I år vælger omkring halvanden million danskere ikke at gå fra deres partner. De vælger at blive sammen i en lukket cirkel af tosomhed for at leve videre i den ramme, mennesker har levet i, siden man har kunnet kalde dén aberace, vi tilhører, for mennesker: I det monogame parforhold. Ok, så er der også cirka 29.000 danskere, der hvert år bliver skilt fra deres partner, hvilket ret beset svarer til en større dansk købstad, men her til morgen kunne vi så vågne op til den opsigtsvækkende nyhed, at det tal ifølge Danmarks Statistik er faldet de sidste tre år. Ret drastisk, faktisk. Fra 33.000 i 2015 til godt 29.000 i år og det er første gang i mange, mange år, at udviklingen er gået den vej.
Der er i alt 37 familieformer i Danmark, og vi er total regnbue-agtige, hvis vi selv skal sige det. Alle familieformerne er godt nok monogame og tosomme og består altså af to mennesker, der kun har kønslig omgang med hinanden. Danmark er også det land i verden, der har flest singler i det, man kunne kalde 2. bølge, og måske af samme årsag – det kan vi ikke gennemskue helt statistisk – er vi også det land, der indgår flest ægteskaber nummer to. For selv om det ikke står lysende klart for biologer, primatologer, neurologer og zoologer hvorfor, er næsten alle forskere enige om, at monogamien ligger dybt i vores DNA.
Det er en gennemgribende hjernekonstruktion, som neurologen Larry J. Young beskriver det. Han er verdens førende hjerneforsker i monogami og kalder det stadigvæk for et ”problem” for videnskaben – et evolutionært mysterium. Eller som danske Jill Byrnit, der er primatolog og evolutionspsykolog, engang sagde til DR:
”Vi har jo sådan set haft frie muligheder for at leve på andre måder end den monogame i mange år, men der er ingen, der lever 100 pct. promiskuøst. Det her er så svært at gøre noget kulturelt ved – det er kernen i evolutionen: det er selve forplantningen. Du kan kæmpe imod det. Men du vil altid tabe.”
Kun tre pct. af alle pattedyr lever serielt monogamt, og for forskerne er det stadig ikke helt kortlagt, hvorfor mennesket er blandt dem. Om det er genetisk eller kulturelt, om vi har det bedst med den samme hele livet, med seriel monogami, eller om vi i virkeligheden skulle i gang med at ændre vores syn på samliv mere grundlæggende. Det sidste er der dog ikke megen forskning, der tyder på.
Den meste udbredte forklaring på monogamien synes at være, at menneskets afkom er så hjælpeløst de første år, at man har brug for flere forsørgere. Det skal igennem flere vintre uden selv at kunne finde føde endsige gå, og da heller ikke forhistoriske mennesker har haft pels på kroppen, har kvinden haft hænderne bundet til sit barn og ude af stand til selv at finde tilstrækkelig føde. Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor man absolut skulle begrænse sig til én partner, men dét forklarer andre med, at kvinderne på et tidspunkt fik brug for at forfine deres fødevarer, efterhånden som hjernen udviklede sig og fik mere og mere brug for vigtige proteiner. På det tidspunkt begyndte kvinder at sprede sig mere, blive mere territoriale for at forsvare fødeemnerne, hvilket gjorde det umuligt for mændene at forsvare mere end én kvinde og sit afkom.
Nuvel. Mattias Stølen Due, der er psykolog og direktør i organisationen Center for Familieudvikling, mener, at det faldende antal skilsmisser er udtryk for, at vi er blevet mere opmærksomme på, at man skal kæmpe for ægteskabet.
”Flere indser, at parforholdet er noget, man aktivt skal tage hånd om, og at vi ikke bare kan forlade os på, at de gode følelser varer ved,” siger han til P4 i København uden rigtigt at forholde sig til, hvorfor vi i det hele taget ønsker at tage hånd om parforholdet – den del er sværere at få svar på. Måske er det bare det, vi kalder kærligheden. Og ”Kærligheden findes”, som den gamle digter Inger Christensen konkluderede. Dog uden at konkludere hvor længe. /Lasse Lavrsen