Nyhedsanalysen
Politik er avantgarde – igen
Politik er avantgarde – igen
Dramaet i det britiske underhus er for tiden større end på Londons teatre. Virkeligheden er løbet foran fantasien i opgøret om brexit: ”Fantastiske intriger og et imponerende beckettsk kammerspil, udført så alle, der kigger på, knap fatter en pind. Applaus, applaus. Politik er blevet avantgarde igen,” skriver Christian Johannes Idskov i magasinet Vagant, og dykker ned i knaldromanen The Thirty-Nine Steps (1915), som EU-modstanderen Nigel Farage har hyldet som sin yndlingsbog, og som Alfred Hitchcock har filmatiseret i 1935. Og netop heri ligger nøglen måske gemt til at forstå det indeklemte verdensbillede, der driver dramaet i Storbritannien: “The Thirty-Nine Steps er en roman om den lille mands kamp mod systemet, selvom han også selv tilhører systemet; den er en fortælling om det gamle fredfyldte Englands ødelæggelse, tilvejebragt af et oprørsk Europa og en gemen kapitalistisk, akademisk tysk-østrigsk elite, som til anledningen har opfundet ‘et eller andet flag og et land at kæmpe for’. Hvad ender det med? Jo, de tyske forbrydere har selvfølgelig held med at udføre deres planer, og krigen bryder ud.”
…