Naturens ”OR-DER!”

Brexit er hadegaven, der bliver ved med at give. Det politiske drama på den anden side af Nordsøen har udviklet sig som et metaforisk biluheld, og det er svært ikke at sidde i kiggekøen for at få sin morbide nysgerrighed stillet.

I de her dage stikker det igen helt af i det britiske Underhus. Tirsdag stemte parlamentet om, hvorvidt det ville godkende premierministers Theresa Mays aftale med EU. På mange måder var det en dødssejler helt fra starten. Aftalen var allerede blevet forkastet én gang i parlamentet, og selvom May havde fået forhandlet nogle få tilføjelser og præciseringer hjem med EU, så var det i bund og grund den samme aftale. May og hendes regering tabte afstemningen med et brag. Det blev det fjerdestørste nederlag nogensinde i det britiske underhus.

I går stemte Underhuset så om, hvorvidt briterne skal forlade EU uden en aftale. Regeringen håbede på, at parlamentet ville udelukke, at man ønsker at forlade EU d. 29. marts uden en aftale. For en gangs skyld lignede det en sejr til regeringen. Trods alt er det kun de mest hardcore brexit-tilhængere, der ønsker at styrte ud af unionen uden en aftale. Men også denne afstemning endte med at udstille det totale kaos, der hersker internt i Mays regimenter. Parlamentet stemte nemlig først et ændringsforlag igennem, der siger, at man ikke ”under nogen omstændigheder” vil forlade EU uden en aftale. Den oprindelige afstemningen handlede kun om d. 29 marts. Formuleringen blev dermed strammet, May led endnu et nederlag, og tilbage hersker det totale kaos, hvor man ikke ”under nogen omstændigheder” vil forlade EU uden en aftale, men man på den anden side heller ikke vil stemme den aftale igennem, der ligger på bordet.

Et praj fra naturen

Spørgsmålet er, om vi er nået til det punkt, hvor kun en guddommelig intervention kan redde det shitshow, som briterne har rodet sig ud i. Og måske de højere magter allerede er i gang. Er man til fals for bibelagtige lignelser, har der i denne skæbnesvangre brexit-uge i hvert fald være nok med tegn, som de britiske politikere kan rette sig efter.

I The Guardian kunne man mandag læse, hvordan en hundefører ved navn Nicolas Petit havde tabt et stort forspring i hundeslædevæddeløbet Iditarod Trail. Sagen var, at hunden Joey var kommet op at skændes med en af de andre hunde. Det kunne føreren jo ikke leve med, så han råbte efter Joey og skældte ham ud. Det er ikke rart at blive skældt ud, men det var ikke kun Joey, der blev stødt af de hårde ord. Alle hundene tog på vej, og i samlet flok nægtede de at trække slæden længere.

Tirsdag blev der i samme avis rapporteret om et særdeles mystisk drab på en kyllingefarm. Normalt er det ræven, der lister sig ind i hønsegården for at dræbe, men ved en kollektiv indsats lykkedes det tilsyneladende denne gang gårdens høns at slå en ubuden rævegæst ihjel.

Op til brexit-afstemningerne har naturen altså råbt og skreget med et budskab om, hvad man vinder ved at være samlet i flok – i en union. Hundeslæden ender med at tabe hele løbet på grund af først stridigheder mellem hundene internt og dernæst ved dårlig kommunikation med deres leder. I hønsegården var alle blevet slået ihjel, hvis de ikke havde stået næb ved næb og kæmpet mod den udefrakommende fjende.

Storbritannien har måske stadig en sidste mulighed for at lytte til naturens ”OR-DER”, som formanden for Underhuset, John Bercow, ville sige. I dag er der nemlig endnu en afstemning, hvor Underhuset skal afgøre, om de støtter en udsættelse af brexit. En udsættelse kunne give mulighed for, at der blev slået koldt vand i blodet hos alle parter. Men det kunne også ende med at gøre det hele meget værre. For så skal briterne muligvis til Europa-Parlamentsvalg, selvom de slet ikke har lyst. Og ville et par måneder ekstra virkelig hjælpe på dødvandet?

Måske er pointen slet ikke, at der er orden i naturen. Måske handler lignelserne om kaos. Kun kaos hersker i naturen – og i brexit-forløbet. /Andreas Terp Kønig