Bykongen: Tolerancetærsklen er nok højere andre steder

Fra 1. januar 2007 ophørte Hirtshals med at eksistere som selvstændig kommune. Med kommunalreformen blev det lille forblæste nordjyske samfund lagt ind under Hjørring Kommune, og en æra var slut – i hvert fald for Knud Størup, som havde siddet på borgmesterposten i Hirtshals i 28 år. Føljeton har talt i telefon med den gamle bykonge og diskuteret et emne med ham, som han siger aldrig har været oppe at vende i byrådet i hans tid: Homoseksualitet i Hirtshals. En lettere beskåret udgave af samtalen er gengivet herunder.

Hirtshals er ikke blevet større

Føljeton: Hvis du skal beskrive Hirtshals gennem årene, hvad er det så for en by, du bliver borgmester for i 1978, og hvad er det for en by i dag?

Knud Størup: »Jamen, da jeg bliver borgmester i 1978, er fiskeriet fortsat det største erhverv. I og med at fiskeriet jo gik ind i en tilbagegang – nogle mener, at det er EU’s skyld, det er jeg nu ikke sikker på – så ændrer Hirtshals sig fra at være en fiskerihavn til at være en gods- og færgehavn og så videre. Byen har ændret sig ganske betydeligt siden 1978, og der er ingen tvivl om, at den vil fortsætte med at ændre sig. Hirtshals er så til gengæld ikke blevet større. I øjeblikket er det en by på cirka 6.000 indbyggere, og indbyggertallet er på tilbagegang. Det vil sige, at der flytter flere herfra, end der kommer hertil.«

Knud Størup taler videre under faktaboksen.

Vi kom hinanden ved

»Nu har jeg boet her i Hirtshals siden 1946, så jeg kender jo byen på godt og ondt. Det er et lille samfund, hvor næsten alle kender hinanden. Mens jeg var borgmester, var det sådan, at folk kom dér, hvor jeg nu havde mit kontor nede på Hirtshals Rådhus. Jeg havde så også en ‘åben dør-politik’, forstået på den måde, at hvis folk havde noget, de gerne ville snakke med borgmesteren om, så kom de bare på alle tider af døgnet. De kunne såmænd også ringe til mig på alle tider af døgnet, hvis de ville det, og det gjorde de så også. Jeg siger ikke, at der var nogen, der misbrugte det, jeg siger bare, at det, jeg har stået for, er nærdemokrati. Borgerne havde mulighed for at komme i forbindelse med dem, der havde det politiske ansvar for, hvad der skete med byen. Derfor er det et relativt lille samfund, men jeg synes, at det var et samfund, hvor vi kom hinanden ved.«

En by i omforandring

Men kan man sige, at det nærmest er et grundvilkår for Hirtshals, at byen er under afvikling? Da jeg var i Hirtshals, snakkede jeg med stamgæsterne på værtshuset Jye’s Bagbutik, og det var mit indtryk, at de ikke som sådan var triste over, at butikkerne og livet lukkede ned. De konstaterede bare, at sådan var det i Hirtshals.

»Jeg kan forestille mig, at alle i Jye’s Bagbutik på en eller anden måde direkte eller indirekte har haft noget forbindelse med fiskerierhvervet. Det tror jeg, de har. Og det er klart, at når de kan se, at den fiskeflåde, vi havde i for eksempel 1978, som nok lå på 300 fartøjer, i øjeblikket vel er nede på 80, så virker det helt forfærdeligt. Men der skal man bare huske, at tonnagemæssigt har vi måske nok nogenlunde den samme størrelse, som vi havde dengang. Der er bare sket det, at nogle fartøjer er blevet meget, meget større, og der er kommet det, vi kalder en effektivitet til. Men der er sket en masse andre ting. Hirtshals er vel uden at forklejne andre den største færgehavn, vi har i relation til Norge og Nordatlanten. Således er det et samfund, som hele tiden er i omforandring, det har det altid været, og det vil det også være i fremtiden, det er der slet ikke nogen tvivl om.«

Hans Lyngby Jepsen var ikke imponeret

Jeg har kigget lidt på Hirtshals i populærkulturen. Det virker som om, det gennemgående tema i de fleste romaner, hvor Hirtshals er med, er, at nogen gerne vil ud af den for enhver pris. Byen fremstår som et lidt mistrøstigt sted. Hvordan oplever du Hirtshals?

