Boguddrag

Lolland Rådhus

I sidste uge udkom forfatteren Pablo Llambías bog Zombierådhus på forlaget Gyldendal. Det er en slags toer til Rådhus, som han udsendte i 1997. Den har været værd at vente på, og anmeldelserne er overstrømmende. Som Susanne Christensen skriver i Vagant: ”Zombierådhus er en sammensat monstertekst, som spiser af den første version af Rådhus, af de danske kommuners netsider, af kristne myter og af citater fra film og anden litteratur. In other words, det er en ellevild googlefest, måske den sidste fest på Jorden, som vi kender den.” Føljeton har fået lov at bringe et kapitel af Llambías’ bog, og vi har valgt ‘Lolland Rådhus’, som du får i fuld længde her.

Der er ikke en sjæl at se. Det er tidligt om morgenen. Billedet er taget i oktober 2010. Det skal forestille Lolland Rådhus. Det ligger i Maribo. Rådhuset ser ud til at være bygget omkring årtusindskiftet, men det er muligvis ældre. De tunge bygningslinjer ser ud til at være støbt i jernbeton og giver mindelser om 1980’ernes brutalisme, men der er ingen synlige betonbjælker i facaden. Bygningen er i rødstensforskallede to etager. Den har lavt spidstag med synlige forsinkede tagrender. Der er vinduer i forskellige størrelser og udformninger. Ved indgangen fremstår tre runde vinduer som en arkitektonisk signatur. Et åbningsparti i glas ligger klemt inde mellem to bygningskroppe, der står over for hinanden i en arbitrær vinkel. Over indgangsdøren hænger en hvidsprosset konstruktion i glas, der peger op mod den blå himmel.

Der er hundredvis af mennesker på gaden. De har flag og balloner med. Der kastes konfetti ud fra vinduerne omkring den lille plads. Nu kommer borgmesteren ud. Hun siger, at Lolland Kommune er alle menneskers kommune. Hun siger, at hun er der for alles skyld. Hun siger, at det er dem, menneskene, der har skabt hende, og at det er dem, der betaler hendes løn. Hun siger, at det er dem, der vil have, at hun gør det arbejde, hun gør, og at hun er dem evigt taknemmelig.
Folk klapper. De råber hurra flere gange. Det er ikke til at få øje på borgmesteren, der baner sig vej et stykke nede i folkehavet. Hvirvlen i menneskemængden og kameraerne viser, hvor hun er. Hun kysser beboere på plejehjem. Hun omfavner bibliotekarer. Hun rører børn, der har været til skoletandpleje, på hovederne. Hun giver hånd til lastbilchauffører med ondt i ryggen. Hun takker sine medarbejdere med en tommel opad. Hun slipper en due løs. Hun siger, den er for Lollands skyld; håbet, der stiger op fra alle.

Rådhuset er violet og lyserødt. Der er karme i guld omkring vinduerne. En vinge rejser sig over indgangspartiet, inspireret af en påfugl. Der er lyskegler, der om natten lyser højt op i himlen. Der er guirlander af røde kæmperoser i plastic hen under taget. Ud af rådhusets vinduer ses medarbejdere, der vinker folk op til sig. En fuldmægtig kaster en rebstige ud, og en ung kvinde begynder at kravle op, mens folkemængden jubler. Kvinden svinger en glimmerbombe ud over menneskehavet, den eksploderer over deres hoveder, og glimmeret drysser ned på dem. Et menneske synger en tone, hvorefter andre istemmer. Der rejser sig en akkord bestående af alle toner op mellem rådhusets to bygningskroppe. Et eller andet sted står en skulptur gemt. Den forestiller et calciumatom; det grundstof, der er mest af i mennesket, og som er den byggesten, kommunen er bygget af, som borgmesteren siger. Kridt, siger borgmesteren. Hun tegner til byrådsmødet et menneske på tavlen. Det har intet ansigt. Det er lige meget, hvem det er.

 

+ Vi er ikke helt færdige med Pablo Llambías og de danske rådhuse endnu. For hvor godt har du egentlig styr på de (af og til) smukke magtcentre, der findes 98 eksemplarer af i landet? Forfatteren har lavet sin egen lille quiz. Så nu skal der quizzes: gæt et rådhus.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12