Nyhedsanalysen
Det er som 1989 spejlvendt: Europas mure er på vej tilbage
Det er som 1989 spejlvendt: Europas mure er på vej tilbage
Europa bygger mure. I Ungarn i form a pigtrådshegn, lidt ligesom det gamle jerntæppe. Og i Tyskland, Østrig, Frankrig, Sverige, Danmark, Belgium og Norge har man genindført midlertidig grænsekontrol indenfor det grænsefri Schengenområde. Overalt i Europa vokser de mentale mure sig højere for hver dag, skriver den britiske historiker Timothy Garton Ash. De holdes oppe af en blanding af en forståelig frygt og fordomme fremelsket af fremmedfjendske politikere og uansvarlige journalister.
Der var engang, hvor de blev væltet på stribe. Nu bygges grænserne op igen – ikke bare bogstaveligt, men også både psykologisk og metaforisk. Det er ikke kun på grund af terrorangrebet i Paris og flygtningekrisen.
Europa bygger mure. I Ungarn i form af pigtrådshegn, lidt ligesom det gamle jerntæppe. Og i Tyskland, Østrig, Frankrig, Sverige, Danmark, Belgien og Norge har man genindført midlertidig grænsekontrol indenfor det grænsefri Schengenområde.
Overalt i Europa vokser de mentale mure sig højere for hver dag. De holdes oppe af en blanding af en forståelig frygt – efter massakrerne i Paris, der blev udført af mennesker, som helt uhindret kunne rejse frem og tilbage over den Belgiske grænse – og fordomme fremelsket af fremmedfjendske politikere og uansvarlige journalister.
Hvad vi oplever i 2015, er det omvendte af Europa i 1989. Man må huske på, at den fysiske nedbrydning af jerntæppet startede, da pigtrådshegnet mellem Ungarn og Østrig blev skåret over. Nu går Ungarn forrest med at bygge nye grænser, og statsminister Viktor Orban puster til fremmedfjendskheden. Europa må forhindre tilstrømningen af muslimske indvandrere, sagde Orban i efteråret, for at »sørge for at Europa forbliver kristent«.
Gode kristne som eksempelvis Marine le Pen fra Den Nationale Front, der er på fremdrift i Frankrig, og Kelvin MacKenzie fra den britiske tabloidavis The Sun, har tilsluttet sig koret af stemmer. Mackenzie skrev med henvisning til sin avis’ voldsomt misvisende fremstilling af en meningsmåling blandt britiske muslimer en klumme med overskriften: »Chokerende meningsmåling bør danne grundlag for at lukke døren for unge muslimske indvandrere.«
Som om Englands 2.7 millioner muslimer ikke kommer til at føde flere børn. Som om Europas meget lille, men dødsensfarlige mindretal af islamiske terrorister ikke allerede er her, mange af dem er ligefrem født, opvokset og radikaliseret i Englands, Belgiens og Frankrigs gader.
Mange europæere mener nu, at deres land bliver nødt til at genetablere grænsekontrol – selv indenfor Schengenområdet. I meningsmålinger foretaget siden terrorangrebet i Paris, siger 70 procent af de adspurgte hollændere, at landet bør lukke sine grænser. Helt uafhængigt af spørgsmålet om et sådant tiltag faktisk ville beskytte befolkningen mod terror, så risikere en lukning af Europas indre grænser at underminere det, som europæerne værdsætter højest ved EU.
Det er ikke blot en retorisk påstand. Det seneste Eurobarometer, der dækker alle EU-landende, spurgte: »Hvilket af de følgende, mener du, er den mest positive effekt ved EU?« 57 procent af de adspurgte svarede: »Den uhindrede mobilitet for mennesker, varer og ydelser indenfor EU.« I flere år har dette svar kæmpet om førstepladsen med »fred imellem medlemslandene.«
Tre ting har ført til murenes genkomst.
For det første spiller selve omfanget af bevægeligheden i EU en stor rolle i England, mens betydningen er mindre i andre dele af Nordeuropa.
Menneskestrømmen fra Østeuropa begyndte med udvidelsen af EU i 2004, symboliseret ved den polske blikkenslager (som i dag lige så ofte er en Ph.d. studerende eller bankrådgiver). En anden strøm kom fra Sydeuropa, da eurozone-krisen fik det til at blive attraktivt for højtuddannede fra Portugal og Grækenland at søge arbejde som tjenere i London eller Berlin. Dette har intet at gøre med Schengen, som England ikke er medlem af, men alt at gøre med bevægeligheden indenfor EU.