»Jeg skal lige sige dig, at for nogle år siden skrev forfatteren Hans Lyngby Jepsen, som du sikkert kender, en bog om Nordjylland. Dér skrev han, at da han kom til Hirtshals og stod på bakken og kiggede ned på byen, så så han det mest forfærdelige for sine øjne. Og det er klart, at det giver stof til eftertanke ved en borgmester. Fordi du ved godt, når man er i en by hele tiden, så ser man ikke de ting, vel? Jeg ser den ikke som noget mistrøstigt. Men derfor er det jo fint, at der er nogle mennesker udefra, der kommer og gør os opmærksomme på det. Man har selvfølgelig også forsøgt at gøre den kønnere og bedre, og om det er lykkedes eller ej, det skal jeg ikke vurdere…«

En tendens til at være lukkede

Knud Størup holder en lille pause. Det gør han ikke så tit, så jeg fornemmer, at der er noget under opsejling. Det er der også, for nu skifter han rute.

»Men det, vi skal være opmærksomme på i en by som Hirtshals, er, at det godt kan virke som lidt af et lukket samfund. Og når jeg siger det på den måde, så er det fordi, det kan være svært for folk, der kommer udefra, som måske ikke har været bosat her i lang tid, og som måske ikke har nogen nærkontakter; det kan være meget svært at komme i forbindelse med lokalbefolkningen. Og det er derfor, at mange, der kommer hertil, måske nok siger til sig selv: ‘Det er ikke til at være her, vi kan jo ikke komme i kontakt med de her mennesker!’ Og det må jeg så sige: Jeg tror, at det er blevet bedre, men der er altså nok en tendens til, at vi er noget lukkede.«

Er det godt eller dårligt?
»Det er faktisk dårligt! Forstået på den måde, at det viser, at vi ikke har den åbenhed, og det er måske også derfor, at det kan være meget svært at få folk fra andre steder til at flytte til Hirtshals, hvis ikke lige der er en helt speciel grund til det. Så kan man godt føle sig lidt ensom, vil jeg tro. Det er nok en af vores dårligdomme, det må jeg nok erkende.«

Pigegartneren

Har du nogensinde hørt om en, som folk i Hirtshals kaldte Pigergartneren?

»At hvad kaldte de ham?«

Pigegartneren.
»Nej, ham kender jeg ikke, haha.«

Han skal have haft en blomsterforretning i 70’erne i Hirtshals sammen med en anden mand. De var vist homoseksuelle. Det er bare noget, jeg har hørt.
»Neej…. jo, når du siger det, så kan jeg godt huske det. Der var to mænd, der sammen havde en gartner- eller blomsterhandel, det er korrekt nok, der var en, men jeg kender ikke lige den betegnelse, som blev nævnt der, men der var godt nok et par, der havde en eller blomster- eller gartnerforretning eller hvad det nu var. Ja, det er korrekt.«

Ingen sættes i bås

Ud over Hirtshals som by undersøger jeg også… ja, nu er det så tilfældigvis homoseksualitets vilkår i byen. Men det er mere for at tage temperaturen på mangfoldigheden og få en fornemmelse af, hvor højt der er til loftet i sådan et lidt mindre samfund. Og da jeg så var ude og snakke med forfatteren Mads Nygaard, sagde han, at han måtte indrømme, at han aldrig nogensinde havde mødt en homoseksuel i Hirtshals. Men det kan jo ikke passe rent statistisk?

