Verdensmestre. Så gjorde de det igen. Det danske Counter-Strike-hold Astralis vandt søndag deres tredje såkaldte major-turnering, og de cementerede dermed deres status som det nok bedste hold i computerspillets historie. En major i Counter-Strike kan bedst sammenlignes med en major-turnering i golf eller en Grand Slam i tennis, og det er altså det største, et Counter-Strike-hold kan håbe på at opnå. Nu har Astralis vundet hele tre i alt, hvilket kun ét andet hold, svenske Fnatic, hidtil har gjort. Og så er det endda ikke kun i Counter-Strike, at danske computerspillere brillerer. Ved det seneste verdensmesterskab i League of Legends var hele to danskere i finalen, ligesom det var en dansk kaptajn, der førte holdet OG til sejren ved verdensmesterskabet i Dota 2. Danmark dominerer simpelthen den internationale e-sportsscene. Hvorfor går det så godt?
Skarpskyderi. I tilfældet Astralis er der en sjov omgang hønen og ægget på spil. Det danske Counter-Strike-holds succes har i hvert fald gjort usandsynligt meget for at blåstemple e-sport i Danmark. Sidste gang de vandt en major, blev de inviteret til pandekager på Københavns Rådhus, ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen i november holdt åbningstale, da Astralis skulle spille på hjemmebane i et fyldt Royal Arena. Med Astralis er e-sport blevet allemandseje, og deres succes har vist, at man altså sagtens kan blive til noget, hvis man er god til at spille computer. Men omvendt har Astralis også vist, at Danmarks socioøkonomiske system faktisk er perfekt egnet til e-sport.
Sikkerhedsnet. Adspurgt om, hvad der har banet vejen for deres succes, peger flere af de danske Counter-Strike-stjerner således på, at Danmark med sit uddannelsessystem og sikkerhedsnet er perfekt egnet til en karriere som computeratlet. I modsætning til større lande som USA, hvor der som regel er store personlige investeringer involveret i at spille computerspil på fuldtid, kan spillere i Danmark uden større risici tage et par år ud i kalenderen til at forfølge deres passion. Og hvis vi oven i det tilføjer, at Danmark tilmed har noget af Europas bedste infrastruktur, når det kommer til computere og internet, ja, så har vi en formel for succes. Derfor er det faktisk ikke så mærkeligt, at eksempelvis Lars Løkke Rasmussen ivrigt stiller op som kransekagefigur for den voksende e-sportsscene. Astralis og kompagnis succes er intet mindre end den perfekte reklamesøjle for styrkerne ved den danske model. /David Dragsted