Kunstig intelligens er ikke demokratiets redning

Noget for noget. Egentlig var der en meget sjov dobbelthed på spil i svarene på en nylig spørgeskemaundersøgelse fra det spanske IE University, der havde til formål at måle europæernes holdning til teknologi. Her gav mere end to tredjedele udtryk for, at de ønsker større politisk regulering af ny teknologi, blandt andet for at forhindre at automatiseringen skal stjæle arbejdspladser. Omvendt gav 25 pct. udtryk for, at de hellere så kunstig intelligens lede landet end politikere af kød og blod. Budskabet synes klart: Hvis robotterne skal tage vores jobs, så skal de også tage jeres.

Robottens sorte boks. På papiret kan idéen om et politiker-frit styre da også virke helt besnærende. Med en raffineret nok kunstig intelligens som beslutningstager er håbet, at vi kunne være helt ude over arbitrær symbolpolitik, idet politiske tiltag ville kunne besluttes ud fra objektive datasæt, snarere end fine mavefornemmelser. Problemet er bare, at selve tanken om en ufarvet kunstig intelligens i sig selv er ideologisk. For som den tidligere MIT-professor Cathy O’Neil har beskrevet i bogen ”Weapons of Math Destruction”, lider selv de mest raffinerede algoritmer af den børnesygdom, at de altid vil bygge på antagelser og forudindtagetheder fra de mennesker, som har skrevet dem. Det er selvsagt lidt af et problem.

Et udemokratisk regnestykke. Størstedelen af kunstig intelligens i dag bygger nemlig på såkaldt maskinlæringsteknologi, der fungerer så godt, at vi mennesker egentlig ikke har megen forståelse for, hvordan det præcis fungerer. Maskinlæringsteknologi skaber det, der populært kaldes en ”black box”, idet vi reelt blot fodrer en computer med input, lader den regne på det og efterfølgende stiller os tilfredse med det output, vi nu engang får – uden i øvrigt at have indsigt i selve maskinrummets regnemetoder. Det skaber en grad af uigennemsigtighed, der ville være katastrofal i en demokratisk sammenhæng. Som den politiske teoretiker John Keane tidligere har argumenteret for, er en udpræget kvalitet ved vores nuværende demokrati  selve den mulighed, borgerne har for løbende at overvåge deres politikeres gøren og laden. Alt det ville gå fløjten, hvis magthaverne fik mulighed for at lægge ansvaret for deres beslutninger i algoritmernes kolde hænder. Selvom en fjerdedel af europæerne måtte synes det, vil indførslen af kunstig intelligens altså på ingen måde løse vores nuværende demokratiske kvaler; og når en type som Vladimir Putin tilmed udtaler, at den som kontrollerer den kunstige intelligens vil kontrollere verden, burde det selvsagt få alle alarmklokker til at ringe. /David Dragsted