Mazel tov – men til hvem? Det har været en dramatisk valgnat i Israel. De seneste timer er stemmerne fra parlamentsvalget blevet talt op, og længe har det lignet helt dødt løb mellem de to kamphaner, der kæmper om premierministerposten. Både den siddende leder Benjamin Netanyahu og hans udfordrer Benny Gantz har i løbet af natten nået at udråbe dem selv som vindere af valget fra deres respektive hovedkvarterer i Tel Aviv. På sin vis så de begge ud til at få ret først på valgaftenen. De første exit polls viste, at Benny Gantz’ parti, Hvid og Blå, ville blive større end Netanyahus parti, Likud. På den anden side viste de første exit polls ligeledes, at når man tog alle partier med i ligningen, så Netanyahus højrefløjsblok ud til at blive større end Gantz og støtterne på centrum-venstrefløjen. Det billede ser ud til at holde. I skrivende stund er 97 pct. af stemmerne talt op. Blå og Hvid og Likud ser ud til begge at få 35 mandater ud af parlamentets i alt 120 sæder, men ser man på resten af valgresultatet, bliver det tydeligt, at Netanyahu har den bedste position til at forme en regering med hjælp fra sine støtter bestående af nationalister, ydre højrefløjspartier og religiøse.
Et valg om Netanyahu. Netanyahu ser dermed ud til at kunne påbegynde sin femte premierministerperiode. Det har ellers holdt hårdt i denne omgang. Netanyahu er under alvorlige beskyldninger for magtmisbrug og korruption, og på mange måder har det netop afsluttede parlamentsvalg derfor været et valg for eller imod Netanyahu. Når Netanyahu alligevel, trods de alvorlige beskyldninger, ser ud til at kunne fortsætte som premierminister og faktisk også leverer en fremgang til sit parti på ca. 5 mandater, så skyldes det, at han i valgkampen er lykkedes med at gøre det, han gør bedst: Fremstå som en stærk, højreorienteret og aggressiv statsmand. Netanyahus valgkamp har næsten haft et eksistentielt skær over sig, og kampagnens underliggende budskab har været, at man gamblede med Israels sikkerhed, hvis man ikke valgte ham. Der har da også været en del hjælp udefra. USA’s præsident Donald Trump har i den grad sat ind i seneste uger for at få valgt Netanyahu. Først ved at beslutte, at anerkende Golanhøjderne som en del af Israel og efterfølgende ved at sætte Irans revolutionsgarde på terrorlisten. Begge dele fik Netanyahu til at ligne en mand, der kan få sine mål igennem internationalt.
En svigtende venstrefløj. Netanyahu har et fast greb om højrefløjen i Israel, og hans hårde linje har løbende rykket Likud længere og længere mod højre. Det kan vise sig at have været en god strategi, eftersom Likud ser ud til at have ”slugt” et af de ydre højrefløjspartier, der ellers gik med kupplaner mod Netanyahu. Men det er ikke kun højrefløjen, der har hjulpet Netanyahu, det er også venstrefløjen, der har svigtet Gantz. Først og fremmest skal man ikke tro, at Gantz er en venstreorienteret pacifist. Han er pensioneret general i den israelske hær, har flere gange kæmpet i Gaza og har i valgkampen blæret sig med antallet af ”terrorister” han har slået ihjel, og ”mål” han har destrueret. Gantz så derfor ud til at blive endnu en ”hardliner” på det pælastinensiske spørgsmål, og det har været med til at få Israels arabiske befolkning til at boykotte valget. De arabiske partier, der muligvis kunne have hjulpet Gantz til magten, ser derfor ud til at miste mandater. Ligeledes er det venstreorienterede arbejderparti helt i knæ. De ser ud til kun at have fået 5 pct. af stemmerne – en kæmpe tilbagegang på ca. 13 mandater. /Andreas T. Kønig