Britt Bager (V) og Kristian Jensen (V) under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg i København, torsdag den 4. oktober 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Der findes en del studier, som tegner et billede af, at kvinder er mindre tilbøjelige til at tage chancer end mænd. Det skulle så forklare, at kvinder ofte vælger en anden karrierevej end mænd, og i sidste ende at de får mindre i løn.
Det lyder jo komplet åndssvagt, så derfor satte økonomerne Elaine M. Liu og Sharon Xuejing Zuo fra henholdsvis Houston University i Texas og Fudan-universitetet i Shanghai sig til at undersøge påstanden nærmere.
Sammen rejste de til en lille flække i det sydvestlige Kina, hvor to etniske grupper, han og mosuo, går i skole sammen. Hankineserne kender vi jo: Det er verdens største befolkningsgruppe og udgør 91 pct. af Kinas befolkning. Mosuo er en lille stamme på cirka 40.000 mennesker, som bor tæt op ad Tibet. Den store forskel på de to grupper er deres kønsnormer. Mosuo-folket er et matriarkat; det er mor, der bestemmer og angiver kursen derhjemme.
Det, der så sker, er, at Liu og Xuejing Zuo stiller 352 skolebørn i alderen syv til 12 en opgave. Børnene skal vælge en ud af seks lotterisedler med tal på. Jo højere tal desto større gevinst, men til gengæld bliver sandsynligheden for at vinde også mindre, får de at vide.
Blandt hankineserne buser drengene bare på og tager de største chancer. Men det er naturligvis mosuo-børn – dem fra den matriarkalske familiestruktur – som vi skal holde øje med her. Det viser sig, at blandt de yngste mosuo-børn så er det pigerne, der er mest tilbøjelighed til at tage en chance, i hvert fald indtil de bliver lidt større, og afsmitningen fra de jævnaldrende hankineseres reaktionsmønstre gør sig gældende. Resultatet kunne mandag læses i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences: Det er miljøet, der præger mosuo-børnenes adfærd og altså ikke en biologisk faktor.
Venstre og partistøtten
Interessant nok. På en mærkelig måde kan man ikke lade være med at tænke på partiet Venstre, når man læser, at det er sådan, det forholder sig. Da det liberale parti blev stiftet i 1870, lå det næppe i dets dna, at det skulle gå hen og blive synonymt med at være moralsk angribelig.
Her tænker vi ikke på sådan noget som Venstres støtte til Statskuppet i 1920, eller at partiet gennem det meste af forrige århundrede kæmpede med næb og klør mod opbygningen af det danske velfærdssamfund. Næ, vi er large. Det, vi hentyder til, er snarere partiets moralske deroute gennem de seneste 20 år (”der er ikke noget at komme efter”), og som lige nu kulminerer med, at Venstres ledelse nægter at forholde sig til, at en række fremtrædende partimedlemmer har brudt reglerne om partistøtte.
Det var Politiken, som i sidste uge skrev, at Venstre som det første parti nogensinde var blevet straffet med bøde for at have brudt reglerne, idet partiet i årene 2013-16 modtog valgkamspdonationer på mere end de tilladte 20.000 kroner uden at oplyse navnet på de evt. glade givere. Loven er altså klar på det område – der er ikke noget at rafle om.
Britt Bager-sagen
I forlængelse af den sag har vi så en anden sag – lad os kalde den Britt Bager-sagen, opkaldt efter Venstres politiske ordfører. Op til valget i 2015 modtog hun 100.000 kroner i valgkampsstøtte fra den samme person, men dog gennem fem bidrag à 20.000 kroner fordelt på fem forskellige selskaber. Juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet siger til Politiken, at hun har udnyttet ”et hul i loven”, og netmediet Altinget har nu siden torsdag i sidste uge forsøgt at få Britt Bager til at forholde sig til oplysningerne. Uden held.
Man skulle ellers tro, at Britt Bager som politisk ordfører var rimelig nem at få fat i. Venstres pressetjeneste har heller ikke kunnet hjælpe. ”Britt Bager er ikke tilgængelig”, lyder svaret, og der er ikke nogen begrundelse.
Men det bliver værre: Eftersom tvivlsom omgang med partistøttereglerne i sagens natur rejser nogle principielle spørgsmål, har Altinget ”over flere dage forsøgt at kontakte Venstres gruppeformand Karen Ellemann, næstformand Louise Schack Elholm og partisekretær Claus Richter. Louise Schack Elholm henviser til Claus Richter og Karen Ellemann. Gruppeformanden svarer ikke, og Claus Richter henviser per sms til partiets pressechef, Søren Olufsen. Søren Olufsen forklarer, at sagerne ikke har noget med partiet på landsplan at gøre, og at ledelsen derfor ikke har nogen kommentarer. Det har heller ikke været muligt at få nogen i ledelsen til at forholde sig til partistøttereglerne generelt,” skriver Altinget.
Det er temmelig pauvert. Og måske også dumt her forud for valget? Men måske er det sådan, det bliver, når partiets sidste to formænd begge har navigeret på kanten – i hvert fald når vi taler om moral. Britt Bager har også en anden mulighed: hun kan sige, at hun tilhører mosuo-folket i det sydvestlige Kina og ikke forstår lovgivningen. Men det ville være højt spil. /Oliver Stilling