On January 15th 2019 children and parents of Sjælsmark Deportation Center for declined asylum seekers demonstrated at Copenhagen City Hall Square. They were protesting the bad living conditions of the center in an attempt to raise awareness in the general population as well as with human rights' organizations. . (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Det ligger lidt i luften: Forholdene for de mere end 100 børn, som bor og lever i de såkaldte udrejsecentre Sjælsmark og Avnstrup, vil blive forbedret.
Det er ikke, fordi Martin Henriksen, Kenneth Kristensen Berth, Inger Støjberg, Marcus Knuth, og hvad hele dette galleri af kompasløse tragiske klovner i dansk politik hedder, har skiftet mening. Overhovedet ikke. Men medierne, en vakt befolkning og oppositionspolitikere til venstre for Socialdemokratiet har nu gennem adskillige måneder formået at fastholde et fokus på børnenes trivsel, og selv om de (forholdene) med Ombudsmandens ord ”generelt set ikke er i strid med internationale konventioner”, så kan det ikke fortsætte.
Som det formuleres i et borgerforslag om bedre vilkår for afviste asylbørn, der blev stillet 10. december 2018: ”Der findes i Danmark en gruppe børn, som ikke går i folkeskolen, ikke må få hjemmelavet mad og ikke må have køleskab i hjemmet. Det drejer sig om de ca. 130 afviste asylbørn, som lever en trøstesløs tilværelse i de nye hjem- og udrejsecentre Avnstrup og Sjælsmark. Der bor de på ubestemt tid, for deres forældre har fået afslag på asyl men vil eller kan ikke rejse hjem, og politiet har i årevis ikke kunnet udsende dem. Mange af børnene er født her eller har tilbragt det meste af deres liv i skiftende danske asylcentre, inden de blev flyttet til Avnstrup og Sjælsmark. De taler dansk og har primær tilknytning til Danmark. Nu henlever de en barndom i undtagelsestilstand, som åbenlyst tilsidesætter børnenes tarv.”
Statens stiltiende accept
Folk er forskellige og har forskellige verdenssyn. Man kan være uenig, men det er sådan set legitimt nok at have den holdning, at Danmark ikke kan huse flere flygtninge, eller at vi ikke kan ‘redde hele verden’. Men man skal simpelthen være ekstremist eller blottet for empati for at finde det rimeligt, at nogen som helst børn inden for Danmarks grænser skal lide eller have en dårlig barndom med statens stiltiende accept.
Integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) siger, at det er forældrenes skyld. At de afviste asylansøgere ved ikke bare at tage myndighedernes afgørelse til efterretning og rejse hjem har taget deres egne børn som gidsler. Det er et bekvemt argument, men selv om vi tog det for gode varer, ville det ikke kunne bruges i denne sammenhæng. En kommune ville (i hvert fald i princippet) heller ikke se stiltiende til, hvis en dansk familie misrøgtede deres børn.
Problemet lige nu for dem, der synes, at det er de afviste asylansøgeres skyld, at der bor børn under de her tarvelige forhold, er, at der kommer flere af dem. Flere børn. Af et svar som Inger Støjberg tirsdag gav til Folketinget, fremgår det, at antallet af børn på Sjælsmark er fordoblet på halvandet år. Det vil sige, at der 10. februar i år boede 125 børn i centeret. I 2017 var der kun 65 børn.
Det er naturligvis ikke noget, der bekymrer Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, og hans løsning er ret forudsigelig: ”Det er ikke unormalt, at de her tal går op og ned, og nu må vi så arbejde på, at de bliver sendt tilbage,” siger han til DR.
I december kom der en udtalelse fra Ombudsmanden om forholdene for børnene i Udrejsecenter Sjælsmark. Her lød konklusionen, at de ”lever under svære forhold”, og at forholdene er ”egnede til væsentligt at vanskeliggøre børnenes opvækst og begrænse deres muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse”. Men at det er op til lovgivningsmagten at vurdere, om børnene skal bo der. Det er ikke så opmuntrende.
I januar kørte avisen Berlingske en reportageserie fra Sjælsmark. En af artiklerne afspejlede en hel dag på centret, og om aftenen mødte journalisten den 15-årige Sara Azizi, som kom til Danmark med sin familie i 2015. De har boet i Sjælsmark siden september 2017, forældrene talte ikke sammen, og moren havde forsøgt at begå selvmord. Da Sara Azizis mor, som sidder på gulvet, begynder at græde, siger pigen: ”Min mor har grædt i et år. Hver gang, hun er syg, er det mig, der skal tale med ambulancen. Hun er altid syg. Det er svært, men jeg prøver at holde mig stærk.” Så sukker hun: ”Jeg har det ikke så godt. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen om det. Jeg plejer at lægge det hele inden i mig selv.”
Bravo, rige, forbilledlige Danmark. Forholdene for børnene vil blive forbedret. Men sikkert så lidt som overhovedet muligt. /Oliver Stilling