Europa – fra åbent terræn til fæstning

Selv i  den luxembourgske by Schengen, hvor samarbejdet af samme navn blev underskrevet i 1985, bliver der nu rejst et grænseanlæg. En grænse bestående af vandløb og sandgrunde, barrierer og bølger. Alt dette ligger lige ved Mosel-floden ikke langt fra trelandsgrænsen mellem Tyskland, Frankrig og Luxembourg. Hovedsagen er, at den er svær at passere.

»Vores børn ved ikke mere, hvad en grænse er. Her kan de se det med egne øjne, når de er ude at lege,« siger Roger Weber, kommunalbestyrelsesmedlem og ansvarlig for byggevæsenet i Schengen. Grænsen bliver en legeplads, en slags eventyr. Weber var i 12 år borgmester i Schengen. Han sidder en smule sløj i cafeen i det ‘Europacentrum’, han har grundlagt, og ser, hvordan hans generations drøm om et grænsefrit Europa lige nu begraves.

Enhver grænse vil føre til krig

Schengen ligger godt skjult mellem vinbjergene ved Mosel-floden i området mellem Frankrig, Tyskland og Luxembourg. Her blev det vedtaget at afskaffe den stationære grænsekontrol. Hidtil har man kun oplevet grænsen, som en ustabil forbindelse på mobiltelefonen, når netudbyderen skifter. Man går i Lidl og har pludselig krydset statsgrænsen. Det eneste, der er anderledes, er, at kornstørrelsen på asfalten er grovere, og når man bevæger sig mod Frankrig, får træerne i gaden et ejendommeligt skær.

Roger Weber, den gamle borgmester, siger: »Schengen er ikke død.« Men det er vist mest bare et håb.

For oplevelsen er en anden på Lesbos, i Budapest eller ved Øresundstoget, hvor passene bliver kontrolleret på banegårdene.

»Enhver grænse vil til sidst føre til krig. Det har Victor Hugo skrevet,« siger Roger Weber. Hugo var også på besøg i Schengen engang. Mange kloge tanker er blevet sagt højt her. En anden stammer fra Polens tidligere udenrigsminister Bronislaw Geremek, som drømte om at køre i tog med sovevogn tværs gennem Europa uden at blive vækket. Den drøm gik i opfyldelse. Også selv om der knap nok findes sovevogne i dag.

Schengens ‘flygtningeproblem’

I Schengen har man også et flygtningeproblem. Byen har, siger Weber, købt tre huse og ladet dem møblere: »Alt er klart. Og nu får vi ikke nogen flygtninge anvist. De sidder fast andre steder.«

I hjertet af Europa, hvor grænseområdet er en legeplads, står indkvarteringerne til flygtninge tomme. For der er et problem i Schengen-området. D. 23. februar er den romerske gud Terminus’ dag, han er beskytteren af grænsepæle- og sten. På den dato lagde romerne blomster på grænsemarkerne for at sige tak til Terminus. Nu lader det til, at den tradition er genopstået.

D. 23. februar indfører Belgien grænsekontrol til Frankrig og erklærer, at landet vil benytte »alle muligheder« ved grænsen, hvis flygtningelejren i den franske by Calais, som ligger ved den engelske kanal, bliver ryddet. Ved Brennerpasset mellem Østrig og Italien forbereder Østrig sig på et »robust grænseregime« vendt mod Italien, og for flygtningene i Grækenland begynder nordgrænsen endegyldigt at lukke sig.

Det er guden Terminus’ år. Og det vækker mindelser til DDR-tiden: Ingen har til hensigt at opføre en mur, og pludselig står den der alligevel.

På øen Samos

»Pussy-ass nigga … don’t give a fuck … piece of pussy …,« sådan lyder gangsterrappen fra højtalerne, der buldrer gennem natten udover en olivenlund. I månens skær skinner sølvfarvet pigtråd – »you better duck … crazy as fuck …«

Vi er på øen Samos ud for Grækenland, som i Bruxelles’ bliver betragtet som et »kampklart hotspot.«  En ydre grænse i Schengen-riget. I disse dage bliver det opretholdt af nogle autonome punkere fra Hamborg, Bern eller Freiburg.

