Natasha al-Hariri: Jeg støtter alt fra tørklædet til topløsheden

I sidste uge tonede Natasha al-Hariri frem i Debatten på DR2 sammen med en række andre debattører. Udsendelsen handlede om TV2’s dokumentar om de rabiate holdninger, der kommer til udtryk i Grimhøj-moskéen i Aarhus. Hvis seerne ikke kendte Natasha al-Hariri i forvejen, så kom de til det nu.

»Mette Frederiksen maner til frihedskamp hos de unge muslimske mennesker, og jeg vil bare sige: Vi er i gang, og det har vi været i mange mange år. Vi står til rådighed, for fanden, men I bliver nødt til at række hånden ud,« sagde hun blandt andet.

I forgårs skrev hun på Facebook, at det havde været en lang uge med meget debat og rigtig lidt pusterum. Men hårdheden af de negative kommentarer, som fulgte i kølvandet på hendes optræden, var kommet bag hende, og det samme var, hvor meget de havde sat sig i hende, skrev hun. »Det gør mig ked af det at blive kaldt ‘hætteklædt so’, og jeg kan ikke grine af det. Jeg vil ikke grine af det, for det er sgu ikke en joke, at vi ikke kan finde ud af at tale ordentligt til hinanden. For det spreder sig som ringe i vandet. Og vores børn lytter.«

Hey, jeg er altså her

Natasha al-Hariri har taget frihedskampen på sig. Majoritetens mere eller mindre ubevidste undertrykkelse af minoriteten er nemlig et gigantisk problem, fortæller hun, da jeg møder hende. Det fandt hun ud af, da hun som 13-årig begyndte at bære tørklæde, for det forandrede fuldstændig den måde, hun blev set på. Spytklatter, tilråb, nedladende kommentarer og stødende skuldre blev en del af hendes liv. »Lige efter at jeg havde taget mit tørklæde på, havde jeg mit første clinch med en ældre dame på en legeplads, der overfusede mig. Det var ret voldsomt.«

Gentagelserne af den slags oplevelser gav hende blod på tanden til at råbe op mod diskriminationen.

»Hele den der måde, jeg bliver usynliggjort på på grund af mit tørklæde, synes jeg er enormt arrogant og ignorant. Det er ikke en måde at behandle andre mennesker på. Det er det, der har været min indgangsvinkel til ligestillingskampen: At få nedbrudt en masse fordomme og få sagt ‘hey, jeg er altså her, og jeg kan snakke om alt muligt andet end tørklæder’,« siger hun.

Begyndende paranoia?

Natasha Al-Hariri har – meget symbolsk – inviteret mig på kaffebar i Studiestræde – gaden, hvor homoerne har festet, siden dengang de var kriminelle. Hun læser jura og er i gang med sit speciale om familiesammenføringsret. »Jeg beskæftiger mig meget med integration med etniske minoriteter i Danmark og alt, hvad der hører til – herunder ligestilling,« siger hun. Hun bærer et klæde, der er viklet rundt om hendes hoved lidt a la en turban i Suzanne Brøgger-stil, men med alt håret dækket til. Hendes habitjakke og stramme jeans matcher tørklædets sorte farve. Hun er som skabt til kaffebarens fancy omgivelser, som hun sidder der bag sin MacBook og en lovsamling.

Snævre normer og fastsatte konventioner er det værste, hvis man ikke passer ind. Det er netop dem, vi skal udvide, mener hun. »Altså, for helvede, jeg støtter alt fra tørklædet til topløsheden. Folk skal være frie til at gøre præcis, hvad der passer dem uden at møde mærkelige blikke.« For et er den fysiske vold, noget andet er de nedladende kommentarer, »men værst af alt er de der underliggende blikke, som man hele tiden får. Og altså nogen siger jo, det er, fordi man er begyndende paranoid, men det er nu ikke sådan, jeg opfatter det. Når man har oplevet det i så mange år, så spotter man det desværre ret hurtigt.«

Den underliggende diskrimination

Og det er den diskrimination, der er sværest at kæmpe imod, fordi den er svær at angribe, siger Natasha al-Hariri. »Så vil jeg hellere, at folk stiller sig op og siger ’jeg synes det er mærkeligt, at du går med tørklæde’, for det kan jeg reagere på, jeg kan gå i dialog, Men den der underliggende diskrimination, den er rigtig modbydelig.«

De blikke kommer af alle de fordomme, som tørklædebærende kvinder har imod sig, mener hun. »Den klassiske er, at folk tror, jeg er undertrykt, at det er min mand, der bestemmer, hvad jeg skal have på. Og så er der den der totalt komiske, hvor folk spørger, om jeg har hår på hovedet,« griner hun.

