Usikkert kredsløb. Den nuværende, 83-årige Dalai Lama ligger i disse dage indlagt på et indisk hospital med lungeproblemer. Selvom hans tilstand efter sigende skulle være stabil, lægger hændelsen alligevel op til spørgsmålet om, hvad der egentlig sker, når han dør. Dalai Lama-embedet er nemlig ikke nogen regulær tjans, men dybt indviklet i troslæren for den tibetanske buddhisme, hvor det mere eller mindre forventes, at Dalai Lamaen vil blive genfødt i en ny krop. At skulle identificere hvem Dalai Lamaen så ellers er blevet genfødt som, er imidlertid ikke nogen helt nem opgave.
Højestelamaerne har talt. Ansvaret for at udpege den nye Dalai Lama tilfalder traditionelt den tibetanske regering og de såkaldte Højestelamaer fra Gelupga-traditionen. Disse har i udvælgelsesprocessen et sandt virvar af mystiske metoder til rådighed rangerende fra efterladte dessiner fra den afdøde Dalai Lama til tegn fra den hellige flod Lhamoi Latso i Tibet. Vi kan tage udpegningen af den nuværende, 14. Dalai Lama som et illustrativt eksempel. Efter at have ledt i to år fandt Højestelamaerne i 1937 her frem til den to-årige dreng Lhamo Thondup i den lille landsby Takster i det nordøstlige Tibet. Ham havde de fundet efter at have konsulteret Lhamoi Latso og set en række syner, der på en eller anden måde havde ført dem i retning af Takster. Da de stod over for den lille Lhamo præsenterede de ham nu for en række genstande, som tidligere havde været ejet af den 13. Dalai Lama. Og da den lille dreng begejstret udbrød, at det var hans ting, syntes sagen lukket: Lhamo var i virkeligheden Lama.
Hvem er hvem. Okay, indrømmet. I disse moderne tider virker Højestelamaernes udvælgelsesproces ikke ligefrem 100 pct. skudsikker. Og så stiller den da også tibetanerne i lidt af et logistisk problem, eftersom Tibet med den hellige flod siden 1959 officielt har været styret af Kina, som Dalai Lama ikke ligefrem kan siges at være på talefod med. Af samme grund har Dalai Lama da også i den senere årrække flirtet med tanken om slet ikke at lade sig genføde (for ja, det kan han ifølge den tibetanske buddhisme selv bestemme), eller at han i tilfælde af genfødsel nok vil blive født uden for Tibet. Som Dalai Lama selv formulerede det i et interview med BBC tilbage i 2014: ”Der er ikke nogen garanti for, at en eller anden dum Dalai Lama ikke vil være den næste, som vil bringe skam over sig selv. Det ville være meget trist. Så, det ville være meget bedre at en flere hundrede år gammel tradition ophørte på det tidspunkt hvor der er en ret populær Dalai Lama.” Disse overvejelser vil kineserne dog se stort på. Pragmatiske som de er har de allerede nu meldt ud, at det er dem, der har retten til at udpege den 15. Dalai Lama. Med dette tegner tiden efter Dalai Lamas død sig umiddelbart ret prekær. Før vi ved af det, kan vi have at gøre med flere udråbte små Dalai Lamaer i et sandt virvar af mystiske religiøse ritualer og hård, kontant realpolitik. /David Dragsted