Fra ladet af en gammel postvogn serverer de vegetarisk curry med deres tatoverede, flittige hænder til en kø på omtrent 200 flygtning, mens lyden fra højtalerne strømmer –  »… bitch! I ain’t a sucker…«

Køkken uden grænser

Gruppen kalder sig NoBorderKitchen – køkken uden grænser. På deres flag blafrer en grydeske og to krydsede filetknive. Den ene skærer et pigtrådshegn itu. Gruppen er kommet til Samos, fordi der for kort tid siden er ankommet ”Eurodac”-apparater (European Dactyloscopy), som skal registrere flygtningene. Der er også kommet en hel del kystvagtsbåde, og snart kommer der også en helikopter. Men ikke noget køkken.

Hverken Frontex eller EU-Kommissionen eller Alexis-Tsipras’ venstreorienterede regering i Athen føler sig ansvarlige for at give mennesker på flugt noget at spise.

På den måde redder punkerne systemet. »Flygtningene ville sulte uden os,« siger Louisa fra den nordschweiziske by Winterthur, »strisserne gør intet.«

Men hvorfor dette Gangster-Pussy-lydbombardement ved madudleveringen? Flygtningene kommer trods alt fra Afghanistan, Pakistan – fra Taliban-land. »Det gamle rap fra halvfemserne?« spørger Max inde fra sin St. Pauli-hættetrøje: »Det har flygtningene selv taget med.«

De tunge ting i nettet er ikke fisk

Grænser opstår nogle gange steder, ingen havde set det komme.

Grækenland er en eksklave i Schengenriget, en forpost i Det Ægæiske Hav, som med enhver ny pigtrådsrulle fjerner Balkan fra resten af Europa. Ved Samos, EU’s ydre grænse, lagrer ødelagte bådslanger sig som en rand af snavs på øens østkyst. Det oplever fiskerne som et mareridt, når de tunge ting i deres net ikke er fisk.

6.7415 flygtninge er siden januar kommet fra Tyrkiet til Grækenland. Mindst 96 er druknet i havet.

Jakovas Valis har lagt sin båd i synsvidde fra den tyrkiske kyst. Han lapper et hul. Om hovedet har han bundet et tørklæde, han er en mager mand, som ikke undlader at fortælle, at mange af hans kolleger anser ham for at være en særling. »Jeg har allerede reddet nogle både. Hvorfor? Lad mig fortælle dig noget: I krigen, da tyskerne var her, var sulten så stor, at der blev spist hunde. Min bedstemor flygtede over havet til Tyrkiet og videre til Syrien, indtil krigen var slut.«

Fra usikkerhed til sikkerhed

Hotspottet på Samos kan dagligt registrere 500 flygtninge. Til det formål findes der apparater fra det amerikanske firma Crossmatch. Deres reklameslogan lyder: »Verden registrerer sig med os.« Europas virkelige første grænse er dette apparat.

De fastboende har flere rettigheder, end dem der vandrer, borgerne flere end nomaderne. Derfor er dette papir det første skridt til at passere grænsen fra usikkerhed til sikkerhed.

Dem, der har fået DIN-A4-papiret og ID-nummeret, kan løbe ned ad bakken til haveanlægget. Der sidder Feri, en syrer, som udvandrede for år tilbage, ved et IKEA-skrivebord og sælger billetter. Europakortet bag ham ser ud som et katalog. Og når så Piræus-færgen ligger til i havnebassinnet jubler flygtningene og vinker, som om det var Noas Ark.

»One drop, you see?«

I Cafe Agora et par skridt væk sælger brødrene Vangelis og Giorgios rygsække, forråd og tamponer. For turisterne findes der også ”Pythagoras’ bæger”, en hydraulisk leg, som for 2500 år siden var tiltænkt øens berømte søn. Man fylder bæreret med vand eller vin til en usynlig grænse. Intet sker. Men straks – ”one drop, you see?” – når der bliver hældt en ekstra dråber i, løber bægeret fuldstændigt over.

Vangelis behøver ikke at kommentere det yderligere. Han tørrer pytten af sin fryser. Alt er et gradsspørgsmål. Det er en af Pythagoras visdomme. Den anden er vanskelig at tyde: Mange grænser bemærker man først, når alt er for sent.

Grundfædrenes europæiske drøm havde mere med bevægelsesfrihed at gøre end med en fælles valuta. Den unge, vilde Helmut Kohl rystede ved grænseskranken til Frankrig – ikke ved vekselkontorerne.

