Nedarvede kontrolsvagheder

Nogle politikere siges at have superkræfter. Altså særlige sanser eller ligefrem clairvoyante evner. Eksempelvis har DF-folketingsmedlem Karina Due åbenhjertigt fortalt: ”Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har levet før, men jeg ved, at jeg var en indianerdreng i et tidligere liv.”

Dyrevelfærdsordføreren fra Dansk Folkeparti har uddybet, hvordan ånderne fik hende til at indlede sin politiske karriere: ”Jeg har bare det her lille billede af en lille indianerdreng på 8-10 år med lændeklæde. Og så et spyd – om det er legetøj, eller hvad det er, ved jeg ikke.”

Heldigvis er Karina Due ikke alene på Christiansborg med den slags. Heldigvis, fordi der er tilsyneladende hårdt brug for held, jackpot og okkult magi, hvis svindelsagen mod den sigtede 64-årige tidligere forsvundne kontorfuldmægtig Britta Nielsen skal kunne opklares.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) synes i hvert fald at være kommet tættest på en forklaring på det omfattende millionbedrageri, mens hun selv var forsvundet dybt væk i drømmenes verden: ”Jeg drømte faktisk om Britta den anden dag. Jeg mødte hende og sad over for hende,” har Mai Mercado fortalt.

Ja, ja, det lyder måske lige lovligt mystifistisk, men på sin vis også mere oprigtigt afslørende, end hvad hele to nye undersøgelser af svindelsagen, som bliver offentliggjort fredag, kunne bringe til torvs. Så lad os lige blive lidt i Mai Mercados fantasiverden. Børne- og socialministeren fortæller selv, at hun kom ind i et tomt rum med to stole placeret over for hinanden:

”Britta sad i den ene stol, og jeg satte mig i den overfor. Og da vi sad der, spurgte jeg hende, hvorfor hun havde gjort det. Det ville jeg gerne have svar på. Hvorfor hun havde taget pengene. Men hun svarede ikke. Hun sad bare helt stille uden at sige et ord.”

To sfinksagtige ord

Drømmetydningen af Mercados syner kan næsten være et lige så godt sted at begynde, hvis man skal forstå, hvordan en kontorfuldmægtig i Socialstyrelsen kunne overføre samlet set kr. 120.573.288 ,- til seks af sine egne konti fra kasser under Socialministeriet ved hjælp af i alt 298 transaktioner. For Kammeradvokaten, der har lavet den juridiske vurdering af forløbet, konkluderer kun undvigende og bortforklarende:

”Det er her vores vurdering, at der ikke er begået tjenesteforseelser i de funktioner, der har håndteret tilskudsadministrationen.” Ingen i systemet vil altså blive holdt ansvarlige for, at en underordnet kunne tømme statskassen for 121 mio. kr.

Fortsættelsen virker som et gyseragtigt mareridt. Kort efter står der i rapporten fra Kammeradvokaten – kryptisk formuleret, javist, men samtidig så uhyggeligt, at man får lyst til at knibe sig i armen: ”Selv om der ikke i perioden fra 2015-18 har været etableret kontrolfunktioner eller funktionsadskillelser, der kunne forhindre besvigelserne, er det ikke efter vores mening muligt at placere et tjenstligt ansvar herfor hos de funktioner, der i denne periode beskæftigede sig med tilskudsadministrationen eller det departementale tilsyn. Der var således i vidt omfang tale om nedarvede kontrolsvagheder, der ikke uden videre lod sig afdække.”

Nedarvede kontrolsvagheder? Disse to sfinksagtige ord må vel betyde – på kancellisprog – at fortiden har været så dyster, at alle i dag er undskyldt for snart sagt hvad som helst. Ja, Kammeradvokaten kunne næsten lige så godt have skrevet, at de ansvarlige embedsmænd har været en slags indianerdrenge i tidligere liv.

For svigtene har åbenbart været både usynlige og nedarvede. Og kontrolsystemet i Socialstyrelsen tilmed så lemfældigt, at det åbenbart ansvarsfritager alle mellemledere, ministre og departementschefer, som siden 1993 har siddet passivt og set dagdrømmende til, mens Britta Nielsen med stringens og systematik har stjålet millioner og atter millioner fra de Satspulje-midler, som ellers skulle være brugt på landets mest sårbare.

Ansigtsløst ansvar

Bagmandspolitiet, der i første omgang sad indtil flere advarsler om svindel overhørigt, er ganske vist på sagen. Politiet efterforsker svindlen. Men kun som en privat sag. Systemet har frikendt sig selv. Igen. Og den midaldrende kontorfuldmægtige, som filminstruktøren og komikeren Hella Joof – på bizar vis – har hyldet som en ny Egon Olsen, sågar med det imponerende bandeord ‘statspensioneretoverbarnenumseømhedsfabrikant’, vil med stor sandsynlighed også ende med at blive dømt.

Men nysgerrigheden samler sig fortsat om de formelt ansvarlige i ministeriet: Hvordan kunne det dog ske? Lidt ligesom de forsvundne milliarder i Skat næppe heller kan forklares med enkeltpersoners dumhed.

Det mest opklarende i det videre forløb i Britta-sagen ville derfor være, hvis børne- og socialminister Mai Mercado snart ville vågne fra sin drømmeverden, og havde mod til at lægge Kammeradvokatens horrorafslutning til side, og i stedet turde fokusere sine ministerkræfter på at placere et reelt ansvar øverst oppe i systemet. For det er jo nok hverken indianerdrenge, nedarvede kontrolsvagheder eller natlige stolelege, der kan og skal forklare, hvordan 121 mio. kr. fik lov til at forsvinde fra socialpolitikken.

Ingen er tjent med, at systemet frikender sig selv. Ansvaret må aldrig ende med at være ansigtsløst. Og ingen kan være tjent med, at spåkoner efterhånden er lige så tæt på at kunne placere et ansvar for milliontyveriet, som Kammeradvokaten er i sin 161 siders lange udenomssnak. /Lars Trier Mogensen