler sig, bliver værdien af penge ekstremt lav. De mennesker, der har så mange penge, skal bruge virkelig mange penge på at få noget ud af dem. Det er en koncentreret inflation – en hyperinflation. Det betyder, at kunst er ‘through the roof’, aktier er ‘through the roof’, biler er ‘through the roof’, ure er ‘through the roof’ og åbenbart også brugte sneakers. Du skal betragte det her som et monetært fænomen. Der er opstået en ekstrem inflation på et område, så penge har fået en meget lav købekraft.«
Branding, branding, branding
– Så det er de meget rige mennesker, der pumper prisen op?
»Måske – eller i hvert fald mennesker, der har en kombination af forholdsvist mange penge og en ganske bestemt smag. Det kan være en særlig økonomi, der begrænser sig til den kulturelle klasse – det er så en klasse, hvor man samtidig har så tilpas mange mange penge, at det er lidt lige meget, hvad tingene koster.«
– Hvordan er den slags økomier opstået inden for masseproducerede varer som gummisko?
»Der er flere faser i det her: Først har du bare et produkt, sådan var det vel i 70’erne og 80’erne, hvor skoene nogenlunde hang sammen med produktionsomkostningerne. Herefter indtraf et paradigmeskifte, hvor branding betød en masse, og man finder ud af, at værditilvæksten næsten udelukkende ligger i brandingen – det er blandt andet det journalisten Naomi Klein beskriver i bogen No Logo. Nu er man så skridtet videre og taler om decideret kunst eller særlige produkter. Et marked for limited edition-gummisko, man kan sælge videre på et frit marked med en gevinst. Sådan har det jo aldrig været med forbrugsgenstande før.«
Det siger sig selv
– Hvorfor producerer de ikke bare nogle flere sko, hvis folk så gerne vil have dem?
»Det siger jo næsten sig selv. Efterspørgslen og eksklusiviteten stiger med det begrænsede antal. Det samme kunne du jo sige om litografier inden for kunst – dem kunne man jo også bare producerer mange, mange flere af, men efterspørgslen er en del af værdien. Det er for at fjerne sig fra det maskinelle og masseproducerede. Det lidt specielle med gummisko er, at producenten tilsyneladende ikke sender prisen i vejret, selv om de kunne. Dermed får de heller ikke del i det lukrative gensalg af skoene, men her er der tale om almindelig branding af produktet. Det er selvfølgelig ubetalelig branding, når nogen vil give 100.000 kr. for et par brugte sko.«
– Hvorfor tror du så lige det sker for gummisko?
»Tja, det sker jo for mange markeder, og det ville kræve en lidt større undersøgelse af fænomenet at komme til bunds i det, men et bud kunne være, at det handler om den autenticitet, som gummisko symboliserer.«
– Hvordan?
»Ja, altså det særlige ved lige præcis gummisko i denne her forbindelse er, at netop gummiskoen tidligere har været et symbol på underklassen – en meget, meget billig sko. Det var en sko, som de fattige gik med, modsat de rige, der går i håndsyede lædersko. De her sko er ikke håndsyede, men masseproducerede af slaver. Og når vi nu har det her system, hvor inflationen af penge for nogen gruppers vedkommende, fuldkommen afkobler produktionsomkostninger og økonomi, kan det give en underlig form for rodløshed, tomhed eller en hungren efter autenticitet hos forbrugerne. Det kan gummisko måske symbolisere for nogle mennesker. Det kan give en forbindelse til et sted, hvor penge rent faktisk betyder noget.«