Europa er en sæk nationale lopper

Berlinmurens fald blev fejret som begyndelsen på en ny grænseløs epoke og som enden på historien. Siden dengang er omkring 20000 kilometer ny grænselinje blev trukket. Det svarer til en halv gang rundt om jorden. Den parisiske venstregaullist Regis Debray, et tidligere guerillamedlem, har offentliggjort en ”hyldesttale for grænserne”. Her forklarer han, at grænserne er en civilisatorisk erobring, ja, de er humanismens grundlag.

Befolkningen bliver til et folk gennem dets historie og dets grænser: »En legende og et kort er det, der efterspørges.« EU mangler begge dele, mener Debray. Uden sikre ydregrænser er Europa et inkontinent kontinent og uden fælles historie, er det en sæk af nationale lopper.

I en grænseløs verden triumfere de stærke

Den østrigske filosof Konrad Paul Liessmann skrev også en hyldest til grænserne. »I en grænseløs verden triumfere altid kun de stærke,« sagde Liessmann. En grænse kan blive forskubbet, overtrådt og ignoreret ligesom alt andet menneskeskabt. Men den skal eksistere. Eller som en fransk Frontex-funktionær udtrykker det: ”Naboer er dejlige, men jeg vil ikke have, at de sidder i min stue og spiser popcorn.”

Det bliver kompliceret, når ydregrænser ikke fungerer. Så bliver det ofte til en isolation på den ene side af grænsen – skabt af de selvudnævnte repræsentanter fra folket. De vilde grænser er farlige, fordi de kan dukke op overalt. I hver en by, i hver en metro.

I Norge – 5.001 km fra Samos

5.001 kilometer fra Samos i byen Kirkenes i Norge står Orjan Nilsens træbod »Souvenirs og Postkort.« Der hænger tørfisk på gavlen, og der ligger et rensdyrgevir i sneen. Ved Nielsens hytte støder to riger sammen: Rusland og Schengenland. De færreste ville komme på den ide, at dette kunne betegnes som et hotspot.

Motorvej E105 løber godt 300 kilometer nord for polarcirklen.

Orjan Nilsen fortæller om de lokale grænseregler: »Det er forbudt at pisse i retning mod Rusland,« siger han. Ovre i den tidligere malmmine står et skilt med samme budskab på tre forskellige sprog.

I 26 år har Nilsen haft udsigt til Europas nordligste grænse. Hans souvenirbod er det sidste tegn på markedsøkonomien foran Jerntæppet.

Tomrummet er nok

Lyset er blegt, luften er mættet med iskrystaller, sneen skinnet i et blåligt skær. »Schengen Border, restricted area,« står der på den halvt tilsneede tavle. Bagved forbudsskiltet må der ikke opholde sig fodgængere.

Indenfor få år er færdslen over grænsen blevet begrænset betydeligt for beboerne. Nilsen har aldrig været på den anden side. »Jeg kan ikke lide denne grænse,« siger han. For meget papirnusseri. Og hvad ville der egentligt være at se på den anden side?

Grænsen løber mellem birketræer, fyrretræer og midt gennem søen Neitijärvi og floden Jakobselva. Stolperne er malet i en hidsig farve, og ifølge aftalen mellem landene er de placeret 4000 millimeter fra hinanden. Egentlig er tomrummet her nok til at forhindre, at folk stimler sammen. Der er ikke noget hegn, men grænsen er indenfor få år blevet udrustet med kameraer på Schengen-siden. Verdens rystelser har Nilsen kun opfattet meget fjernt. Da Michail Gobatschow blev væltet i Moskva, blev grænsen lukket i fire dage. Nilsen gik videre for at jage og borede huller i isen, hvor han fiskede. At der på den anden side af kontinentet er ved at ske noget, bemærkede han først, da han en morgen så, at hans cykel var væk. »De har sikkert lånt den.« Ladcyklen med tre hjul.

Som en dårlig vits

Nogen har fundet et hul i grænseaftalen. At man kan krydse de sidste hundrede meter af grænsen på cykel, er der ingen, der har tænkt på.

»Flygtningene havde ingen biler. Derfor havde russerne prakket dem nogle klapcykler på. De kom alle sammen på de der cykler,« fortæller Nilsen. Der kom syriske familier, afghanere i anorak. Børnene havde de i hånden og deres bylter hang på de faldefærdige cykler. Det så ud som en dårlig vits.

