Golanhøjderne: Mere valgkamp end geopolitik

En udenrigspolitisk fejde – eller hvad? Da Donald Trump mandag fik besøg af Israels premierminister Benjamin Netanyahu i Det Hvide Hus, underskrev han et kontroversielt dekret, hvor USA anerkender Israels suverænitet over Golanhøjderne. Golanhøjderne er et strategisk vigtigt territorium, der ligger ved Israels nordlige grænse til Syrien. Israel erobrede området fra Syrien under Seksdagskrigen i 1967, og i 1981 erklærede Israel det som en del af deres land. Israels annektering af området er dog aldrig blevet internationalt anerkendt. International lov siger, at territorier, der er blevet erobret i krig, skal leveres tilbage, og i 1981 fastslog FN’s sikkerhedsråd, at Golanhøjderne er besat syrisk territorium. I dag er det da også kommet frem, at Syrien har hasteindkaldt FN’s sikkerhedsråd, fordi de mener, USA’s nylige anerkendelse af Golanhøjderne som en del af Israel strider med international lov. Så hvorfor underskrev Trump loven? Han har nu skabt præcedens for, at det er acceptabelt at annektere land i krig, hvilket Putin fremover vil kunne bruge for argument i forhold til Krim. Desuden risikerer det at skabe nye spændinger i Mellemøsten. Begge dele er Trump og Netanyahu dog nok mindre bekymrede for lige nu. For dem handler det nemlig mere om indenrigspolitik end udenrigspolitik. De har nemlig begge et snarligt valg, der skal vindes.

Hvad kan Netanyahu bruge det til? Om mindre end to uger er der valg i Israel, og for en gangs skyld har meningsmålingerne set sorte ud for Netanyahu. Den stærke højrefløjspolitiker, der i folkemunde er kendt som ”Bibi,” har været ramt af en række korruptionsskandaler, som han lige nu bliver undersøgt for. Man skal dog aldrig dømme Bibi ude. Han er kendt som en dygtig valgkampspolitiker, der kan se stærk ud overfor palæstinenserne, og som en statsmand, der har trykket hånd med alverdens ledere og fået vigtige aftaler med hjem fra udlandet. Det er i den kontekst, man skal se Netanyahus møde med Trump. Netanyahu kan nu sælge sig på at være manden, der fik USA, som trods alt stadig er verdens mest magtfulde stat, til at rykke deres ambassade til Jerusalem og anerkende Israels annektering af Golanhøjderne. To store og meget kontroversielle brud på traditionel amerikansk udenrigspolitik, der i den grad gavner Israel. I Israel hænger der derfor store kampagnereklamer for Netanyahu hvor skriften ”i en helt anden liga” er akkompagneret af et billede af Bibi og Trump der giver hånd.

Hvad kan Trump bruge det til? Men hvorfor lader Trump sig spænde for Netanyahus valgkampsvogn? Igen handler det om valgkamp. Trump skal forsøge at blive genvalgt i 2020, og i den forbindelse vil han bruge sin uforbeholdne støtte til Israel til at indfange en bestemt vælgergruppe. Overraskende nok er det ikke amerikanske jøder, som Trump prøver at charmere. Det er i langt højere grad de evangeliske kristne. De evangeliske kristne og Israels højrefløj har fundet hinanden, fordi de bindes sammen af et fælles politisk og teologisk sprog. Fx mener nogle evangeliske kristne, at oprettelsen af staten Israel er en opfyldelsen af en bibelsk profeti og et tegn på Jesus’ snarlige tilbagekomst. De evangelske kristne har da også høje pladser i Trumps administrationen. Udenrigsminister Mike Pompeo blev engang spurgt af et kristent Jerusalem-baseret tv-netværk, om ”Trump, som Dronning Ester, er blevet sendt af Gud for at redde det jødiske folk fra den iranske trussel.” Hertil svarede USA’s udenrigsminister ”som kristen tror jeg helt sikkert på, det er en mulighed.” Trump gør altså kur til USA’s evangeliske kristne, og den amerikanske højrefløj mere generelt, med sin Israel-politik. Ydermere taler opgøret med den tidligere udenrigspolitik ind i Trumps selvforståelse: Han er ikke som de andre. /Andreas T. Kønig