(FILES) In this file photo taken on February 17, 2019 veiled women, reportedly wives and members of the Islamic State, walk under the supervision of a female fighter from the Syrian Democratic Forces (SDF) at al-Hol camp in al-Hasakeh governorate in northeastern Syria. - The motley crew of foreign jihadist wives held at the Al-Hol camp in northeastern Syria are united by at least one thing: the fear of being separated from their children. Penned in a special section of the camp and huddled in rudimentary tents, most of them are tight-lipped about the lives they led in the Islamic State group's "caliphate". (Photo by BULENT KILIC / AFP)
Noget af det dummeste ved journalistik er den måde, vi kan finde på at lade to plus to give fem. Det, vi på redaktionerne kalder 1-2-3-tendens, og så har vi en analyse eller en forside ved at klaske pærer og bananer sammen. Vis os en journalist, og vi skal vise dig en synder ud i den disciplin – og vi går ikke selv ram forbi.
Men der er også noget herligt befriende ved den fordummende metode, for selv om man ikke kan konkludere med den, kan man faktisk godt pege. Og i dag vil vi pege. Vi vil pege fremad.
Måske har du fulgt med i den uskønne politiske debat om de såkaldte fremmedkrigere, der er danske statsborgere strandet i en fremmed krig under afvikling. I Syrien, Iran eller Irak har de kæmpet eller bistået Islamisk Stats rædselsregime, og nu hvor IS er slået ned og er overgået til almindelige terrorceller, vil de enten som krigsfanger eller bare som ludfattige flygtninge på tabernes side gerne hjem igen. Det, synes de fleste af Folketingets politikere, er en rigtig dårlig idé, men det må de sådan set gerne synes, for juridisk set bliver vi formentlig nødt til at tage imod dem. Uanset hvad Anders Samuelsen og Martin Henriksen kan være med til.
I det tilfælde kan de måske (næppe) trøste sig ved, at vi i Danmark har opfundet et antiradikaliseringsprogram, der kaldes Århus-modellen, og den har vist sig så effektiv, at hele verden tager på studieture til Århus for at lære af succesen. Kort fortalt går den ud på at tage fat i kriminelle eller radikaliserede borgere og lade handleplaner, mentorer, job eller uddannelse afløse straf. At skabe tillid mellem myndighederne, de unge, deres familier og omgangskreds. Og det virker. Tilsyneladende også på fremmedkrigere. 20 jihadister vendte mellem 2013 og 2015 hjem fra Syrien til Østjylland, skriver Berlingske i dag. 17 takkede ja til et exitprogram, og i dag er de alle under uddannelse eller i arbejde, og flere har stiftet familie. Det er da en god nyhed, er det ikke? Indsatsen er et samarbejde mellem kommunen og Østjyllands Politi, der blandt andet har inviteret hjemkomne krigere ind til en samtale. Her får de et tilbud om et individuelt exitprogram, som skal lede dem tilbage i samfundet. Og som politikommissær Allan Aarslev siger til avisen, har de givet politiet ”en mulighed for at kigge dem i øjnene og vurdere, hvilken situation de befandt sig i, og hvad vedkommende havde brug for, for at vi kunne sikre os, at de ville få nogenlunde fodfæste i det danske samfund igen.”
Frugtsalat
Og nu er det så, vi begynder at klaske ting sammen for at få en grå og iskold marts-mandag-morgen til at fremstå som en forårsbebuder, men prøv alligevel at hænge på. Kunne vi måske give de danske statsborgere, som vi endnu ikke har hentet hjem, samme succesfulde program? Ja, det kunne vi, selv om der er et par faktorer, som ikke er helt de samme som for de 17 århusianere (for det første kan man sige, at de hjemvendte krigere ikke havde været i ”fjendeland” så længe som de, der i dag sidder i områderne og dermed måske var nemmere at ”antiradikalisere”, og for det andet kan det alt efter deres handlinger under konflikten blive nødvendigt at fængsle dem, hvilket også besværliggør Århus-modellen).
Ok, læg dertil, at Dansk Folkeparti styrtbløder vælgere for tiden. 200.000 skulle ifølge meningsmålingerne være tabt på gulvet i løbet af det sidste års tid, og det kunne være, fordi vælgerne måske ikke længere går så højt op i indvandring eller paradigmeskifte. Uanset hvad du tror om os, er vi ikke så politiske, at det gør noget her på stedet, og vi har som udgangspunkt ikke noget imod Dansk Folkeparti, men vi synes, at deres indvandringsdagsorden har været trættende, og er den på vej ud blandt vælgerne, hejser vi et lille rødt-hvidt Dannebrogsflag og synger ”Kong Christian”.
Det er lige præcis det, indvandrerdagsordenen ser ud til at være, siger vi så og smider det sidste stykke frugt i regnestykket. I december konstaterede en Norstat-måling for Jyllands-Posten og netmediet Altinget, at den grønne dagsorden for første gang lå øverst på vælgernes liste over vigtige politikområder, og for et par uger siden blev det billede bekræftet af en måling fra Kantar Gallup. Her svarede 57 pct. af vælgerne, at en kommende regering bør prioritere miljø og klima højere end flygtninge og udlændinge, og det tal har aldrig været så højt, sagde flere eksperter ved den lejlighed. Og helt ærligt, så synes vi også, det er en positiv nyhed. Så alt det klasker vi sammen for at gå ind i ugen med lette fjed. Det er muligvis pærer og bananer, men det smager glimrende. /Lasse Lavrsen