Omkring 5500 flygtninge er cyklet hertil på den måde. De fleste havde kun et russisk transitkort, ikke noget Schengenvisum. Rusland havde vinket dem igennem. »Først installerede vi dem i Fjellhallen,« siger Nilsen, og henviser til en atombunker fra tiden under Den kolde krig, som ligger bagved skolebygningen.

Ville skåne børnene for Balkan-ruten

Nogle kilometer længere nede ad grænsen står det tidligere skihotel »Neiden« med sne op til taget. »Vi ville skåne børnene for at tage Balken-ruten,« siger flygtning Osman Chikh Osman. På sin telefon viser han sit apotek frem. Medikamenterne er omhyggeligt stillet op på række. Ved døren aner man subtropiske planter. »Home,« siger han, men desværre er det i Kobane. Og nu eksisterer det kun som billeder. Grænsen ved E105 var deres mål.

Udenfor drøner snerydningsmaskinerne, og allerede klokken to om eftermiddagen bliver det mørkt. Der er ikke noget foran og ikke noget bagved. Snehotellet er en ark i pakisen.

Cyklerne er blevet tilintetgjort af politiet, fordi bremserne ikke opfylder forskrifterne. Kun fem stykker er tilbage. De står nu mellem en Iljuschin-jagerbomber og samisk folkekultur i ”Grænselandsmuseet” i Kirkenes. Mens deres besiddere sidder fast i polarnatten, er deres cykler allerede blevet til historie.

I en hal ved den østrigske grænse

Alt begynder med en adskillelse. Grænser er i grunden identitetsmaskiner, som følger en binær kode: indenfor og udenfor. Dem, der ikke kan forstå logikken, må acceptere møje og omveje.

Og hvis Grækenland med sine tusinde øer ikke får styr på en ren skillelinje i Det Ægæiske Hav, så bliver problemet løst i en maskinhal. I den sydtyske by Passau ved den østrigske grænse står der for eksempel sådan en hal. Lige ved siden af revisionsfirmaet Dekra. Tidligere blev der ordnet og monteret større køretøjer i denne hal, i dag står der ved indgangen: »Vor Zugang hier anmelden.« I Passau har Bundespolitiet overtaget registreringen af grænseovergangene.

»Vi har fem registreringskøer her,« siger talsmanden for Bundespolitiet Andre Leistner. Bagved ham på væggen hænger der stadig et spor fra tidligere i form af en motoroliebeholder.

Derefter, forklarer Leistner, bliver de, som søger beskyttelse, taget imod. Så kommer det næste skridt, hvor flygtningene bliver undersøgt for, om de har knive, sakse og dokumenter, og så sker den første inddeling i grupper: De, som er alene, skilles fra dem, som kommer i familier, de mindreårige bliver samlet i en særlig gruppe, og kønnene adskilles fra hinanden.

Z som i züruck

Maskinhallen er opdelt af skillevægge, således at der både er gange, ventearealer og kontorer. Nogle betjente følger verdenssituationen på SPIEGEL ONLINE. Ellers er hallen tom. »I dag har vi nulstilling,« siger Andre Leistner. »Der er endnu ikke kommet en eneste migrant.« Det lyder en smule undskyldende.

Det handler om registrering i sin egentlige forstand. Der sidder Andreas Krause, politimesteren i Niederrhein, som for nogle uger blev udlånt til stedet. Krause siger, at det hele ikke er så enkelt. Man må skille det ene fra det andet. Det gælder for flygtningene ligesom for computersystemerne, gennem hvilke flygtningene bliver registreret. Der findes ”fast-ID”, hvor politiet afstemmer med det andet system, BKA-databasen. Og så er der EDDI, den digitale genkendelsestjeneste, som behandler billeder og tager fingeraftryk af alle ti fingre. Hvis der er ‘gevinst’ i det system må migranten gå over i registreringskøen og modtage sit indrejseafslag, som kort kaldes for »spor Z«. »Z som i zurück (tilbage red.),« siger Krause. Dem i Z bliver sendt tilbage til Østrig. Lovovertræderne klarer vi i EDDI.

