Vi skal nok lade være at holde Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) personligt ansvarlig for debatten i 21-søndag i går, men vi havde altså håbet på mere. Ærlig talt. Der skal nok komme en mere udførlig politisk analyse senere, men førstehåndsindtrykket er kort sagt skuffende.
Et nyt makkerpar, en ny verden. Et ændret mediebillede, nye muligheder, en ny start, en ny parlamentarisk situation, og så er debatten bare det samme, vi har set på i de sidste 10-20-30 år. Jo, jo emnerne fyldte ikke én til én det samme, som det plejede; der var lidt mere klima, lidt mindre indvandring og cirka den samme portion efterløn og pension, men formen, politikerne, ordene, spørgsmålene og dansen var rent faktisk én til én den samme og det får én til at tænke, om alle disse disruptere rundt omkring i verden – uanset politisk ståsted – har fat i fremtiden. For det føles som at kravle i sand, slå i en pude, ægteskabelig sex, råbe under vand eller hvilket billede man nu foretrækker at bruge, når man bare ser de samme Christiansborgpositioner tegne sig op igen og igen med de samme ord, den samme gestik, de samme spørgsmål og de samme svar. Det er forståeligt, at folk og folket håber på noget mere. Ja, måske lige frem kræver det, går ud på gaden eller ned i stemmeboksen og tager det.
Vi ved stadig ikke, hvornår der er Folketingsvalg i landet, men EP-valget den 26. maj kender vi, og her ser vi de samme tendenser på politiske opbrud og disruption. Ved sidste valg gav det et skvulp med EU-kritikere som Morten Messerschmidt herhjemme og Nigel Farage med UKIP i England og efterfølgende Yanis Varoufakis’ Diem 25, der bliver den første transnationale bevægelse, der stiller op til Europaparlamentet.
Men et skvulp kan blive til en flodbølge sidst i maj. De fleste meningsmålinger forud for valget peger på, at det gamle magtmonopol med de to store grupper – de konservative kristendemokrater i EPP og socialdemokraterne i S&D, der tilsammen har haft flertal i parlamentet siden det allerførste valg i 1979 – vil blive brudt. I stedet står højrenationale partier som italienske Lega, tyske AfD, og Sverigedemokraterna til fremgang, og selv om UKIP og DF står til tilbagegang, giver den nye fremgang yderfløjende så meget ekstra vind i sejlene, at der kan blive skabt et helt nyt demokratisk spillerum til andre holdninger i EU, som flere eksperter påpeger i Information i dag.
Nu har vi lidt en tung tradition med højrefløjsnationalister i Europa, og indtil videre har denne gruppe også haft svært ved at holde hinanden ud. Man har haft travlt med at komme i det gode selskab hos de konservative eller bekrige hinanden i små fraktioner, men den populistiske modstand mod EU, mod globalisering og indvandringen fra syd, har siden valget i 2009 skabt en helt anden base og et fælles fodslag, som man lige akkurat ikke kunne opnå i 2014. Derfor arbejdes der også hårdt på at skabe en stabil supergruppe af Euroskeptikere på den anden siden af valget. Det kan ændre hele vores poltiske dagsorden. Det kan ændre hele samtalen, og måske kommer hele det politiske etablissement til at ligne det, vi i disse dage med himmelvendte øjne ser udspille sig ovre i det britiske Underhus. Europa rumler, mens vi keder os til et oprør. /Lasse Lavrsen