Højreskred: Før briterne overhovedet har sagt farvel til EU-samarbejdet, er Dansk Folkeparti blevet skubbet et ordentligt nøk længere til højre. Efter en periode, hvor DF’erne har siddet i parlamentarisk gruppe i Bruxelles og Strasbourg med bl.a. de konservative fra Storbritannien, har partiet nu allieret sig med tre andre EU- og indvandringskritiske partier – anført af den italienske indenrigsminister Matteo Salvini fra højrefløjspartiet Lega, samt De Sande Finner og Alternative für Deutschland. De fire partier er enige om nogle brede paroler om mindre EU og mere nationalstat, men de adskiller sig markant ved, at gruppens hovedparti, italienske Lega, helhjertet støtter den Maastricht-traktat, som Dansk Folkeparti har bekæmpet. Så nede i den europapolitiske substans krakelerer den realpolitiske enighed hurtigt. Men problemerne stopper langt fra her: Ja, fætter-kusine-festen på den europæiske højrefløj er knap nok begyndt, for de formelle krav for at kunne danne en gruppe i parlamentet er tilslutning fra mindst 25 parlamentsmedlemmer fra en fjerdedel af EU’s medlemslande. Dermed mangler gruppen at få mindst tre andre partier med. Og her begynder balladen for alvor. For de næste familie-medlemmer risikerer at stå for holdninger – eller have medlemmer, som er kommet med udtalelser – som Dansk Folkeparti får svært ved at forsvare. I hvert fald hvis Dansk Folkeparti skal opretholde sin klare afstandtagen til antisemitisme.
Salonfæhig: Hidtil har Dansk Folkeparti afvist at samarbejde formelt med andre højrefløjspartier i Europa, ikke mindst nogle af de specifikke partier, som Lega-lederen Matteo Salvini selv nævnte som nye og konkrete samarbejdspartnere på pressemødet i går. I første omgang kredser de største kontroverser omkring det franske parti, Rassemblement National, som er udbrydere fra Front National. Ifølge Salvini er forhandlingerne i gang, men hvis Marine Le Pens parti ender med at blive tilkoblet DF’ernes nye gruppe, vil det markere noget af et kursskifte fra Dansk Folkepartis side. EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth har tidligere afvist Marine Le Pen på grund af partiets forhistorie med antisemitisme og jødehad: ”Det er ikke mange år tilbage, at holocaust blev beskrevet som en detalje i historien, og det er i hvert fald noget, som jeg ikke kan acceptere under nogen omstændigheder, og der må man bare sige, at det skal der ikke herske nogen tvivl om, at det kan Dansk Folkeparti heller ikke acceptere, så jeg tror, der går en rum tid endnu, inden vi kan nå videre af den vej,” sagde DF-ordføreren i 2017, altså for blot to år siden. Dengang sagde Kenneth Kristensen Berth reelt, at Le Pens parti var ikke-stuerene, men nu – hvor der er behov for mandaterne til den nye gruppe – er grader af Holocaust-benægtelse altså pludselig blevet mere salonfæhigt. Også det tyske parti AfD har således bagatelliseret Holocaust-massemordet på seks. mio. jøder. Eksempelvis har partilederen Alexander Gauland udtalt: ”Hitler og naziregimet var kun en lille fuglelort i 1.000 års glorværdig tysk historie”.
Kreml-lakaj: Dansk Folkeparti optræder på mange måder rundtosset for tiden. Mens partiformand Kristian Thulesen Dahl på hjemmefronten har nærmet sig Socialdemokratiet, har det vakt opsigt udadtil, at Dansk Folkeparti nu har ladet sig indlemme i Lega-familien. Tankevækkende kommer den mest kontante kritik fra Sverigedemokraterna, som DF’erne ellers ynder at omsværme. Det EU- og indvandringskritiske parti i Sverige har klart afvist at samarbejde med Rassemblement National, fordi Sverigedemokraterna ikke vil indgå i en alliance med partier, der samarbejder med Rusland og føjer præsident Putin. Udover den mølædte, gamle antisemitisme – i form af en ildevarslende ny form for krypto-nazisme – lurer således også en lidt krybende underdanighed over for det russiske Kreml-regime og dermed en ny form for tilpasningspolitik til den tidligere fjende under den kolde krig, Sovjetunionen. Selv afviser medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen, at Dansk Folkeparti kan og skal blive holdt op på de andre partiers udtalelser: ”Alle grupper har store uenigheder. Jeg kunne finde citater om homoseksuelle fra østeuropæiske socialdemokrater, som jeg ikke er sikker på, at Mette Frederiksen ville erklære sig enig i. Forskellen er, at vi er åbne og ærlige om det,” siger Vistisen til Berlingske. Men i virkelighedens verden er problemerne kun lige begyndt for det plagede parti: Dansk Folkeparti vil få svært – og stadigt sværere – ved at forklare de hundredtusindvis af vælgere, der allerede er på vild flugt fra partiet, hvorfor en flok jødehadere og Kreml-lakajer skal være deres nye legekammerater i Europa. /Lars Trier Mogensen