Man må ikke lade sig gå på af alt

Det lyder forvirrende, hvorfor Andre Leistner gør det klart: ”Bundespolitiet kan garantere, at hundrede procent af alle ankomne bliver registrerede.”

De, der har stået i registreringskøen hertil, får et lille grønt bånd, som migranten skal bære rundt om sit håndled. Et grønt bånd betyder, at grænsepolitiet har registreret migranten. I hvert fald i Tyskland. Europa er en helt anden sag. Derfor er alle disse løbesedler, som Leistner kalder dem, betydningsløse for Bundespolitiet. Alle disse mere eller mindre stemplede DIN-A4-sedler fra hotspotsene på Lesbos og Samos, som flygtningene indsamler på deres rejse. De er blevet foldet gentagne gange og signeret af diverse hjælpeorganisationer. Migranten viser dem frem mod enhver person, hun møder på sin rute, som om det var en pas.

»De bliver også forfalsket,« siger Leistner.

Sådan noget kan ikke ske i den aflagte motorhal. Maskinerne fungerer her. Det bliver sværere, når man igen kommer udenfor.

»Man må ikke lade sig gå på af alt,« siger en grænsebetjent. Han har et rødt stopskilt i sin hånd, over ham står en strålevarmer, og under hans tjenestesko ligger der en isoleringsplade. Han står i en container, der ser ud, som om den var savet over på midten, og den står præcis i overhalingsbanen på motorvej A3 ved restepladsen Rottal-Ost lige bag den østrigske grænse og dermed i midten af en af kontinentets hovedakser.

I trafikken vil de gerne undgå at skabe en kø på mere end tre kilometer. Derfor bliver kontrolposterne igen og igen ophævet. Det skaber en del postyr på E105, og grænsebeboerne undrer sig sikkert over hensigten med alt virvaret.

Man må ikke at lade sig gå på af alt… Man kan forestille sig, hvordan det er at arbejde som grænsebetjent. Tvivlen, begrundelsen, udfaldet, retfærdiggørelsen. Tænk ikke på dem, der lige nu benytter kontrolpausen. Tænk ikke på den afghaner, der søgte asyl for kort tid siden i maskinhallen med sine to koner og elleve børn.

Ikke at lade sig gå på af alt. Det er det, det handler om. Og hvis Europa stadig eksisterer, hvorfor så stille alle de samme spørgsmål: Hvor er grænsen?

Den, der i disse dage driver omkring i kontinentets grænseområde, bliver mødt med gitter og regler. Hvis alle holdt sig til disse regler, ville det hele være meget nemt.

Afgørelsens sted

Men ved grænser handler det ikke kun om regler. Grænserne er afgørelsens sted, også for dem, der skal bevogte den.

Wegscheid er et lille område i Niederbayern, der ligger ned ad Donau-floden fra Passau. Foreningen for tyske Schæferhunde i østafdelingen i området har et klubhus i et gammel told- og grænsehus ved grænsen til Østrig.

»Vi tager også imod andre racer,« siger formanden Siegfried Schätzl. »Men ingen kamphunde. De passer ikke ind.«

Schätzl er en mådeholden mand på 56 år, der gerne går i joggingtøj. Han siger, at der »fra et perspektiv med schæferhunde« aldrig har eksisteret en indre tysk grænse.

I efteråret har 65000 flygtninge krydset grænsen i Wegscheid. Nu, hvor det er blevet roligere, kan foreningen igen opfylde sine opgaver, og hundene kan tilvejebringe deres sporearbejde, indordning og beskyttelsestjeneste.

Flygtninge i foreningshuset

Schätzl er en mand med principper, som dikterer hvad der går an, og hvad der ikke går an: »Hvis der står en mor her, som har et barn ved brystet, skal jeg så ikke lade hende komme til Tyskland? Sådan noget kan man sige i München og Berlin. Men ikke her. Sådan noget som borgerskab findes altså stadig.«

I foreningshuset fandt et krisemøde sted. Peter Altmaier var tilstede, bundesministeren for »særlige opgaver« sammen med to politiofficerer. Foreningens kvinder havde tøj, pampers og bind med. Mændene kom med rundstykker. Fordi borgerskabet findes. Fordi mennesker ikke må kunne bydes alt. Fordi der findes grænser. »Vi tilbød flygtningene at være i foreningshuset, der kunne de vaske sig, og der er varme. De havde jo helt mistet orienteringen.« Det lod ikke til at genere nogen, at hunde, også tyske schæferhunde, er urene dyr i islam.

