Barneleg

Alle de kulturer, vi har hørt om, arbejder med en eller anden forestilling om en overgang fra barn til voksen. På hele kloden og helt uafhængigt af hinanden sker der noget omkring 10-12-års alderen, som åbenbart er helt evident for os som mennesker at markere og har været det både bogstaveligt og overført siden Adam og Eva. ‘Puberteten’ har videnskaben siden hen døbt den overgang, der rent hormonelt giver os lyst og mulighed for at forplante os.

Og med så gennemgribende et ritual kunne man sagtens foranlediges til at tro, at der var tale om et nyt menneske på den anden side. At voksne mennesker er en helt anden race end børn og derfor slet ikke kan sammenlignes. Med det blik på os selv og verden kan vi godt komme til at glemme, at voksendommen også blot er tillærte sociale normer, og at den slags er til forhandling eller i fare for at blive utydelige ved for eksempel fuldskab, eller hvis man skulle gå hen og blive emotionel. For vi er trods alt alle sammen bare mennesker, og ser vi isoleret på os selv, så er vi stadig det barn, vi var engang. På godt og på ondt. Vi er det samme menneske hele livet.

Kunstnere og levemænd har ofte brugt denne viden aktivt og positivt til at få det bedste ud af livet ved fornuftigt og skødesløst at leve ubekymret, frit og i kontakt med fantasien og kreativiteten. Men som bekendt er det den samme egenskab, der kan gøre kunstnere og levemænd til helt ulidelige egoister, der kun tænker på at optimere deres egen lykke. Der er som bekendt også en bagside ved dette barn i os selv, for som de fleste, der har haft med børn at gøre for nylig, vil kunne huske, så er børn både fantastiske og uskyldige og også små, super selvcentrerede, selvberigende egoister, der ikke står tilbage for rendyrket ondskab, hvis det skulle falde dem ind. Ja, eller bare opføre sig utilsløret pisseirriterende og idiotiske, hvis de synes.

Og den viden er værd at holde fast i for os alle. Også for alle os, der hverken er levemænd eller kunstnere, for vi er nødt til at huske, at vi alle sammen er børn. Det er et barn, der stiller sig op og brænder koranen et sted, hvor der bor en masse andre børn, der ikke kan finde ud af at sige, ‘du er træt nu, min ven – gå i seng’ og i stedet sætter ild til biler, kaster sten mod politiet og smadrer vinduer, fordi de nu har det sådan. Og alle os, der ser på, kunne måske også huske, at vi bliver barnagtige, hvis vi absolut vil have det hele til at handle om ytringsfrihed og idioters ret til at te sig idiotisk. For selvfølgelig må de det. Men så må de også regne med at blive sendt i seng uden aftensmad og uden at nogen blev klogere på, hvad de forsøgte at sige. Det er jo bare børn. Utilsløret pisseirriterende og idiotiske børn. /Lasse Lavrsen.