Den sociale kontrol

Et af de største problemer for minoritetskvinder er imidlertid den sociale kontrol, de oplever derhjemme.

»Og der er det vigtigt at sige, at kontrollen både kommer fra mænd og kvinder, men den rammer i allerhøjeste grad pigerne. Moren giver velmenende råd til sin datter, så hun ikke træder ved siden af i det her patriarkalske samfund: Du skal ikke gå ud alene, følg ikke efter fremmede mænd, du skal i det hele taget gøre alt for at beskytte dig selv,« siger Natasha al-Hariri.

Budskabet er, at du skal beskytte dig mod verdens ondskab, og man opfordres i udgangspunktet til at indordne sig. »Derfor skal vi kæmpe for friheden til at være i verden præcis, som vi vil. Friheden er det allervigtigste. Det gælder for homoseksuelle, kvinder med tørklæder, de topløse med armhulehår og alle de andre. For hvis vi giver køb på den, giver vi køb på alle vores grundlæggende værdier,« siger hun.

Det manglende sammenhold er smertefuldt

Men kampen for frihed er ressourcekrævende, og hvor den skal angribes, er ikke let at hitte ud af. Den findes nemlig i utallige lag: brune diskrimineres af hvide, kvinder af mænd, tørklædebærende kvinder af ikke-tørklædebærende kvinder. Sammenhold og solidaritet er de nøgleord, der skal genopfindes i ligestillingskampen: »Det manglende sammenhold mellem kvinder kan være enormt smertefuldt, fordi man jo typisk forventer støtten fra sin kønsfælle. Altså at man ligesom kæmper den samme kamp – ‘vil du ikke støtte op om min kamp til gøre sådan og sådan og sådan?’ Det gør ondt.«

Men alle skal med på holdet, mener Natasha Al-Hariri, for det er en kamp, som involverer alle. »Der er så få mænd, der råber op i ligestillingsdebatten. Det er ærgerligt, for hvis vi havde flere mænd, så ville vi nok nå lidt længere. Og vi har brug for så mange som overhovedet muligt i debatten.«

Hellere dreng end pige

Er man heldigere stillet som dreng end som pige i dag?

»Det er sådan et spørgsmål, jeg ville ønske, jeg kunne svare nej til. Men jeg tror, at faktum desværre er, at min generation stadigvæk er præget af, at mændene slipper for den sociale kontrol, hvorimod pigerne sidder i saksen. Men jeg har et stærkt ønske om, at min søns generation kommer til at være ligestillet på en anden måde, end vi ser det i min generation. Man ser meget sjældent, når man taler om æresbegrebet for eksempel, at det er knyttet til manden. Det er typisk kun knyttet til kvinden, datteren og søsteren. Aldrig til sønnen, broren eller manden, og det synes jeg er problematisk. Drenge må i højere grad knalde med, hvem de vil, mens piger udsætter sig for skam. Det er en større katastrofe, hvis kvinder knalder rundt, mens drengene må være mere seksuelt frigjorte.«

Empower the people!

Hvad skal man gøre for at styrke frihedskampen i minoritetsmiljøer?

»Jeg synes, det er vigtigt at sige, at tiden skal være den rigtige, før den enkelte kan tage kampen op, for prisen kan være rigtig høj,« siger Natasha al-Hariri. »Nogen gør det meget åbent og stikker af. Andre råber op i miljøet. Det er jo meget individuelt og meget situationsbestemt. Det afhænger helt af, hvilken person man er. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har respekt for, at tiden skal være til det, hvis man vil tage kampen. Derfor skal vi styrke stemmen for de undertrykte og skabe sammenhold. Det handler om at give empowerment til de her miljøer. Og vi er slet ikke i mål. Vi er sgu ikke frie, ligestillingskampen er ikke færdig, før alle er frie til at træffe deres egne valg. Så jo, vi har det da relativt godt i Danmark, men der er stadig lang vej.«