Vi må gemme det i vores bevidsthed

»Det havde været for groft, hvis østrigerne havde udsat de her mennesker for paptag over hovedet. Min begejstring for Europa mistede jeg der på engen.« Foreningen har lavet en billedpræsentation fra de dage med underlægningsmusik af Dire Straits: »Brothers in arms.« »Vi må gemme det hele i vores bevidsthed, fordi det er historiske begivenheder.«

Siegfried Schätzl har trukket en indre grænse. Nogle ting går an, og nogle ting går ikke an, »hvis man er et normalt tænkende menneske.«

Der må være grænser, som adskiller sikkerhed fra fare, frihed fra vilkårlighed og fattigdom fra velstand. Jo større forskellen er på begge sider af grænsen, desto større er hegnene og murerne. Det er den almene grænselov.

Ved en grænse af angst i Makedonien

På højen oven for Gevgelija i Makedonien findes der stadig jugoslaviske grænsestene, som er tilgroet af grønne planter og næsten ikke lader sig bemærke. Den gamle grænse mellem de to systemer virker som den rene idyl, der står ansigt til ansigt med metalbevæbnede brandbælter, som Makedonien har ridset i landskabet gennem vinbjerge og majsmarker.

En grænse er et udtryk for en ret, en mur er et udtryk for magt. Næppe noget andet sted er den magt så synlig som ved den makedonisk-græske grænse.

Det er en martialsk grænse, en grænse af angst. To høje hegn, en sandløjpe for patruljerne, og på hver side er der tre ruller Nato-ståltråd. Man kan ikke komme længere væk fra den luxemburgske flække Schengen – og dens gamle borgmester Roger Weber – end her .

»Åbn grænsen!«

Alligevel skal Schengen reddes præcis her. Makedonien skal bremse de mennesker, som Grækenland ikke kunne bremse. Det betyder, at en ikke-Schengenstat opfører en ydre Schengengrænse til en Schengenstat. Det lyder som Monty Python, men det er beskrivelsen af tilstanden i det sydøstlige Europa.

Nord for grænsen i Makedonien er der opstået kasinoer, og grækere sidder sammenkrøbne foran automaterne og håber på held. Sydpå i synsafstand fra kasinoerne sidder sammenkrøbne familier og venter på deres held. De håber, at det stadig er muligt at finde en passage i ly af mørket, hvor pigtråden afløses af tornkrat.

Balkanrutens nåleøje hedder ‘Kontrolpunkt 3A’ og måler 1,3 meter i bredden. Bag ved portene sidde det makedoniske politi på campingstole, beskyttet af deres skjold. Østrig har lovet dem støtte ligesom Serbien og Ungarn. Længere bagude holde en gruppe demonstranter papskilte og to spædbørn op i luften. De råber to sætninger efter hinanden igen og igen: »Åbn grænsen!« og »Merkel, hjælp os!«

En kørestol fra Syrien

En græsk betjent forsøger at holde gruppen væk fra hegnet. Han bærer sin mave som en kugle under sin uniform, mens han svarer råbene med »mine venner«, når han skræmmer flygtningene væk. Som privatperson, siger han, er han imod nationer: »Universet er vores nation. Luk ikke dørene til. Tag folkene til jer og opdrag dem.« Det lyder, som om der er opstået en ny organisation: ‘Grænser uden grænser’.

Siden det blev besluttet i Wien, at man kun ville lade 580 syrere passere landet dagligt, har nogle tusinde flygtninge lavet en lejr på de makedonske marker ved grænsen. Men ikke Hasan Sarkawt. Han går ikke væk fra porten. Måske er han nummer 581. I hvert fald har han stået lige ved rulleporten ved kontrolpunkt 3A og forstår ikke, hvorfor køen ikke bevæger sig. Ved siden af ham står en rullestol med en presenning over, under hvilken det af og til dirrer og stønner. Det er Zeno, hans svært handicappede datter. Sarkawt taler dårligt engelsk, men selv hvis han var bedre, ville der næppe være ord, der kunne beskrive, hvad det har krævet at skubbe en kørestol fra Syrien hertil.

Ham er der intet, der kan stoppe.