Virkeligheden i GoT. I mandags havde den nye sæson af verdens nok mest populære tv-serie nogensinde premiere i Danmark. På papiret ligner Game of Thrones (GoT) en ganske almindelig fantasy-thriller med drager, zombier og mennesker med overnaturlige evner. Alligevel vil vi vove at påstå, at seriens popularitet kommer af, at den indeholder mere realisme end de fleste andre tv-serier. Nok er der intet realistisk ved drager, men magtkampene og magtmekanismerne, der opstår som følge af seriens grundpræmis om de mange hovedpersoner, der forsøger at vinde ”jerntronen” og magten i ”Westeros,” kommer uhyggeligt tæt på det, vi kender fra virkeligheden. Faktisk kan serien analyseres med udgangspunkt i de teorier, man ofte bruger til at forklare virkelighedens krige og konflikter med. Har du ikke set Game of Thrones endnu, skal vi gøre opmærksom på, at der vil forekomme mindre spoilers.
En realistisk serie. Inden for international politisk teori er der en strømning, man kalder realisme, og ifølge Foreign Policy er det den teori, der forklarer GoT bedst. Realisme er ikke som sådan en teori selv, men mere en paraply af teorier. Teorierne har dog det tilfælles, at de siger, politik altid handler om konflikt og magt: Det er den stærkeste, der overlever. Den bedste opsummering af realisme får vi faktisk i serien af Cersei Lannister: ”I spillet om tronen enten vinder eller taber du.” Sådan er realpolitik. Et nulsumsspil, hvor man kun kan vinde, hvis en anden taber. I de første sæsoner handler historien om det magtvakuum, der opstår efter kongens død. Flere magtspillere påstår, at de har retten til tronen, men stille og roligt falder aktørerne dog fra, fordi de fejler militært. Generelt synes succes for seriens hovedpersoner at være bestemt af, hvor gode de er til at få Westeroes’ herremænd med i deres alliancer, så de kan dominere og vinde magten. De hovedpersoner, der dropper idealismen fremfor hård magt, er umiddelbart dem, der klarer sig bedst. Tag fx Lannister-familien. De sidder stadig på tronen ved hjælp af ren Machiavelli-taktik. De har toturet, når det har været krævet, og de har set medfølende ud, når det har hjulpet dem – altid klar til at stikke kniven ind efterfølgende. Ifølge Machiavelli er det sådan en god hersker gør: Skifter mellem at være nådesløs, snu og god – alt efter hvad der hjælper herskerens egeninteresse.
Konstruktivistisk dragekamp. I Foreign Affairs (betalingsmur) mener de, at de mange realistiske analyser af GoT rammer ved siden af. I stedet skriver de, at serien skal analyseres ud fra et mere konstruktivistisk synspunkt – det vil sige, at normer og regler har mindst lige så stor betydning for Westeros’ sociale relationer og konflikter, som hård magt har. For mens der bestemt foregår realpolitik i GoT-universet, så ser man også, at det underliggende budskab er, at når hovedpersonerne kun forfølger deres egeninteresser, kortsigtede mål og lægger de etiske normer til side, så ender det i kaos. Realpolitik ser med andre ord ikke ud til at føre en stabil orden med sig – tværtimod ser aktørernes magtliderlighed ud til at føre til hele rigets undergang, fordi de har koncentreret sig om hinanden i stedet for whitewalkerne på den anden side af muren. Tag nu bare dragedronningen Daenerys Targaryen. Hun begynder som slavebrud uden skyggen af militære kapabiliteter, og hendes vej mod tronen skabes af karismatisk blød magt og et moralsk opgør med slaveri. Daenerys prøver at balancere mellem hård magt og principper i stedet for kun at handle kynisk. /Andreas T. Kønig