Alt kan ske i boldens og kunstens verden

Der sker mærkelige ting for tiden, og eftersom du ved, at vi sjældent fylder Føljeton med fodbold, er det ikke nødvendigvis ‘Miraklet i Basel‘, vi her tænker på. Men for de af os, som mere eller mindre har opgivet herrelandsholdsfodbold, og som bor i lejligheder med ringe lydisolering, føltes brølet af mandestemmer oppefra eller nedefra i ejendomskomplekset ildevarslende, da det pludselig flænsede gennem søvnen et pænt stykke over almindelig funktionærsengetid.

Men det var med god grund, kunne man så forstå. Som en tv-seer skrev på Twitter kl. 23.19, var det nok kun, fordi han havde slukket for fjernsynet i afmagt, var begyndt at vaske op og havde skrevet ”en dumsmart” bemærkning på det sociale medie, at tingene pludselig vendte på grønsværen i Basel, hvor det danske landshold indtil det 84. minut havde været bagud med 0-3 mod Schweiz.

De siger, at alt kan ske i fodbold, men normalt kan man ikke være nede med tre mål og seks minutter tilbage af den regulære spilletid og så komme igen og score tre mål (til slutresultatet 3-3). Men det skete altså, og ”det viser sgu, at vi har nosser,” som den indskiftede angriber Christian Gytkjær bagefter formulerede det. Hurra for det.

Kunst er større en fodbold

Noget andet, vi også skriver for lidt om, er kunst. Kunst er vigtigere end fodbold, undtagen når fodbold er kunst (og det er det kun ved sjældne lejligheder). Kunst er også mere kulørt. Kunst tilbringer ikke størstedelen af sin ungdom i en spillerbus mellem kampene, kunst pisser ikke på de andre under bruseren, kunst slår ikke tiden ihjel med at spille FIFA på Playstation, kunst bliver ikke pludselig skadet og må på tidlig pension uden uddannelse og opsparing.

Tag nu denne dugfriske historie. I 1926 vender den unge Henriette Theodora Markovitj tilbage til Paris med sin kroatiske far og franske mor efter 16 år i Buenos Aires. Henriette, der er pænt fremme i skoene trods sine blot 19 år, vil være fotograf, søger ind på École des Beaux-Arts og skifter ved samme lejlighed navn til Dora Maar. På kunstskolen møder hun flere toneangivende surrealister, det kører for hende, og hun tager fantastiske fotos.

I 1935 befinder hun sig i de pariserkredse, hvor man kan blive introduceret for Pablo Picasso, og lige dér har vi faktisk en kunstner med nosser, skønt han skal have været lidt af et røvhul som privatperson. Selv om Picasso er gift og nærmer sig de 60, indleder han og Dora en affære, som varer næsten ni år. Han maler hende selvfølgelig igen og igen. Et af portrætterne fra 1938 får titlen Buste de Femme (Dora Maar), og da maleriet – undskyld det ekstreme spring i tiden – i 1999 er i den saudiske milliardær Sheikh Abdul Mohsen Abdulmalik Al-Sheikhs varetægt, bliver det stjålet.

Som vi forstår historien, har sheikhen det hundedyre portræt hængende på sin yacht, mens den bliver renoveret i feriebyen Antibes mellem Nice og Cannes på den franske riviera. Det lyder torskedumt, men pist væk er billedet, og det er det i de følgende 20 år.

Arthur Brand melder sin ankomst

Nu skal du så møde hr. Brand – Arthur Brand. Det lyder som en slidt hovedperson i en krimi med æselører, og det er han næsten også. Arthur Brand er en hollandsk privatdetektiv, som har specialiseret sig i at finde stjålet kunst. De kalder ham ‘kunstverdenens Indiana Jones’, og han har gennem årene opstøvet hen ved 200 forsvundne kunstværker.

Brand ved udmærket godt, at Buste de Femme (Dora Maar) er blevet stjålet, men da han i 2015 hører på vandrørene, at en Picasso er dukket op i Holland, kan han ikke vide, at det lige er det værk, der er tale om. Det er næsten for godt til at være sandt, for værdien af det er anslået til 185 mio. kroner. De næste år arbejder han på at opstøve det, og han finder ud af, at det, som han siger, cirkulerer i kriminelle miljøer og dukker op i ”en narkohandel her og fire år senere i en våbenhandel der”.

Tidligere i marts bliver Arthur Brand i Amsterdam kontaktet af af nogle mænd, der siger, de repræsenterer en hollandsk forretningsmand, som ligger inde med billedet; han har fået det i en handel – åbenbart uden at vide, at det var stjålet (really?). Brand fortæller mændene, at de skal skynde sig at komme med maleriet, inden det forsvinder igen, og det gør de så – rullet ind i papir og puttet i en sort skraldepose – hvorefter eksperter fra Pace Gallery i New York flyver ind for at verificere dets ægthed. Og jep: Det er Buste de Femme (Dora Maar).

At der blev smækket dette kapitel på fortællingen får næppe prisen på maleriet til at falde. Der er dog en lære, som nyhedsstationen CNN lufter i en artikel om sagen. Det virker usandsynligt, at nogen bare overdrager en Picasso til 185 mio. kroner uden at bede om noget til gengæld. Hvis mellemmænd bliver betalt for deres ydelser, ”tilskynder det til yderligere tyveri”, siger en kilde i kunstindustrien. En vild, vild historie, må man sige, og måske en kende aparte til denne plads. Men nu fik du den alligevel. /Oliver Stilling