For det andet er der flygtningekrisen. Et stigende antal mennesker er flygtet fra krig, terror og økonomisk elendighed i kølvandet på opløsningen af de gammeldags diktaturstater i Mellemøsten og Afrika (der også skabte terror og økonomisk elendighed).
De har sat livet på spil og har overgivet sig til kriminelle menneskesmuglere for at nå til Europa og det forjættede land i dets midte – Tyskland. Ifølge FNs Højkommision for flygtninge skønner man, at der i november samlet var ankommet omkring 850.571 flygtinge til Europa i 2015, mens 3.485 enten var døde eller ’forsvundet’ på rejsen. Middelhavet repræsenterer et håb for de håbløse og en vandbåren begravelsesplads.
Lidt over 50 procent af dem, der ankom via Middelhavet, kom fra Syrien, og 20 procent fra Afghanistan. Mange af dem – de, der klarer turen – er 100 procent ægte flygtninge efter den snævre definition, der forudsætter, at de har en ‘velfunderet frygt for at blive offer for forfølgelse’ i deres hjemland. Men, påpeger UNHCR, det antal inkluderer uundgåeligt nogle mennesker, der flygter fra de uudholdelige økonomiske omstændigheder, som fejlslagne stater skaber. Og det er her, at det tredive år gamle Schengen-område, der inkluderer 26 lande, bliver relevant, fordi når først flygtningene har fået adgang, gør manglen på grænsekontrol det lettere for dem at komme til Tyskland – noget der allerede var et mål, inden Angela Merkel gjorde det klart, at alle flygtninge er velkomne i Tyskland.
Det tredje element er de islamistiske terrorister, der for nyligt mejede uskyldige koncert- og restaurantbesøgende ned i Paris. De fleste af dem er opvokset i Europa, selv om nogle af dem har lært deres dræbermetoder i Syrien eller Afghanistan.
Det lader til, at en af attentatmændene i Paris sandsynligvis formåede at snige sig ind i det grænsefrie Schengenområde som ‘flygtning’ ved hjælp af et (ægte eller falskt) syrisk pas. Uanset hvad der måtte være sandheden, kunne de takket være Schengen bevæge sig frit ind og ud af Bruxelles, assasins sans frontières.
Og på den måde bliver alle blandet sammen i en stor bouillabaisse af europæisk frygt, der holdes i live af politiske og mediebaserede demagoger; den fuldstændigt legale, men migrerende EU-borger, den illegale flygtning udefra, den halvøkonomiske-halvpolitiske flygtning, konflikt-flygtningen fra Syrien, den traditionelle politiske flygtning fra Eritrea, muslimen og terroristen. Disse mennesker opfattes som et kontinuum fra den polske blikkenslager til den syriske selvmordsbomber.
I mellemtiden er den polske blikkenslagers nye regering, som består af specielt dydige kristne, blevet enig med Ungarn og Slovakiet om ikke at ville modtage flere muslimske flygtninge. Ingen samaritanere, tak, vi er kristne her.
Så udover opdelingen mellem nord og syd, som eurozone-krisen åbnede for, kan vi se konturerne af en ny opdeling mellem øst og vest. Østeuropa afviser at udvise den samme solidaritet, som de i andre sammenhænge så ofte har påkaldt sig fra sine europæiske partnere. Det sydøstlige Europa er fanget i midten. Det er blot en tam forsmag på, hvad der måske kommer til at ske på Balkan, hvis ikke EU’s ydre grænse bliver gjort mindre farbar, især for dem, der kommer via Tyrkiet, mens Nordeuropa siger ‘ikke flere.’
Merkel – som ved, hvad det vil sige at bo bag jerntæppet – spøgte engang med, at en måde at vise de unge værdien af et frit og åbent Europa ville være at lukke de nationale grænser i et par dage.
Nu får vi måske lov til at afprøve Merkels eksperiment – paradoksalt nok til dels på grund af hendes ekstremt generøse fejludmelding om, at alle flygtninge er velkomne i Tyskland uden først at sikre sig, at andre europæiske lande ville følge trop.
Om eksperimentet vil føre til det ønskede resultat, er et helt andet spørgsmål. Som det ser ud nu, kan vi kun sige med sikkerhed, at Europa engang var kendt som det kontinent, hvor mure blev brudt ned, men nu bliver set som det kontinent, hvor de bygges op igen.
Forsidefoto: Rasmus Degnbol