»Det er der den forklaring på, at for det første er der sket et generelt – heldigvis! – holdningsskred blandt borgerne. Man bliver ikke sat i bås, om man så er homoseksuel eller lesbisk, eller hvad man er, og det synes jeg er rigtigt fint. Men dengang som nu har der selvfølgelig også været nogen i Hirtshals, der har haft det gen at være homoseksuel. Men det var ikke noget, der kom frem, for de pågældende mennesker ville ikke risikere på nogen måde at blive hængt ud. Og du ved jo også, at snakken hurtigt kunne gå i sådan et samfund som vores, og det ville sige, at de mennesker kunne få det ganske, ganske forfærdeligt.«

Homoseksualitet har aldrig været på dagsordenen

Er homoseksualitet noget I har haft fokus på politisk i byrådet?

»Nej. Nej. Nej. Nej. Det har aldrig være politisk på dagsordenen. Men det er min personlige opfattelse, at der jo er sket en gevaldig moderering på det område i samfundet gennem årene – og heldigvis for det.«

Men burde I have haft fokus på sådan noget som mangfoldighed og seksualitet?

»Det tør jeg ikke svare dig på, men jeg tror det ikke. Det er ikke noget, der nogensinde er blevet drøftet i de politiske kredse, jeg er kommet i. Og heller aldrig når jeg har mødt borgerne i nærdemokratiets navn. Det kan jeg sige: Det er aldrig blevet nævnt, og det har aldrig været på dagsordenen.«

At undgå at blive en paria

Men du siger så, at det er blevet meget bedre, så det ville være nemmere at være åben homoseksuel i Hirtshals i dag?

»Ja, ja. Det tror jeg bestemt. Jamen, det er jeg overbevist om. Jeg betragter det som ganske naturligt. Som borgmester har jeg da også skullet vie homoseksuelle. Mænd kunne jo blive gift på rådhuset, og jeg har da viet op til flere. For mig har det ikke været noget specielt. Det var måske nok specielt i forhold til, hvad jeg gjorde normalt, men jeg har betragtet det som en helt naturlig ting. Det er en ret, de enkelte mennesker har. Jeg er kun tilfreds med den udvikling, der har været. Men der har også været mennesker før i tiden, der havde de tendenser, selvfølgelig var der det, de gik bare med det i det skjulte, for hvis det kom frem, så risikerede man at blive sådan en paria, og så kunne man ikke være her længere.«

Tolerancetærskelen er nok større andre steder

Tror du, at Hirtshals så er nået dertil, hvor der godt kunne være en parade gennem byen med homoseksuelle ligesom Copenhagen Pride?

»Nej, det er nok lige i overkanten. Haha.«
Hahaha.
»Det er nok lige i overkanten. Det kan foregå i København, og det kan foregå i de større byer, for dér har de mennesker nok større mulighed for at agere. Men vi må nok sige, at tolerancetærsklen – hvis vi skal sige det sådan – måske er større i de større byer, end den er ude i de små bysamfund.«
Det er skægt at tænke på, at de her spørgsmål nok var blevet taget op politisk i større byer, men der er ingen, som har bragt det på banen her…
»Nej. Men at gå og bilde sig ind, at der ikke fandtes homoseksuelle i Hirtshals, også før i tiden, det er ikke rigtigt. Det tror jeg ikke på. For hvorfor skulle der ikke det? Når det kommer frem nu, er det fordi vores tolerance, den er blevet helt anderledes fra den øvrige del af befolkningen og ja, altså for mig at se er folk, uanset om de er homoseksuelle eller lesbiske eller, hvad de er, det er sådan set ligegyldigt, de er jo borgere i dette land, og de er jo også borgere i den kommune, de bor i uanset hvad, og jeg tror så også, at de mennesker er blevet mere robuste, en de var før.«
Ja, det er de nok.