Kristian Thulesen Dahl (DF) under debat om sundhed, ældrepleje og værdig tilbagetrækning hos Ældre Sagen i København onsdag den 6. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Verdensrummet er en forunderlig størrelse, og det er vores forståelse af det også. Langt størstedelen af verdensrummet ved vi ikke noget om, og den knivspids viden, vi tror, vi har, bliver vi ved med at revidere, fordi der hele tiden gøres nye opdagelser. Du husker, hvordan det gik for Pluto, ikke? Opdaget og føjet til listen over solsystemets planeter i 1930 men degraderet til dværgplanet i 2006 efter en dramatisk afstemning på Den Internationale Astronomiske Unions (IAU) årsmøde i Prag.
Nu er det så Venus, vi skal have en snak om. Bare rolig – Venus kommer ikke til at lide Plutos skæbne, Venus bliver aldrig en dværgplanet, det er den altid for, øh, stor til. Men det er velkendt viden, at Venus er dén af solsystemets planeter, som er Jordens nærmeste nabo. Venus er nemlig den planet, som kommer nærmest Jorden i løbet af deres respektive baner om solen.
Er det den rigtige måde at se det på? Ikke ifølge en artikel, som fysikmagasinet Physics Today bragte i går: ”Det viser sig, at populærvidenskabsfolk takket være et eller andet udslag af skødesløshed, flertydighed eller gruppedynamik har udbredt information baseret på mangelfulde antagelser om den gennemsnitlige afstand mellem planeterne,” kan man læse. Og videre: ”Ved at bruge en matematisk model, som vi har udviklet, kan vi fastslå, at når man ser på gennemsnittet over tid, så er Jordens nærmeste nabo faktisk Merkur.”
What … Merkur? Det er ikke, fordi vi har et problem med Merkur, og det er da gode nyheder for Merkur Andelskasse, men med Venus vidste vi ligesom, hvad vi havde med at gøre; vi havde for eksempel vænnet os til, at Venus er indhyllet i bemærkelsesværdige svovlsyreskyer og har en egenrotation på 243 jorddøgn og 28 minutter. Merkur er, hvordan man end vender og drejer det, et noget mere sært bekendtskab, idet den for hvert omløb om solen roterer tre gange om sin egen akse og, som det formuleres på planetens Wikipedia-opslag, har en bane, hvis ”perihelium præcesserer omkring solen med en størrelse, der er større end 43 buesekunder pr. århundrede”.
Danskens forhold til Dansk Folkeparti
De her nye oplysninger skal lige synke ind. ”The Owls are not what they seem,” som de sagde i tv-serien Twin Peaks. Hvis vi for pædagogikkens skyld skal prøve at sidestille og overføre det forsvundne naboskab med en mere jordnær pendant, må det være det forhold, som ufatteligt mange danskere har haft til Dansk Folkeparti.
I mere end 20 år har partiet præget dansk politik på en måde, som har givet mening for rigtig mange stemmeberettigede danskere, men nu hvor partiet er presset af Socialdemokratiet på den ene side og Nye Borgerlige på den anden og beskyldningerne om svindel og humbug med EU-midler, er Dansk Folkeparti et naboskab, som folk ikke gider mere. En meningsmåling foretaget af Megafon sidst i februar viste, at partiet er nede og slikke en vælgertilslutning på 13,4 pct. (mod 21,1 pct. ved folketingsvalget i 2015). Og jo mindre de gamle DF-kernevælgere gider det naboskab, desto mere skingert og desperat virker alt, hvad partiet siger og gør.
Mærkeligst må dette paradigmeskifte (undskyld udtrykket) opleves for partiformand Kristian Thulesen Dahl, naboens intelligente men ensomme søn. Hvor Thulesen Dahl tidligere kunne gå på vandet, forvandles alt nu til lort mellem hænderne på ham – måske fordi Dansk Folkepartis vælgere kan godt skelne skidt fra kanel; de ved, hvornår der er tale om (det, de sikkert opfatter som) ‘nødvendighedens politik’, og hvornår der er tale om noget, der ligner et personligt vendetta.
Senest er der sagen om Radio24syv. I medieforliget i juni 2018 fik Dansk Folkeparti gennemtrumfet, at mindst 60 pct. af radiokanalen skal ligge mere end 110 kilometer fra centrum af København, når dens plads på FM4 bliver sendt i udbud senere i år. Det er meningsløst nok i forvejen, men når Thulesen Dahl og hans parti nu vil have skruet begge tal i vejret, begynder det at virke vanvittigt på den iltfattige måde. Radio24syv er populær i hele landet, og som kanalen har udviklet sig, skorter det hverken nationalkonservative radiostemmer eller lyttere, så det kan ikke være dér, hunden ligger begravet. Vælgerne kan gennemskue det. De vil ikke være mildt stemt, når de sætter deres kryds. /Oliver Stilling