Nyhedsanalysen

I høgenes kløer

FILE PHOTO: U.S. President Donald Trump addresses the Republican Jewish Coalition 2019 Annual Leadership Meeting in Las Vegas, Nevada, U.S., April 6, 2019. REUTERS/Kevin Lamarque/File Photo

Man kan sige meget om USA, men et subtilt land, det er det altså ikke. Således heller ikke, når de skal finde på udenrigspolitiske metaforer. Når man skal beskrive, hvor krigsliderlig en amerikansk beslutningstager er, gør man det ved at tildele vedkommende en fuglerace. Der er høgene, de aggressive rovfugle, og så er der duerne, det uskyldige hvide bibelske væsen med en meddelelse om fred.

Det synes at være en grundlæggende ting i amerikansk politik, at de godt kan lide at sætte tingene en smule sort/hvidt op. Du er høg eller due, du er republikaner eller demokrat, du er med os eller mod os. Måske er det derfor, hele verden har haft svært ved at regne Donald Trump ud. Nuvel, han kan være meget sort/hvid i sine udtalelser, men alligevel er han underligt facetteret. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, fordi han ikke synes at købe den ideologiske vejviser, som mange af USA’s politikere bevæger sig efter.

Donald Trump har derfor heller ikke gjort sig som entydig udenrigspolitisk høg eller due. Han virker som en form for skarv midt imellem. Sagen er måske den, at udenrigspolitik slet ikke har Trumps opmærksomhed i så tilstrækkelig en grad, at han har en bestemt strategi. For Trump har det altid handlet om ”America first.” Det kunne derfor godt tænkes, at den udenrigspolitiske linje i stedet er blevet udstukket af to andre faktorer: De personer der sidder omkring ham og indenrigspolitiske mål. Trump har givet slip på det udenrigspolitiske rat, og det er nu ved at sende ham på koalitionskurs.

Business med en terrororganisation

Mens Trump måske selv ikke er nogen høg, så sidder der to på hans skuldre og hvisker ham ind i øret, som var de Odins ravne Hugin and Munin. Noget tyder da også på, at det var hans udenrigsminister Mike Pompeo og nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, der stod bag gårsdagens markante beslutning om, at USA nu betragter den iranske revolutionsgarde som en terrororganisation. Det er første gang nogensinde, at den amerikanske stat sætter en del af et andet lands militær på deres terrorliste.

Beslutningen er en markant optrapning af et allerede dårligt forhold mellem Iran og USA. Allerede inden Trumps udmelding i går var det officiel amerikansk politik, at Iran er en stat, der finansierer terror. Derudover har en af Trumps mest markante beslutninger været at trække Obamas atomaftale med Iran tilbage. Iran har da også svaret igen ved at stemple dele af det amerikanske militær som en terrororganisation.

Hos Mike Pompeo og John Bolton er der uden tvivl glæde over, at de har fået det, som de vil have det. De tilhører den neokonservative fløj, der tror på fred gennem styrke, og det var den fløj, der sendte USA ind i krige som Afghanistan og Irak. En anden, der er utrolig glad for Trumps beslutning, er den israelske premierminister Benjamin Netanyahu. Han er på valg i dag, og en stor del af hans valgkamp har været bygget på, at han kan få USA til at gå mod Israels fjender. Derfor har han også været ude og sige, at Trumps beslutning kom på hans forespørgsel.

Indenrigspolitisk kan det også være godt for Trump. Han har gjort meget ud af at hjælpe Netanyahu, fordi det kan hjælpe Trump med at vinde USA’s kristne stemmer, og kursen over for Iran kan fremstille ham som en handlekraftig og stærkt statsleder.

Men beslutningen kan også have sendt Trump ud, hvor han ikke kan bunde længere. Det er ganske sandsynligt, at disputten med Iran vil føre til et mere uroligt Mellemøsten, og det kan ende med at tvinge Trump til at gå mod et af sine mest fundamentale valgløfter: At han ikke vil engagere sig militært i Mellemøsten.

Samtidig lurer en anden katastrofe for Trump. Som en del af stemplingen af revolutionsgarden var han ude og sige, at ”risikoen ved at indgå forretninger eller hjælpe revolutionsgarden nu er krystalklar.” Problemet er bare, at Trumps egen organisation ser ud til at have tråde til revolutionsgarden. I 2017 offentliggjorde The New Yorker en artikel om, hvordan Trump-organisationen har haft et partnerskab med et firma i Azerbaijan, der sandsynligvis hvidvasker revolutionsgardens penge. Trumps beslutning risikerer dermed at betyde, at hans egen organisation pludselig har lavet forretning med en terrororganisation. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12