Udlændingeminister Inger Støjberg (V) er årets debattør.
Slemt: Instruksen var ulovlig. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) brød landets lovgivning, da hendes ministerium i 2016 udsendte en pressemeddelelse, som pålagde Udlændingestyrelsen at adskille samtlige asylpar, hvoraf mindst én af parterne var under 18 år. Ombudsmanden har klart konkluderet, at alle i Danmark har krav på en individuel sagsbehandling, og at Støjberg derfor begik en ulovlighed. Senere har det vist sig som en klart skærpende omstændighed, at systemet var advaret på forhånd. Ikke alene brød Støjberg loven, hun gjorde det således i ond tro. Og hermed kunne man tro, at sagen var klar: En minister og et ministerium må selvsagt ikke bryde loven, og slet ikke bevidst. Men absurd nok er det først her, at skandalen for alvor begynder, idet Inger Støjberg efterfølgende har benægtet at være blevet advaret, og i en lang periode forsøgte hun også at foregive over for Folketinget, at hun skulle have handlet i god tro. Ydermere har ministeriet nægtet at udlevere alle relevante dokumenter til Ombudsmanden. Men alle disse forsøg på cover ups er endeligt blevet afsløret: Som dagbladet Information har dokumenteret i den forgangne uge – og som Inger Støjberg nu også nødtvunget har erkendt – kendte ministeriet til advarslerne, bl.a. via en hidtil hemmeligholdt email. I en normal kriminalsag ville Støjberg for længst være blevet sigtet. Men sådan fungerer det politiske system ikke.
Værre: Ministeren er fredhellig, så længe et flertal i Folketinget støtter hende. Selv om Inger Støjberg har begået tre forskellige lovbrud – altså 1) i første omgang givet en instruks om ulovlig sagsbehandling, 2) dernæst vildledt Folketinget om forløbet, og 3) endeligt tilbageholdt oplysninger for Ombudsmanden – har vaneforbrydelserne ikke haft nævneværdige konsekvenser, og udlændinge- og integrationsministeren har derfor også kunnet klare sig nogenlunde helskindet igennem utallige samråd. Af en simpel årsag: Hun har fortsat solid rygdækning i Folketinget, da medlemmerne af de tre regeringspartier og Dansk Folkeparti – og dermed lige nøjagtig 90 mandater – betingelsesløst støtter hendes strammerkurs over for asylpar. Ideologisk har der tilsyneladende været frit slag for ministeren til at gribe hårdt ind over for såkaldte ‘barnebrude’, uanset hvad reglerne sagde. Og lovbruddene er reelt omkostningsfrie, da ulovligheder blandt ministre udelukkende er et anliggende for Folketingets flertal, ikke politiet. Professor i forfatningsret ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen forklarer mekanismen: ”Det er uden tvivl et problem, når et parti – som i dette tilfælde Dansk Folkeparti – siger, at de sådan set er ligeglade med, hvad ministeren har gjort, og at de holder hånden over hende alligevel. Men sådan er reglerne nu engang skruet sammen”. Værre end de konkrete lovbrud er således det faktum, at Inger Støjberg kan gøre lige, hvad hun vil – og forvalte åbenlyst ulovligt – som en form for provokation, en fuckfinger, mod retsstatens grundlæggende principper.
Værst: Alle danske regeringer udnytter de svage system. Tilbage i 2012 var daværende klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) involveret i en skandalesag, der på mange måder minder om Inger Støjbergs. Dengang fik SRSF-regeringen vedtaget en ny lov om støtte til solceller, der viste sig at rumme huller for milliard-misbrug. Senere blev loven ændret, fordi ”der har vist sig at være et hul i loven, som vi nu får lukket,” som Lidegaard udtalte. Men sandheden var, at han allerede inden vedtagelsen havde modtaget et notat fra embedsværket, der klart advarede om risikoen for misbrug. Udadtil var forklaringen imidlertid en helt anden: ”Jeg har gravet både i min hukommelse og i computer, mails osv. Og jeg mindes ikke, at jeg var orienteret før tredjebehandlingen af det her lovforslag,” sagde Lidegaard til Berlingske. Efterfølgende måtte han dog erkende, at han ikke alene havde fremlagt et hullet lovforslag, men dernæst også at have talt usandt over for Folketinget om de advarsler, han havde modtaget på forhånd. Rigsrevisionen har beregnet, at de samlede ekstraomkostninger ved den hullede solcellelov alt i alt løb op i hele 4,2 mia. kroner. Men interessant nok accepterede det politiske flertal skandaleforløbet, fordi, ja, fordi det handlede om støtte til et for dem godt formål, nemlig solceller. Nu mener det borgerlige flertal så, at opgøret med ‘barnebrude’ er tilsvarende ædelt, og her ligger den sørgelige morale: Begge forløb udstiller, at politiske flertal er villige til at ignorere både forvaltningsloven og ministeransvarlighedsloven, når blot målet helliger midlerne. I virkeligheden gør Støjberg således kun, hvad stribevis af ministre har gjort før hende. Fordi de kan. /Lars Trier Mogensen