Kære læser

Aber!

Med jævne mellemrum bringer aviserne historier om aber, der har større held på aktiemarkedet end selv de dygtigste økonomer og finansfolk. Det er typisk noget med en chimpanse, som er blevet sat til at kaste dartpile efter avisens børssektion og ofte med bind for øjnene.

Det er en angstfremkaldende tanke: Der kommer en lodden abe ind på kontoret – lad os kalde ham Peter – og Peter kan ikke se noget og er måske lidt opbragt efter taxaturen gennem byen. Og så får han udleveret et sæt dartpile. Værsgo og kast, Peter!

Der findes efter alt at dømme ingen fotodokumentation af chimpanser, der kaster med dartpile efter aviser. Vi har skam ledt på nettet, og det eneste, vi fandt, som smager lidt af fugl, er en video, hvor Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea underviser en gorilla i at spille guitar.

Abe/dart/aktie-historien har egentlig heller ikke rigtig noget med aber at gøre – det er bare sandsynlighedsberegning og statistik tilsat et dyr med flotte læderhænder, der kan kaste med ting.

Aber i Underhuset

Fredag d. 29.marts var som bekendt officielt Brexit-dag. Det var den dato, hvor Storbritannien ifølge den oprindelige plan skulle have forladt i EU. Det var også cirka tiårsdagen for en stor udstilling med kunstneren Banksy på Bristol Museum & Art Gallery i Bristol, og museet markerede den ved at hænge det fire meter brede Banksy-maleri Devolved Parliament (2009) op igen. Maleriet forestiller Underhuset i det britiske parlament, men i stedet for en masse parlamentarikere er rækkerne fyldt op med chimpanser.

Egentlig er det et lidt plat billede: Vores politikere er dumme, siger det, de er ikke bedre end en flok aber. Det er på mange måder usofistikeret. Men da det blev trukket frem igen fredag, var det, som om virkningen var anderledes. Der var sket noget på de ti år. En af de mere kendte anekdoter om Picasso er den om hans fænomenale portræt af Gertrude Stein fra 1905-6, som hun påstod, hun sad model til 80 til 90 gange. Hvis folk sagde, at det ikke lignede hende, svarede Picasso: Bare rolig, det kommer hun til. Underforstået at portrættet nærmest var mere Gertrude Stein end Gertrude Stein selv.

Det samme er på forunderlig vis sket med Banksys maleri af Underhuset befolket af chimpanser. Banksy er ikke nogen Picasso, men billedet står virkelig stærkt i dag. Sådan som brexit har udviklet sig siden briternes kontroversielle folkeafstemning i 2016, er der ikke noget at sige til, at Banksys maleri er gået hen og blevet så vellignende. Parlamentsmedlemmerne er simpelthen en flok aber.

Hvis der sidder dyrerettighedsforkæmpere derude, som sætter foden ned her, så kan vi også vælge den anden fortolkning, som sætter chimpanserne i et bedre lys: De har indtaget parlamentet, fordi de er dygtigere end de britiske politikere.

Banksy er lige så sjov, som han er anonym. Da maleriet blev offentliggjort i 2009, sagde han, at ”du maler 100 chimpanser, og de kalder dig stadig en guerilla-kunstner.” Da han delte billedet på sin Instagram-profil fredag, skrev han: ”Grin bare nu, men en dag er der ingen, som har styringen.”

Og det er næsten der, vi er. På den yderste dag, Brexit-dagen, blev premierminister Theresa Mays brexit-aftale nedstemt for tredje gang. Man kan sige, at det går bedre og bedre for hver afstemning, men hendes aftale er stadig ikke blevet stemt igennem, så det absurde og tidligere så utænkelige scenarie med en ”no-deal” med EU er rykket meget tæt på. Det er sådan det vil gå, hvis der ikke er landet en aftale 12. april, medmindre de 27 EU-lande kan blive enige om at give May lov til at udskyde brexit yderligere.

Men hey – det er ikke vores hovedpine; det er weekend, og solen skinner. Måske er det nu, man skal gå en tur i Zoologisk Have og connecte lidt med primaterne. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12